Dansk skolehistorie før 1814 ikke anvendt


 

KAPITEL IX

LAND  OG BYSKOLERNE I 1700 – tallet

 

Barndommen i 1700- tallet

 Skoleforsømmelser var hyppige og blev ofte påtalt. Mange skyldtes at børnene var en vigtig arbejdskraft på landet. Det er umuligt at vurdere skolens vanskeligheder uden samtidigt at forstå vilkårene for børnene på landet.

Barndommen var kort. I 4 årsalderen begyndte de små at gå til hånde hjemme. At vogte kreaturer blev barndommens dominerende arbejdsopgave i alle lag af landbosamfundet. En triviel opgave, der i sommertiden kunne rumme glæder, men som i kulde og dårligt vejr kunne være ubarmhjertig hård mod børn, der endnu ikke var mere end 8 -9 år gamle. Selv om gårde og huse lå tæt samen i landsbyerne var det skik, at de tjenende børn boede hos deres husbond. Somme tider levede de på denne måde adskilt fra deres egen familie måske i hjemegnen eller i en anden landsby fra tidligt forår til sent efterår. Deres liv blev derfor stærkt præget af den arbejdsgiver, de var ansat hos. For mange børn kan man næppe tale om en barndom i vor tids forståelse. Deres arbejdstid var som regel den samme som for voksne, og gennem deres fysiske arbejde blev de hurtigt hærdede og modnende. De fik ikke en egentlig løn, som de kunne bruge på sig selv. De fik kost og logi og måske et sæt tøj ( konfirmations-tøj). Alligevel betød deres indtægt at de i hele sommerhalvåret var økonomisk uafhængige som 10 årige. Man opfattede at børn fra de var 10 år og fremefter skulle kunne forsørge sig selv.

Bøndernes vilkår i 1700 tallet

 Bøndernes vilkår var, specielt i første halvdel af 1700 – tallet, meget vanskelige.

Mange af indberetningerne fra biskopper og præster indeholder beskrivelser af de daglige vilkår for livet på landet i 1700 -tallets Danmark, og det er ikke et rart billede, de giver. Fattigdom og underkuethed var udbredt og i jyske visitatsindberetninger sættes fattigdommen hos bonden ligefrem i forbindelse med hans uvilje mod skolegang.

Fra øerne hedder det: ”Den fattige bonde lever usselt, slet brød af byg, lidet eller intet sul og mælk eller vand er hans daglige kost, grød er den fattige bondes jævnligtse føde, oftest spist til alle måltider…. hvad livsmunterhed, kræfter og sundhed dette kan give af sig, kan enhver let forestille sig.”

Præsten i Herfølge sætter fattigdommen som direkte årsag til skoleforsømmelser: ” En del af bønderne er udenbys og så fattige, at de ikke formår at forsyne deres børn med sådan føde, som de kunne tage til skole med sig, hvilket de med tårer har beklaget, når jeg i deres huse har admoneret dem om deres forsømmelse, med dette tillæg: når hovposen var forsynet var der ej mere ens en ske grød tilbage eller tørt brød, som de undså sig for at sende barnet til skole med”.

Blandt de børn, som sendtes ud på tiggeri om vinteren var også mange fæstebønders børn.

Til fattigdommen kom stavnsbåndet og det trykkende hoveri, der netop ved århundredet midte strammedes yderligere. Da ryttergodset i stigende grad frasolgtes til private ramtes også flere af de skærpede vilkår for fæstebønderne.

”Den almindelige elendighed blandt bondestanden er større end nogen tror”

”Min sjæl ynkes over hoveri-slaverne i Sjælland”

”Bønderne i hedeegnene formå ej at contribuere meget til skoleholderne. Skulle der blive flere skoler end der er nu, ville lærerne få meget usle og kummerfulde levebrød og snart komme til at betle.”

Mange godsejere og deres ridefogeder tilsagde bønderne til hoveri på helligdage og de dage, hvor der var visitats.

Under disse forhold var love og bestemmelser om skoleforhold uden virkning og straffene for at forsømme sine børns og tyendes kirke og skolegang forblev døde bogstaver.

Vinterskolegangen var der ikke så mange driftsmæssige hindringer for, men i så og pløjetiden samt hele sommerhalvåret var der ikke mange, der kom jævnligt i skole.

Midt i al elendigheden er der også eksempler på degne, der er blevet fine og velrenommerede skoleholdere og roses af præster og biskopper ved visitatserne. Ofte er de også godt lønnede – relativt.

KØBSTÆDERNE

 Købstæderne fik ingen almindelig skolelov som de fik på landet med 1739/1740 reformen. De uheld, der fulgte landskolerne skulle ikke opmuntre til yderligere initiativer. Den eneste reform blev forsøget på at forbedre latinskolerne og omdanne nogle af dem til danske skoler.

Nedlæggelse af latinskoler 1739

Efter at Universitet havde fået ny fundats 1732 blev en kommission nedsat til at se på latinskolerne. Den besluttede i 1739 at foreslå – og det blev vedtaget – at afskaffe 38 af landets 58 latinskoler, dem i de mindste købstæder. Et ønske, der var fremkommet allerede 1682. Indtægterne fra de nedlagte latinskoler skulle overføres til de resterende for at give dem et bedre grundlag.

De nye – men i de nedlagte latinskolers lokaler – oprettede skoler blev kaldt kristendomsskoler efter deres hovedfag. Men disse bygninger var ikke alle i ordentlig stand og allerede fra starten var der vanskeligheder. Lærerne blev også de samme, degnene blev både skoleholder og korleder. Nogen forbedring blev der næppe tale om mange steder. Eleverne var oftest forsat fattige og beholdt sine steder sangpengene (ligpenge) som tidligere disciplene på latinskolen havde haft.

De påtænkte reformer af latinskolerne blev heller ikke til meget. Biskop Hersleb fremsatte i sin betænkning, at optagelse i latinskolen skulle ikke blot kræve kendskab til katekismen og færdighed i at læse dansk, men tillige begyndelsesgrundene i latin, som let kunne læres ved hjemmeundervisning fordi ”tillige forekomme det store misbrug, at gemene fattige folk , ja fast betlere, kaste deres børn på de latine skoler, blot for at blive af med dem og finde føde.”. Derved kunne man nedlægge de to laveste klasser i latinskolerne og dermed undgå ” at børn har gået i 1. lektie i 3 – 4 år og blot opholdt sig med at betle og få et stykke brød af skolen eller for dørene”

Hersleb mente endvidere, at det var rimeligt at forhindre fattigfolks børn i at komme i latinskolerne og tiltrække de kvikke hoveder i stedet, da der nu ikke længere manglede tilgang til de akademiske studier.

Herslebs tanker vandt ikke bred tilslutning, men ved reformen i 1756 nedlagdes den nederste klasse i latinskolerne , optagelsesrøverne krævede en vist kendskab til latin og tiggeriet indskrænkedes bl. a. ved at forbyde sang ved dørene. Et påbud om at bortvise ubegavede elever blev også indført.

Latinskolereformer i 1739 og 1756 gavnede de små købstæder, der fik en tålelig dansk skole, men skadede de større, da ikke alle de fra latinskolen afviste børn gik over i den danske skole, men en del af dem drev om uden undervisning.

Købstædernes økonomiske forhold var fremdeles dårlige og i reglen søgte byerne at slippe så billigt som muligt af sted i skoleforhold. De få initiativer kom dels fra enkelte borgere eller fra gejstlige, men de battede ikke meget.

Byernes fattigdom fremkaldte udstrakt brug af børnearbejde i alle erhverv, både håndværk og andre mere landlige sysler, men det var ikke nok til at holde omstrejfende børn og voksne beskæftigede. Fattigdommen førte til almindeligt tiggeri. Der blev udnævnt kommunale stodderkonger, der skulle forsøge at holde orden på tiggeriet, men dette var næppe muligt. Ligeledes var de mange forsøg med tugt og manufakturhuse i provinsbyerne og forsøg på at kontrollere og begrænse børnetiggeriet, i Stege og Viborg i 1740erne i Odense 1752.

 

 

Private byskoler

En del af købstadsungdommen var mere rå end ungdommen på landet fordi de ingen husbond havde og førte deres rå trone ind i skolen. De bedre stillede forældre sendte så ikke deres børn i skolen.

Loven tillod kun at holde privat skole for egne børn, men flere familier slog sig sammen i societeter og oprettede egne skoler. Da lærerne ved de offentlige skoler mistede deres indtægter derved, klagede de, men oftest forgæves, da magistrat og gejstlighed selv benyttede de private skoler. Mange ansatte skoleholdere klagede over konkurrerende skoleholdere, der på privat initiativ tilbød undervisning.

En af de mere alvorlige skolestridigheder fremkaldte digteren Ambrosius Stub. Han kom til Ribe 1752 og begyndte at undervise børnene af byens bedre borgerskab, i alt 16 børn . Over denne privatskole klagede 2 offentlige skoleholdere i 1754, men klagen afvistes. I 1756 søgte Stup dog stiftamtmanden om tilladelse til at holde skole for de børn, der ikke blev sat hos de gamle uduelige skolemestre. Han søgte altså en slags næringsbrev som frimester, dog uden at holde hjælpere. Det synes at tilladelsen blev givet, men Ambrosius Stub døde allerede 1758 i en armod, der fuldt ud var en skoleholder værdi.

Om tarveligheden i skoleforholdene i købstæderne er der mange kilder. Der var ikke plads nok i skolerne til byens børn, der var ingen lærere, byernes magistraterne var ligeglade med skolerne, bare det var billigt etc. Kun gejstligheden synes at have generel interesse for skoleforholdene. De så også den usmykkede virkelighed når børnene skulle konfirmeres, ved visitatsen fra biskop samt når de i øvrigt gennemførte tilsyn skulle godkende skoleholdere etc.

Købstadsskolernes undervisning havde følgende gennemsnitlige krav at leve op til:                 ( instruktion fra Sjællands stiftsøvrighed 1751 til skole i Svanike):

Skoleholderen skulle hver dag holde skole for byens børn. Om vinteren, når der var flest børn, måtte han bruge en af de dygtigste elever som medhjælp.. Undervisningen skulle begynde og slutte med sang og bøn og læsning fra Bibelen. Faget skrivning måtte eleverne først begynde på , når de kunne læse og havde lært katekismen udenad. Skrivning omfattede også retskrivning. Regning omfattede både hovedregning og regning på ”papir og tavle”.

Til skoleholderen i Åkirkeby samme år var der i instruksen tilføjet:” Skoleholderen må selv overvære alle timerne og ikke lade børnene sidde alene. Han må ikke indfinde sig i gemene krohuse eller andetsteds i drikkeselskaber og uskikkelige samkvemme. Ingen forsamling må udenfor skoletimerne finde sted i skolestuen til drik og anden forfængelighed at øve.”

Private skoler tåltes ikke i en del byer, men i andre var de accepterede, dels fordi de var nødvendige – i alle fald blev flere småbørn, der fik undervisning, undervist af enker, ugifte eller aftakkede officerer etc. Mange af disse private skoler var dog ikke bedre end de offentlige. I nogle officielle indberetninger oplistes de private skoler sammen med de offentlige, nogle byer understøttede begge slags skoler, andre byer ingen af dem.

Sammenfatning om købstadskolernes tilstand 1784 efter indberetninger til regeringen Guldberg vedrørende en påtænkt reform af almueskolevæsnet.

  1. Over halvdelen af landets købstæder havde kun en skole. Af resten havde de fleste to, hvor den anden blev holdt af kordegnen. Velhavende folks børn betalte selv, men der var reelt ingen skarp skelnen mellem privat og offentlig og betalende og ikke betalende. Kvaliteten af skolerne var meget varierende. Tilsynet førtes af byfogden (elevfremmøde) og præsten ( kvaliteten af undervisningen).
  2. Indtægterne varierede og kom fra mange kilder: kirken gav af sin formue plus lys og tavlepenge, lig og pulpiturpenge, offer og accidenser til de lærere, der havde et kirkeligt embede. Kæmnerkassen og fattigkassen ydede bidrag. Dertil kom forældres skolepenge, legatindtægter og frivillige indbetalinger.
  3. Lønnen var således sammensat af mange beløb, men sjælden stor nok. Bedst stillet var de skoleholdere, der også havde et gejstligt embede. De øvrige ” har således lidet eller intet, uden hvad der kan suges ud af de forældre, hvis børn søger skolen.”. De fleste skoleholdere måtte supplere undervisningsjobbet enten som klokker eller kordegn, graver, organist , stadsmusikant eller skriver for fattigvæsnet.
  1. Fattigdommen var det helt uoverstigelige problem for købstædernes skolevirksomhed. De fattigste børn fik via legater eller på anden vis klæder og bøger. Men der var ikke undervisningsbøger nok. Skolegangen var mangelfuld af samme grund. Af Æreskøbings 214 børn gik kun 82 i skole. Staf og bøder for at tvinge forældrene til at sende børnene i skole hjalp ikke. Fattigdommen var der stadig. ”De fattige giver ingen skoleløn; men der er kun få af dem i skolen, thi da forældrene intet kan fortjene i denne dyre tid, må de fleste af børnene gå omkring og tigge til brød og ekstraskat, så deres skolegang forsømmes.”
  2. Fagene var i alle skoler religion og læsning. Regning og skrivning kostede ekstra og regning var kun lidt søgt. Bøgerne var : Luthers katekismus, Pontoppidans forklaring, Saxtorps udtog, Hubners eller Horsters bibelhistorie.
  3. Kancelliet bemærkede i sit uddrag af indberetningerne: ”Den mangel på nødvendigt udkomme, som skoleholderne næsten overalt have, og den tunge skæbne, de sukker under, forårsager at de få studenter, der har valgt denne vej, er folk, som enten formedelst udsvævelser ere delaborerede eller af mangel på bekvemhed ikke har kunnet gøre lykke andre steder. De have altså ikke de nødvendige egenskaber til at undervise ungdommen og skøtte ej heller om at erhverve dem, som noget de anser som infra dignitatem. Ingen af de øvrige havde tænkt på at blive skoleholdere, om ikke skæbnen i den af dem valgte cirkel havde gået dem imod, og følgelig havde de i almindelighed lidet bekvemhed dertil, ligesom de og gerne forlade dette usle igen, når noget bedre tilbyder sig,. Følgen af alt dette er, at ungdommen går hen i vankundighed og må savne den undervisning, der skulle danne dem til gode kristne og duelige borgere”.

Hvem kunne læse og skrive og regne ?

Det er usikkert, hvornår læsefærdigheden er alment udbredt i befolkningen, men med en vis usikkerhedsmargen ser det ud til at være sket i begyndelsen af 1800-tallet, skrivefærdigheden dog noget senere. Det er også uklart, hvor mange dage de enkelte børn egentlig mødte op i skolen. Nedenfor er 2 eksempler på skoleforløb fra Jægerspris kongelige skole i Landerslev. Over en lang periode førte læreren kontrol med elevernes fremmøde og kundskaber.

Kilde: Landerslev kongelige skole i Jægerspris skolerapport 1778 – 1796.

Første eksempel er gårdmandspigen Dorthe Pedersdatter:

ÅR ANTAL SKOLEDAGE FAGLIGE NIVEAU
Marts 1778 , 81/2 år 55 Lærte at stave i katekismen
1779 68 Læse indenad i evangeliebog og udenadslæsning i katekismebog
1780 3 dage i maj Samme som året før
1781   11 1/2 år 52 dage Udenadslæring og indenadslæsning i katekismeforklaringens sidste del
Herefter kommer Dorthe ikke i skole før hun er 15 år Hun er tilmeldt skolen 1985 møder hun   okt. – dec i alt 36 dage

Hun er formodentlig konfirmeret 1785/86

Dorthe er tilmeldt skolen i 8 år Ingen regning eller skrivning Dorthe blev helt åbenlyst hjemmeundervist og skolen var en kvalitetssikring
 

Jens Pedersen:   Modtager ikke hjemmeundervisning

4 ½ år   Jan. 1788 136 dage ABC
2. år 107 dage Læse indenad i katekismen
3 år

4 år

79 dage

142 dage

Udenadslæsning

 

5 97 dage
6 110 dage Indlæringen af forklaringerne, ingen skrivning eller regning
7 62 dage Samme
8 112 dage Samme
9

Jens gik i alt i skole i

64     i alt 911 dage Samme

Begge elever kunne læse efter ca. 2 års skolegang. Det var den religiøse indlæring, der tog tid. Ingen havde regning eller skrivning.

Jens gik i skole ligeså mange dage som hverandendagsskolen efter 1814 lagde op til, i gennemsnit 114 dage om året.

I de 20 år protokollerne blev ført er der kun nævnt skrivning ved 7 elever og regning er ikke nævnt en eneste gang.

så har de også mødt teksterne der, og formentlig er der blevet læst op ad bibelen i en hel del hjem.

 

 

PÆDAGOGISK TÆNKNING OG PRAKSIS

I langt de fleste skoler – især på landet – skete der ingen pædagogisk udvikling – alene lærernes uformåenhed var en hindring herfor. Nyere tanker nåede dog til Danmark i alle fald i teorien. Filantropismen fik med Basedow en ivrig fortaler i Danmark og hans ideer fandt genklag. Katekiseren var dog stadig det vigtigste og der kom mange forskellige forslag til dens udøvelse f. eks. Hyppnoff. Det var i denne periode, at bibelhistorien begynder at indtage en central plads i danske skolers religionsundervisning og Johannes Hubners bibelhistorie blev i dansk oversættelse den almindelige bibelhistorie til skolebrug.

Langt det meste pædagogiske påvirkning kom i form af oversættelser af tyske bøger samt af enkelte franske. Filantropismens vægt på legemsøvelser, renlighed og frisk luft var noget nyt.

Børnetugten mildnedes ikke meget i 1700 – tallet. En rå tone, streng disciplin og korporlig afstraffelse var dagens pædagogiske opdragelsesmidler. Legemsstraf ansås fremdeles som et universalmiddel i undervisningen. Riset og tampen var standard i ethvert skolelokale og flittigt brugt, hvorimod ferlen bliver forbudt. Høflighed kunne skolen næppe lære eleverne med det sprog, lærerne diskede op med. Det understregedes dog, at eleverne ikke måtte piskes eller blive slået med kæppe. At skoletugten var umenneskelig efter vores forhold er uden for al tvivl.

 

VURDERING AF SKOLEFORHOLDENE I ANDEN HALVDEL AF 1700 TALLET FREM TIL 1784

Hvor langt kom landbosamfundets børn i deres religiøse indlæring? Hvor mange af teksterne nåede et barn at høre eller læse selv i løbet af sin skoletid? Svarene må blive afgørende for en vurdering af, hvor stor en indflydelse undervisningen fik. G. Jasper mener, at børnene i Nordslesvig kunne katekismen og dele af Pontoppidans forklaring udenad midt i århundredet ( 1750) go at læsefærdigheden var vidt udbredt. En hel del drenge, færre piger, kunne skrive og regne.

Det er også Ingrid Markussens og andres indtryk, at børnene på landet nord for Kongeåen efter 1750 kunne både katekismen og dele af forklaringen udenad. De velbegavede børn fra landbosamfundets elite kunne meget mere. Ganske vist forsømte mange børn skolen meget, men som regel var de tilmeldt skolen i så mange år ( sml. tabellen ovenfor), at de må have haft lejlighed til at høre teksterne fra Det Gl. Testamente blive læst op mange gange. Selv om hverken børn eller forældre syntes at have været flittige kirkegængere, så har de også mødt teksterne der, og formentlig er der blevet læst op ad bibelen i en hel del hjem.

Der er imidlertid ingen belæg i kilderne for at kunne sige noget meningsfyldt om, hvor mange folk på landet der kunne læse, skrive eller regne i 1700 – tallet. Det samme er tilfældet for byerne. De mest banale konklusioner er, at jo højere på den sociale rangstige og jo mere velhavende familien var, desto større chance var der for, at børnene havde fået undervisning i de elementære skolefag : kristen børnelærdom og læsning. Skrivning og regning var ikke en forudsætning for konfirmationsforberedelsen og derfor ikke almindelt at eleverne undervistes i disse fag. Ser vi på det overleverede kildemateriale er det ikke let at danne sig en pålidelig mening efter de udsagn, vi har. Dommen lyder meget forskellig fra egn til egn alt efter hvor oplysningerne kommer fra og ophavsmandens skoleopfattelse. Den ene fløj jamrede ideligt over de manglende kundskaber hos bønderne, den anden fløj var langt mere positiv:

Læsefærdigheden var nok gået noget fremad i århundredet men ikke så meget, at flertallet af befolkningen kunne læse. Da den meste undervisning var mundtlig overhøring var læsefærdigheden ringe. Mange blev ikke konfirmeret før de var i tyverne og kunne ikke deres katekismus, men præsterne så igennem fingre med det.

Nogle steder synes læsefærdigheden ligefrem at være gået tilbage. I Isterød by kunne i 1776 da byen udskiftedes kun 1 ud af 11 bønder skrive sit navn. I Selsmark kunne alle i 1720 læse og skrive, men i 1761 kunne de fleste bønder ikke læse skrift.

På Samsø og Bornholm var læsefærdigheden udbredt og de fleste kunne også skrive. Dødsboerne indeholdt også bøger og tingbøgerne indeholdt velskrevne breve. Der var hedesogne, f. eks. Vorbasse og Hejnsvig, hvor soldaterne i krigen 1807 – 14 næsten alle kunne brevveksle med hjemmene. Omvendt var der ingen, der kunne skrive i Allinge sogn i Århus stift 1794

Betegnende for talkundskaben er det at mange bønder ikke kunne læse salmenumre med tre cifre. Mange bønder lærte tallene til 20 og regnede så videre i snese.

Alle var dog enige om, at almuens oplysning lod meget tilbage at ønske og at en forbedring af skolevæsnet var nødvendig. Gennem størstedelen af 1700 – tallet og især efter dets midte kritiserede forfattere af forskellige retninger den bestående skole og fremsatte mere eller mindre udformede forslag til dens reform.

Der var mange , der ønskede en mere praktisk orienteret skole, der underviste i fag, der kunne danne grundlag for en håndværkeruddannelse og i arbejde ved landbruget og ikke kun i kristendom. Også statens forhold til skolerne kritiseredes.

Efterhånden som Rousseaus tanker og filantropismen fik større råderum i litteraturen, blev kritikken skarpere og dommene hårdere over skolen, indtil højdepunktet nåedes i påstanden om at , ”der er med flid arbejdet på, at almuens børn bliver holdt i uvidenhed og langt borte fra al oplysning”, eller at opdragelsesvæsnet i Danmark var en hindring for nationaloplysningens fremme, thi ”undervisningen kvæler sjæleevnerne, formørker forstanden og gør hjertet koldt”. (Larsen 1 366 fra Minerva 1791 II s.193 og 1802 IV s 233 )

Der var ved overgangen til den egentlige oplysningstid således utilfredshed med skolerne. De stærke reformønsker stod imidlertid overfor en mere konservativ retning. Skolereformen 1814 blev et kompromis. Biskop Balles betydning lå i, at skolerne fastholdt deres kristne karakter, og det blev Reventlowernes fortjeneste at sætte den i nødvendig forbindelse med sociale reformer. Hvad der hidtil havde hæmmet udviklingen var i høj grad bondens fattigdom og undertrykkelse. Derfor blev de bedre kår og større frihed, bondestanden opnåede, en mægtig løftestang for skolen. Erkendelsen af den nøje forbindelse mellem sociale og pædagogiske fremskridt, der for en del blev glemt i 1800 – tallet, var netop ejendommelig for oplysningstidens reformvenner.

Resultatet af skolerne fra 1536 til 1800 var en beskeden udbredelse af kundskaber og dannelse, men vigtigere en gradvis erkendelse af skolen som en samfundsinstitution. Selv om skolens fysiske rammer var præget af fasttigdom, og at den som institution lod meget tilbage at ønske, var der dog mange lærere, som under trange forhold gjorde et stort arbejde i oplysningens tjeneste og det samme gjaldt om flere af de landbohjem, hvor man underviste børnene så godt man kunne.

Da enevælden 50 år efter reformen i 1739 nedsatte Den store Skolekommission i 1789, hvis indsats resulterede i folkeskolelovene af 1806 og 1814, er det derfor tvivlsomt, om befolkningens flertal var i stand til at læse. I den forbindelse kan der være grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om det i det gamle samfund var så nødvendigt at kunne læse, endsige skrive, for at være en dygtig fæstebonde. Og om det egentlig var af så afgørende betydning for de nye selvejerbønder, som man undertiden ser det hævdet.

Men ved 1700-tallets slutning begyndte en erkendelse at brede sig om, at det var godt at kunne forlade sig på sin egen læsefærdighed, ikke blot når det gjaldt det trykte ord, men måske nok så meget når det gjaldt skrift på skøder, købmandsregnskaber og skattekvitteringer. Og hos de mere fremsynede bønder var der også en erkendelse af, at det meget nye, man kunne læse i aviser og almanakker, kunne være til nytte for dem selv og deres landbrug.

Man kan give pietismen æren for at stå bag den første danske skolelov, som Christian den Sjette gav i 1739, men virkeliggørelsen af lovens tanker var forbeholdt Frederik den Sjette. Først med gennemførelsen af de sociale reformer i slutningen af 1700 – tallet tilvejebragtes de nødvendige materielle forudsætninger for en bred folkeoplysning. Rationalismen kommer dermed til at fuldføre det, som pietismen havde påbegyndt.

 

 

 

 

DET DANSKE ALMUESKOLEVÆSEN FØR 1814

 

og lidt om læsefærdigheder og læsestof i Danmark ca. 1500 til ca.1800.

 

 

Hannibal Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

INDHOLDSFORTEGNELSE

 INDLEDNING

Hvem kunne læse?

To mærkelige historier

Hvad kunne man læse?

Bogtrykkeriet og bogtryk i Danmark

Overleveringen

BOGTRYKKERIETS SKRIFTKULTUR OG LÆSEFÆRDIGHEDENS UDBREDELSE

EKSEMPLER PÅ TIDLIG TRYKT LITTERATUR PÅ DANSK

ORTODOKSIEN OG KONTROL OG CENSUR

Den danske Mercurius

MARKEDET FOR BØGER

Oplagsstørrelser

Det intenderede publikum

Begrebet menigmand

Hvem ejede bøgerne ?

 

 FØR REFORMATIONEN

KAPITEL I

Middelalderens skoler

Chr. 2.s landlov 1521

Chr. 2.s skolelovgivning

 KAPITEL II

REFORMATIONEN

KIRKEORDINANSEN

KØBSTADSSKOLERNE

Hvem gik i skole?

Købstædernes økonomiske forhold i 1600 tallet

 Latinskolerne

Disciplene

Undervisningen

Danske skoler

DEN LUTHERSKE ORTODOKSI VINDER TERRÆN

Forordningen 1629

KONKLUSION

KAPITEL III

DEGNEN

Degnens kvalifikationer

Konserveringssystemet

Degnenes embedsgerning

Degnens indtægter

Degnenes sociale stilling

Degnens moralske forhold

KAPITEL IV

 BONDESKOLER

En almueskoles historie fra Fakse kommune

Bondens sociale og økonomiske svage stilling.

Den pædagogiske litteratur

Skolebøger

Børnetugten

SAMMENFATNING

1700 – TALLET

KAPITEL V

PIETISMEN

Pietisme og katekisation

Det emmerske bedehus

Den kirkelige trestandslære: regent, gejstlighed, husbond

PIETISMEN I PRAKSIS: LOVGIVNING OG SKOLEBYGGERl

Forordning om landmilitsen 1701

Fattigforordningen 1708

Prins Carls, prinsesse Sophie Hedvigs og von Plessens skoler

KAPITEL VI

RYTTERSKOLERNE

Forberedelsen – lønnen – fordelingen – rytterskoletavlerne –

Undervisning og skolegang

Pædagogik

Vurdering

Øvrige almueskoler 1720 – 1740

 

KAPITEL VII

NYE INITIATIVER UNDER CHRISTIAN 6

Helligdagsforordningen 1735

Konfirmationens indførelse 1736

Skoleforordningen 1739

Årsagerne til til bagetrækningen af skolereformen

Skoleforordningen 1739 opgives

Økonomisk krise

Vurdering af Plakaten 1740

Vurdering af den pietistiske indflydelse

Pietismens pædagogik

KAPITEL VII

SKOLEFORHOLDENE EFTER 1740

Aflønningen – Omgangslærere – skolebygningerne – Skolevejen – Inventaret – Skoleholderens værelse – Bøger –  fortsatte problemer

Undervisningen  efter 1740

Børnene tilhører skolen

Landbostandens værdi

TIDEN 1784 TIL 1814

KAPITL XI

FILANTROPISMEN OG TYSK INDFLYDELSE

Spindeskolerne

Filantropismen 

Tyskerfejden

 FILANTROPISMEN I PRAKSIS

Reventlowernes skoletanker

KAPITEL XII

DEN STORE SKOLEKOMMISSION

SEMINARIERNE

Blågård Seminarium

Seminariet på Brahetrolleborg

Landsbyskolerne

Pædagogiske tanker

Religionsundervisningen

Børnelitteratur

NYE TIDER

Kritik af filantropisterne og fremskridtsånden

Pestalozzi tur – retur

Franz Nachtegall og gymnastikken

Præstegårdsseminarierne

Sammenfatning

LANDBOREFORMERNE

Kameralismens betydning for udviklingen i ejendomsretten til fast ejendom

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

INDLEDNING

 

Hvem kunne læse?

Det følgende indledende afsnit tager udgangspunkt i Charlotte Appel: Læsning og bogmarked i 1600- tallets Danmark, Museum Tusculanum 2001, der er en grundig analyse af bogmarkedet i Danmark i 1600 – tallet og en vurdering af, hvor stor læsefærdigheden og dermed det mulige marked for bøger var i perioden. Indledningsvis vil to små hændelser, der berører problemet om almuens læsefærdighed og kundskabsniveau fortælles, nemlig om selvmorderen fra Oreby ved Kalundborg og Mette Jensdatters tragiske død med bog i hånd ved Kolding.

 

To mærkelige historier

Selvmorderen fra Oreby

I oktober 1633 var Sjællands stifts provster som vanligt samlet til landemode i Roskilde. Ud over biskop Resens monita ( advarsler, påmindelse), gejstlige retssager og diverse meddelelser, hørte de også følgende beretning, som provsten fra Øster Flakkenbjerg Herred ( nordvest for Næstved) sørgede for at nedskrive i sine referater fra mødet:

” En karl ved Oreby ved Kalundborg, gik ud i skoven, og skar det ene ben af sig, og lagde det i en liden grav, dertil gjort, og tjørne ovenpå. Lagde sig så selv i den anden grav efter sin længde, og væltede tjørne på sig, og der døde. Tilforn havde han skrevet noget til sin broder, og med nogen mørk tale ladet denne forstå, han skulle ikke længere have hans omgængelse ( selskab). Der hos fandtes også nogle ark papir, skrevet på dansk af ham, om troen og gode gerninger, at de aldrig kunne skilles ad, og derhos var begærende at kongen og bispen ville lade det trykke.”

Vi ved ikke nærmere om den stakkels skrivekyndige karls og hans mindst ligeså skriftlæsekyndige broder. Men selvmorderen har tydeligvis tumlet med tunge tanker, måske inspireret af præstens prædiken eller læsning af bøger. Da han tillagde sine konklusioner stor betydning skulle de naturligvis trykkes.

Uanset om vi står overfor en sindssyg person eller ej demonstrerer episoden, at der var mennesker i 1630ernes danske landbosamfund, der havde gjort sig tanker om bogtrykket som medium til udbredelse af vigtige budskaber. Takket være karlens makabre selvmord og hans optagethed af et af tidens mest omdiskuterede teologiske emner, finder vi disse tanker eksplicit omtalt. Historien er på mange måder usædvanlig. Det kan man måske også sige om brødrenes kundskabsniveau.

 

Mette Jensdatters historie

( Født 1658 i Mammen ved Viborg, begravet 17.4. 1688 i Vonsild).

Johannes Rüde, præst i Vonsild, nedskrev små levnedsforløb for de folk, han begravede.

Tredjepåskedag 17. april 1688 begravede han tjenestepigen Mette Jensdatter og fortæller at Mette var født i 1658 i landsbyen Mammen ved Viborg, hvor hun var blevet ” i Guds frygt opdraget og selv havde øvet sig i at kunne læse i prentede bøger”. Hun havde i flere år arbejdet som tjenestepige, men efter at have født et uægte barn, der døde som spæd, var hun flyttet til Strårup, lige syd for Kolding, sandsynligvis for at være i nærheden af sin broder. Her arbejdede hun om sommeren, men om vinteren sad hun for sig selv. Hun levede i armod og kunne ikke betale skat. Fra Mettes bror Erik havde præsten hørt, hvordan hun gik til Kolding Marked fastelavns mandag  ( 26. feb.) for at købe sig en historie ” som Peders sølvnøgle og andre slige”. På vejen hjem var hun så kommen til sit ”dødssted” og blev først fundet næsten 7 uger senere. Selv om hun hørte til et andet sogn blev hun på grund af fattigdom begravet i Vonsild.

Ud over Mettes tragiske skæbne har historikere især heftet sig ved det faktum, at en fattig tjenestepige i 1688 ikke alene kunne læse, men også gjorde sig store anstrengelser for at få fat i læsestof, i dette tilfælde litteratur skrevet for almuen. Spørgsmålet, som både Mette og selvmorderen fra Flakkenbjerg afføder er: hvem og hvor mange kunne læse i Danmark i perioden fra reformationen og frem til skolereformerne omkring 1800?

Det viser sig at være et vanskeligt spørgsmål at besvare bare tilnærmelsesvist. I det følgende afsnit vil kildegrundlaget og kritik af brugen af kilderne blive diskuteret. Som udgangspunkt for diskussionen er valgt Charlotte Appels ovennævnte bog.

Det første, man må gøre sig klart, er, at læsefærdighed og skrivefærdighed ikke er lige størrelser. Alle, der kan skrive, kan også læse, men det er ikke nødvendigvis alle, der kan læse, som også kan skrive. Og hvor meget skal en person egentligt kunne skrive for at det er sikkert, at vedkommende også kan læse.? Er det nok at kunne skrive sit navn eller sætte sin underskrift på et dokument?

 

Undersøgelser i Butjadingen i Oldenburg Delmenhorst ( dengang dansk område) viser stor læsefærdighed og skrivefærdighed og at analfabetismen næsten var udryddet 1735, måske før.

Det var som i Danmark (og Sverige) den lutherske kirke, der aktivt arbejdede for at fremme læsefærdigheden. I Budjadingen var der mange velhavende og uafhængige storbønder og et veludbygget skolevæsen.

Sørbymagle ( vest for Slagelse) og Vonsild( ved Kolding) er to sogne, der er blevet undersøgt meget nøje for oplysninger om læsefærdighed hos almuen i 1600 – tallet. I 1645 /46 indføres der kirkebøger med optegnelser af fødsler, faddere, vielser og dødsfald i Sørbymagle. Kilderne er dog meget usikre og kan ikke bruges til nogen kvantitativ konklusion.

Heller ikke kilderne fra Vonsild kan bruges til at konkludere noget definitivt. Charlotte Appel trækker meget hårdt på beretningerne fra præsterne i de to sogne, men de talmæssige størrelser er meget små. Der er i øvrigt i materialet en klar sammenhæng mellem skolegangens længde og social stilling, især for pigernes vedkommende.

Listerne over degne og skoleholdere fortæller ikke om de er gode eller dårlige – i betragtning af den almindelige stærkt negative opfattelse af degnes og skoleholderes faglige evner siger antallet af dem ikke i sig selv noget om børnenes læsefærdighed.

I sin omtale af statens katekismepolitik går Appel videre og mener, at der med forordningerne især fra 1629 og fremefter er en klar vægt på ikke alene at lære børnelærdommen udenad, men også en læseindlæring og mener, at der også i Danmark er tale om overhøring i så lange tekststykker, at der må være tale om overhøring i læsning. Det er at slutte meget hårdt ud fra en usikker antagelse.

Kirke og bispemødernes gentagne anbefalinger og pålæg tyder snarere på, at kravene til undervisningen ikke blev efterlevet end på, at der var stadig fremgang med læsefærdigheden i midten af 1600 – tallet.

Appel skriver:” Det er imidlertid blevet påvist, at der allerede i 1600 tallet i Danmark, i forbindelse med de mange påbud om katekismeundervisning, var blevet udsendt klare signaler om, at læsning kunne og burde indgå som forberedelse til en effektiv indlæring af børnelærdommene, og at kirkens mænd havde pligt til at understøtte, tilse og i vidt omfang selv forestå undervisningen. Man bemærker især Resens instruktion 1616 og om læseundervisning ved degnene, og siden sikringen af en degnebolig til skolehold i de gejstlige privilegier 1661. Forbindelsen mellem børnelærdom og læsning samt ”skole” fremstår op gennem 1600 tallet som stadigt mere selvfølgeligt”. Dog vedgår Appel, at om den børnelærdom, der i 1600 – tallet blev prøvet mundtligt ved visitatser efterhånden forudsatte en forudgående basal læsefærdighed er usikkert. Flertallet af kildematerialet har ikke i sig selv kunnet bevise noget endegyldigt.

”Først i Danmark blev det i 1708 med entydige ord bestemt, ” at vor der ikke er skoler i sognene skal disse indrettes ved degnene eller andre bequemme mænd, hvilke uden betaling skal informere de fattige børn”. Der er tale om fattigforordningen 1708.

 

Et fragment fra 1649 af en dansk ABC er bevaret. En latinsk ABC fra 1634 viser samme opbygning: først abc med små bogstaver, dernæst store bogstaver, fadervor, troen, de 10 bud uden katekismeforklaringer og til slut korte bønner. Der har i alt været 16 sider. ABCen var den eneste bog til brug ved læseindlæring i størstedel af perioden. De andre bøger var katekismus med forklaringer, bønnebøger og andre religiøse tekster.

 

Appel mener, at ved at nærme sig spørgsmålet ad forskellige veje og ved at konsultere mange former for kildemateriale, er det muligt at tegne et sammenhængende billede af en aktiv katekismepolitik ovenfra, der gik ud på at udvide børnelærdommens indhold, forbedre undervisningen og i den sammenhæng også støtte initiativer til en forbedret læseundervisning, og at denne politik ikke kun forblev et ideal i kirkeledelsen, men at mange forhold tyder på, at den også i et vist omfang blev efterlevet i praksis.

 

Jeg mener ikke, at Appel – eller andre – fører bevis for påstanden om udbredt læsefærdighed hos landbefolkningen i 1600 – tallet. Og hvad dækker begrebet ”udbredt”?

Hun overser helt, at de mange degne og deres  substitutter ofte ikke kunne læse endsige kunne undervise i læsning, at der var tale om overhøring og udenadslære o, at der ikke var mange skoler på landet, og at børnene i stort tal ikke mødte op til undervisning de steder, hvor der var undervisning.

 

Om købstædernes undervisning i 1600 – tallet mener Appel ud fra undersøgelser af testamenter med påbud om skolepenge og lærernes lister over hvem, der skylder dem penge, samt det voksende antal der kan underskrive med navn gennem 1600 – tallet , at op mod halvdelen, ja måske over halvdelen af mændene og lidt færre kvinder i byerne havde en rimelig læsefærdighed ved 1600 – tallets afslutning. Problemet er, at kilderne ikke er socialt repræsentative og deres kvantitative vægt lille.

Appel konkluderer: ”En eventuel læsefærdighed gå videre i samme familie. Det var en færdighed, man fandt nyttig og sørgede for at holde fast i. Og her skal man huske, at en læsefærdig person i husstanden ikke blot var en mulig underviser for de næste generationer. Først og fremmest var han eller hun den person, der kunne formidle konkrete budskaber – gennem læsning af f. eks. huspostil eller nyhedsblade – og som herved kunne anskueliggøre for andre, hvad læsekunsten gav adgang til.

Selv om det er svært at bevise tyder mine undersøgelser på, at en sådan selvakkumulerende virkning er en af de vigtigste årsager til læsefærdighedens udbredelse. Men ingen præcise tal på hvor mange der kunne læse. Men der har formodentligt været en læsekyndig person i omkring halvdelen af alle købstadshjem allerede ved 1600- tallets midte og ved århundredets slutning undtagelsen, hvis kun en person kunne læse ( samtidig med at der fortsat var mange fattige hjem uden kendskab til læsning).

På landet har det ved århundredets slutning ikke været usædvanligt, at der har været et læsekyndigt medlem i hver tredje husstand ( adel og præster ikke medregnet).

Det var fra midten af 1600 – tallet nødvendigt at lære at læse indenad før eleverne begyndte at lære udenad, fordi katekismepensum var blevet voldsomt forøget,”

 

Men det allermest tydelige tegn på bedre undervisning og stigende kundskabsniveau var det, ifølge Appel, at læsefærdigheden efterhånden opfattedes og omtaltes som en selvfølge. Ved udgangen af 1600 – tallet måtte man forklare eller undskylde en gårdmands manglende læsefærdighed. Det var i anden halvdel af 1600 – tallet at udtrykket børnelærdom synes at integrere og forudsætte boglæsning som en selvfølgelig del. Den konklusion er ikke bekræftet i den overvejende del af kildematerialet, hverken i præsternes indberetninger eller i de kommissionsrapporter, der udarbejdedes som grundlag for lovforslag om almueundervisningen i 1600 og 1700 – tallet. Der er heller ikke noget belæg for, at hver tredje husstand på landet go hvert andet købstadshjem havde et læsekyndigt medlem

 

 

Hvad kunne man læse ?

 

En anden måde at forsøge at få viden om læsefærdighed er at se på, hvad der egentligt var på markedet af læsestof og hvor mange bøger, der blev solgt eller trykt. Der er to store undersøgelser af bogmarkedet i Danmark i perioden fra reformationen og frem til omk. 1800, nemlig Charlotte Appels nævnte værk og Henrik Horstbøll: Menigmands medie, 1999.

 

Bogtrykkeri og bogtryk i Danmark

 

Det første danske tryk var Den danske Rimkrønike fra 1495 trykt hos bogtrykker Gotfred af Ghemen. Siden har dansk været et skriftsprog på tryk.

I 1492 arbejdede i Odense Johan Snell med at trykke et Breviar på latin.

Det geografiske bælte fra Paris over Rhinbyerne Mainz, Strassburg, Basel til Nürnberg var bogtrykkerkunsten første kerneområde, men allerede omk. 1480erne opstod nye centre i Norditalien og Nederlandene.

Omk. 1500 tilhørte landskaberne i Det danske Rige periferien af bogtrykkerkunstens geografiske og kulturelle netværk i Europa. Dette varede ved til sidste fjerdedel af 1500 – tallet, hvor den indenlandske bogproduktion steg markant, og centret i København blev et fuldgyldigt regionalt center for det nye medie. De mange regionale centre var dog alle overskygget af bogtrykkerkunstens hovedstæder : Venedig, Basel, Paris og Antwerpen. Den københavnske bogtrykker fik først alvorlig konkurrence fra provinsen efter indførelsen af trykkefriheden 1770 og fra midten af 1800 – tallet var et trykkeri normalt i alle større danske provinsbyer.

 

Alt papir, der blev brugt i Danmark, blev importeret frem til omk. 1680, da Strandmøllen blev centrum for papirfremstilling under Drewsens ejerskab. I 1743 var der 7 producenter i Det danske Rige: 1 i København, Roskilde og Jylland , 1 i Flensborg og Slesvig og 2 i Kristiania. Der blev dog stadigvæk importeret meget papir.

På baggrund af Strandmøllens succes i 1830erne grundlagde Drewsen en moderne papirfabrik i Silkeborg i 1844. Den håndværksmanufaktuelle papirfremstillings epoke i Danmark var forbi. Samtidig blev papirbanen indført til erstatning for bøttepapiret

 

Overleveringen

Tiden før 1600.

Her er der overleverede eksemplarer af de kendte værker som Saxo, Rimkrøniken, Niels Hemmingsen og de kongelige bibler. Der er i blandt disse eller tilsvarende titler tale om en klar overlevering. Det er først og fremmest lejlighedslitteraturen og den folkelige litteratur, det er gået ud over, småbøger af forskellig art til brug i det daglige liv, skolebøger, opbyggelses og underholdningslitteratur ingen har tænkt på at bevare for eftertiden, og de er derfor alle ligefrem blevet slidt op mellem hænderne på benytterne.

Det er hævet over enhver tvivl, at mange bogtrykkeres daglige brød allerede i 1500 – tallet afhang af afsætningen af småbøger til brug i det daglige liv. Hovedparten heraf vender formodentligt tilbage til papirmøllen, men ikke alt. Der findes faktisk en spinkel overlevering af lejlighedslitteratur, småbøger, skolebøger samt opbyggelses og underholdningslitteratur fra 1500 tallet.

Afladsbreve kender vi også. Den næstsidste dag i april 1455 udstedte afladshandleren Conradus Winter i København et afladsbrev til Petrus Herici, cannonicus ecclesiæ beatæ Mariæ virgines Hafniensiss. Kannik Peter Henriksen havde ikke alene købt sig aflad i skærsilden og samtidig økonomisk støttet korstoget mod islam – han havde samtidig på et lille stykke pergament erhvervet sig det første masseproducerede bogtryk som efter al sandsynlighed udgik fra bogtrykker Gutenberg og Fust i Mainz 1454. Trykket var på 31 linjer og de store fremhævede typer er identificeret som Gutenbergs. Alene navn og sted skulle tilføjes i hånden. Året før havde Hertug Adolf og hustru i Slesvig- Holsten købt sig aflad.

Afladshandelens aktualitet hang sammen med tank en om nye korstog efter Konstantinopels fald 1453 og tyrkernes fremmarch på Cypern og andre øer i Middelhavet.

Ligesom trykningen af afladsbrevene kaster et sidelys på spaltningen mellem det kristne Europa og islam, så belyser resultatet af afladsprojektet i miniatureformat brudfladerne mellem kristenhedens centralmagt – paven og lokale fyrster og konger. I Mainz blev afladspengene inddraget af kurfyrsten, i Danmark blev de omk. 1455 inddraget af Christian 1., da han i Roskilde beslaglagde afladskisten til ” Vort og Rigets mærkelige tørst, nytte og behov”, som han kundgjorde.

Spydspidsen i bogtrykkeriets indtog var klart den gejstlige skriftkultur i forening med lokal liturgi og kristenhedens korstog.

Skellet mellem latin-kultur og folkesproglig dansk litteratur fremstod i det 19. årh. som en reformationskonflikt, hvilket ikke udelukkende var tilfældet.. Bogtrykkeriets oprindelseshistorie i Danmark var på både latinsk og dansk sprog i bund og grund førreformatorisk. Lundekanniken Christiern Pedersen var således en central overgangsfigur, som på europæisk baggrund formidlede overgangen fra håndskrift til prent i dansk skriftkultur. Efter studier i Paris udgav han en latinsk – dansk ordbog 1510 ( Vocabularium ad usum dacorum) efterfulgt i 1514 af Saxoudgaven på latin og i 1515 Peder Låles ordsprog og en postil på dansk; alt i alt en demonstration af bogtrykkets første skriftemner: sprog, historie og religion.

Fra 1520 sluttede Christiern Pedersen sig til reformationen og fra Antwerpen udsendte han 1529 – 31 dansksprogede lutheranske skrifter. Siden fulgte fra Malmø salmer, krøniker og reformatoriske kampskrifter, men han lagde oversættelsesfundamentet til den senere danske bibeludgave 1550. Selv om Christian Pedersens virke i Paris var lærd og førreformatorisk, så endte han på reformatorisk grund og det bidrog til den traditionelle sammenknytning af reformation, boghistorie og bogtrykkets historie i Danmark.

Den bølge af bogtryk, som reformationskampen havde afstedkommet fra midten af 1520erne ebbede ud og efter censurens indførelse og den politiske stabilisering i slutningen af 1530erne faldt den tilbage til førreformatorisk niveau og trykkerierne var stadig få og små.

Denne situation ændredes med loven 1562, der forbød import af dansksprogede trykte bøger fra Tyskland samtidig med, at biskopperne fik indprentet at de skulle censurere bøgerne på latin.

 

BOGTRYKKETS SKRIFTKULTUR OG LÆSEFÆRDIGHEDENS UDBREDELSE

Bogtrykkets udbredelse og læsefærdighedens udbredelse var historiske processer, som gensidigt påvirkede hinanden.

Undersøgelser af læsefærdighed blev fra 1960erne et selvstændigt historisk forskningsfelt, som tog afsæt i visioner om vækst, fremskridt og udvikling i globalt perspektiv. Men de historiske undersøgelser af læsefærdigheden kom hurtigt i konflikt med de store, generelle dannelseskulturelle udviklingsperspektiver. En generel konvergens mellem skole, læsning, viden og udvikling lod sig ikke afsløre, og læsefærdighedens historie viste sig at være en særdeles vanskelig genre. For hvor mange spor læsning end sætter i tanke og sind, så afsatte fortidens læsning sig i meget få kvantificerbare spor.

Det er anderledes med skriften, og skrift blev da også i form af færdighed i underskrift i kirkebøger og retsprotokoller anvendt som en hovedindgang til læse-skrivefærdighedens socialhistoriske udvikling.

På dansk materiale undersøgte Gustav Bang færdigheden i underskrift på forloverattester i kirkebøgerne i tre bysogne og 5 regionalt adskilte landsogne, hvor han konkluderede at 14% kunne skrive deres navn på landet i anden halvdel af 1600 – tallet.

Samme indfaldsvinkel brugte Hans Christian Johansen vedrørende udviklingen i underskriftsfærdighed hos fæstegårdmænd i det 1700 – tallet og 1800 – tallets Danmark. Undersøgelsen viste store regionale forskelle fra mellem 8% og 22% omk. 1720 og 13% og 93% i sidste fjerdedel af 1700 tallet.

Læsefærdighed kan erhverves uden skrivefærdighed og de to færdigheder er historisk adskilte. De modsvarer forskellige behov, og de kræver forskellige redskaber og dermed forskellige udgifter.

Når skrivefærdigheden ikke giver et billede af læsefærdigheden kan man vende sig til den faktiske udbredelse af bøger og tryksager, således som bogbesiddere afsatte spor i skifteprotokoller. Men noget dækkende billede af læsefærdighedens og læsningens udbredelse giver de ikke.

Omfanget af læsefærdigheden i DK i 1500 og 1600 – tallet er kun oplyst af enkeltstående eksempler. Horstbøll skriver: ” der fandtes er købstadsskolevæsen fra slutningen af 1500 tallet og Troels Dahlerup peger på, at tilsvarende initiativer sandsynligvis blev taget lokalt i landbosamfundet i første halvdel af 1600 tallet. Efterretningerne om undervisningen i landbosamfundet vokser i takt med selve kildematerialets omfang i løbet af århundredet”.

Derudover anføres enkeltstående henvisninger fra ligprædikener til at menigmand eller børn har kunnet læse eller kunnet deres katekismus. Men her er vi oppe i 1600 – tallets slutning.

En statslig forordnet og obligatorisk eksamination af sognebørnenes religiøse læsefærdighed og bibelkundskab kom først med konfirmationen 1736.

Anna Thestrups er i en analyse nået frem til at i 1795 i Fjens og Nørlyng herreder kunne 26 – 28% af husfædrene læse og skrive og 2-3% kunne læse håndskrift, men ikke praktiserede den.

 

Der er således god grund til at antage at læsefærdigheden i Danmark voksede i perioden fra 1720erne og frem igennem 1700 tallet og var almindeligt udbredt før skoleordningen 1814. Der er ingen grund til at antage, at den pludselige forøgede interesse for menigmands kundskaber i 1700 tallets begyndelse skulle være et begyndelsespunkt for læsefærdighedens udbredelse i Danmark og at lokalsamfundene først på dette tidspunkt blev inddraget i bogtrykkets skriftkultur. Men det er ikke muligt at bruge kildematerialet til meningsfuldt og troværdigt at beregne hvor mange der kunne læse i Danmark  fra omk. 1600 0g op gennem 1700 tallet.

 

EKSEMPLER PÅ TIDLIG TRYKT LITTERATUR PÅ DANSK

Bogtrykker Gotfred af Ghemen: Donat 1493 – latinsk lærebog

Den danske rimkrønike 1495 ( den ældste bevarede bog på dansk, Sjællandske lov 1505, Låle: Parabolæ 1506 og 1508, Gudelige Bønner 1509, Lucidarius Lucidarius, (lat. ‘lysgiver’), oplysende og opbyggeligt skrift fra middelalderen. Den danske Lucidarius, som dateres til ca. 1350, og hvis anonyme forfatter muligvis har tilknytning til klosteret i Vestervig, har som hovedkilde det tyske folkelige skrift med samme titel, som udarbejdedes i slutningen af 1100-tallet. Navnet, dialogformen og en del af indholdet har den tyske Lucidarius fra den udbredte og hyppigt oversatte teologiske håndbog på latin Elucidarium, der sandsynligvis blev sammenskrevet af Honoré d’Autun omkring 1100. Både den tyske og den danske Lucidarius henvender sig til et ulærd publikum og formidler gennem disciplens spørgsmål og magisterens svar både teologisk viden og oplysning om jordiske forhold. Den danske Lucidarius kendes dels fra et blandingshåndskrift fra lidt efter midten af 1400-tallet. Den ukendte danske bearbejder skriver et iøjnefaldende smuk og anskuelig dansk prosa. Lucidarius blev hyppigt genoptrykt som folkebog i de følgende århundreder. Endvidere tryktes flere små historier, der senere er blevet kaldt ”folkebøger”, herunder ”Flores og Blancheflor” og ” Karl Magnus Krønike”

Kort sagt, allerede ved 1500 – tallets begyndelse har der været et læsedygtigt og købedygtigt publikum til Ghemens dansksprogede tekster. I alle fald i København

 

Till Uglspil, titlen på en europæisk folkebog, der siden senmiddelalderen i talrige udgaver har viderebragt de muntre, grove og frække beretninger om narren af samme navn.

Uglspil driver gæk med alt og alle, ingen og intet er ham helligt. Måske har der engang levet en virkelig Uglspil, måske er han en af de mange hofnarre fra middelalderen, som er gået på landevejen blandt landsknægte, gøglere og pottemænd. Og måske er det virkelig ham, der engang blev begravet i den nordtyske by Mölln under en gravsten, som bærer hans emblem: Den kloge ugle på et spejl, der viser folk deres sande jeg. Intet er dog endnu bevist om Uglspil, han driller stadig de ihærdige forskere. Formentlig har Uglspilfiguren rod flere steder: I den mundtlige fortælletradition, i senmiddelalderens og bondekrigstidernes dyrkelse af narren som sandsiger. Mange af historierne om ham tilhører det internationale fortællegods.

Folkebogen om Uglspil er en roman — i så fald en skælmeroman — for så vidt som den begynder med hans fødsel, ender med hans begravelse og derimellem fortæller hans narrestreger på livsvandringen. Fortællere har plukket i Uglspilhistorierne. Den historie, hvor han er maler for Landgreven af Hessen, kan således genkendes i H.C. Andersens Kejserens nye klæder. Uglspil udkom første gang i Danmark i midten af 1500-tallet., er genoptrykt mange gange, selvom Christian 4. i 1638 forbød bogen. Den flamske digter Charles de Coster udgav i 1867 sin berømte La Légende d’Ulenspiegel (da. Historien om Uglspil og Lamme Goedzak, 1944).

 

 

ORTODOKSIEN OG CENSUR OG KONTROL

 

1600 – 1660 var det kirkens og kongemagtens overordnede ambition gennem censuren at føre tilsyn med alt læsestof på dansk., men at dette synes stadig vanskeligere primært på grund af bogmarkedets vækst, hvor stadig flere trykkere får stadig flere opgaver. Navnlig småtryk var det vanskeligt at få censureret. Til gengæld satsede man på gennem privilegier at få knyttet trykkere og boghandlere til universitet og kongemagten . Det er primært ad denne vej, regeringen prøver at påvirke bogudbuddet. Kun i særlige og farlige sager blev forhåndscensur taget i brug.

Trediveårskrigen var et skræmmende eksempel på, hvad religiøse stridigheder kunne føre til. De, der udfordrede den sande tro, var med til, at Guds vrede og straf faldt over hele samfundet. Man iværksatte kampagner for at gennemkristne og ensrette samfundet. Kirketugtforordningen 1629 er eksempel herpå.

I forlængelse heraf møder vi kirkens ledende folk som skribenter og udgivere og som mæcener og vejledere for andre lavere i hierakiet og ikke mindst som forkæmpere for, at Luthers lille katekismus reelt kunne blive hele den danske befolknings konfessionelle udgangspunkt for sand gudfrygtighed under den lutherske øvrigheds ledelse.

Enevælden efter 1660 skærpede censuren ud fra en mere statsideologisk synsvinkel, men også her var det kirkelige aspekt med. Kongedømmet var trods alt af Guds nåde.

De mange småtryk uden censurpåtegning og de forskellige bestemmelser om f. eks. at politimesteren skal skride ind med eftercensur viser, at det blev stadig vanskeligere at håndhæve forcensuren. Til gengæld var straffene strenge og offentlige i de tilfælde, der medførte eftercensur.

Det lykkedes enevælden at holde trykkerierne i København bortset fra Kingos priviligerede trykkeri i Odense.

 

Den Danske Mercurius

“Den danske Mercurius” var en dansk avis, der første gang blev udgivet i 1. august 1666 af Anders Bording, der begyndte sin versificerede avis på dansk med titlen: Den Danske Mercurius, udgivet efter kgl. befaling. Det betød et vendepunkt i den danske journalistiks historie.

Den udkom én gang om måneden med to kvartblade; der berettes om inden- og udenlandske nyheder på flydende aleksandrinervers ledsagede af små poetiske ræsonnementer.

I meddelelserne fra selve Danmark breder hofnyhederne sig mest, men Bording har dog også sin opmærksomhed henvendt på meget andet som f.eks. fremmede diplomaters ankomst, udnævnelser, meteorologiske fænomener, ildebrande o.l.

Navnet Mercurius, opkaldt efter gudernes sendebud, var allerede benyttet til udenlandske blade, således Mercure francois fra 1605, men i sin form var den danske avis en efterligning af den rimede La muze historique, som Jean Loret skrev for mademoiselle de Longueville, senere hertuginde af Nemours, fra 1650. Bordings blanding af politisk og poetisk fremstilling var dog enestående.

Den Danske Mercurius fortsatte i 14 år efter sin stifter Bordings død i 1677, men ikke med hans talent.og avisen gik ind i juni 1691

Avisens verdensopfattelse klargører den selv:

“Den gandske verden er

En Skueplads och rum til vore gierninger.
Enhver, som hand er til, paa sin maneer fremtræder,
Og viser sin Person, Haandteering, Ord oc Sæder.
Hvo størst fortjen sig Prijs, hvo sig och verst bestaaer,
Det Fama sige skal, naar leegen ende faaer.” (august, 1668)

Den Danske Mercurius behandler først og fremmest, hvad der sker i Danmark og dernæst i prioriteret orden i de lande, der blev anset for vigtigst for os: Tyskland, Frankrig, Spanien, England, Holland og Polen. Arvefjenden Sverige blev så vidt muligt negligeret. Mercurius var kongemagtens blad, hvorfor begivenheder i hoffets verden tæller højst; ikke kun regeringsbeslutninger, men også fester og jagter. Den undersåtlige tone er dybt underdanig. Ved Frederik 3.s død kan landesorgen ikke udtrykkes stærkt nok:

Ney: dersom alt det Vand, som Øresund udgyder,
Samt och alt det, som Fyn og Cimberland [Jylland] beflyder,
Udi vort Hoved var, det ingenlunde dog,
Til at begræde slig en Herres Død, forsloeg. (marts, 1670)

Når kongens død påstås at udløse en så personlig sorg, skyldes det, at kongen i mere end metaforisk forstand fremstilles som en landsfader, der handler til nationens fælles bedste og bekymrer sig om sit folk, ja endog taler med det på dansk!

Det er derfor ikke almindelig kongerøgelse, Mercurius spreder, men propaganda for det nye regimes rationelle potentialer, enevældens ideologi og merkantilismens økonomiske teori. Magtens centralisme går frem for alt. For at sikre landets stabilitet må den verdslige og den gejstlige magt ikke deles. Og borgeren skal tjene det fælles bedste ved økonomiske investeringer og ikke som en Karrig Niding blot puge: „En ærlig Handels mand sin plict ey saa forgiætter/ Med sine middeler i brug och næring sætter“. Alle må bidrage. Styret fremstilles på ingen måde som konsolideret. Der lurer farer overalt, også ved hoffet: „HofTrappen er bestrøed/ Med Erter vel så tæt, som volde Fald og stød“, og hofmanden formanes til loyalitet: „Frygt Gud og giør dit Kald:/ Vær Kongen huld og tro: Det er mit Raad for Fald.“ Fremstillingen af en hændelse munder ofte ud i en almengyldig ordsprogsagtig sentens, der sammenfatter den erkendelse, begivenheden afføder.

 

MARKEDET FOR BØGER

 Holder vi os til de dansksprogede bøger bliver der færre potentielle købere på grund af tabet af Skåne. Når det alligevel er muligt for et voksende antal bogfolk at finde et levebrød, må det altså skyldes, at 1. En større andel kunne/ ville læse eller grupper fik lyst og råd til at læse mere end før.

Den altovervejende salg af bøger foregik i København indtil 1658 i Vor Frue Kirke fra kapellerne i kirken. Også i købstæderne solgte man bøger fra kirkerne ved et eller to årlige markeder

Der var i 1500 – 1700 tallet en svag stigning i befolkningen med en tilbagegang i 1600 – tallets midte på grund af krigene.

Det danske og norske  skriftsprog var det samme og alle lærde folk i Norge havde læst i København, da der ikke var universitet i Norge.

Det er Appels opfattelse at abcer og katekismer har kunnet fås året rundt i alle byer fra omk. 800 indbyggere, og at der har været en bogbinder/boghandler, evt. som bijob.

 

Oplagsstørrelser.

Vor viden om oplagsstørrelser i 1600 – tallet er meget begrænset. I overensstemmelse med Harald Ilsøe er oplagstal på ca. 1000 stk. eller derover ikke nogen undtagelse på 1630ernes bogmarked for opbyggelig litteratur. Et voksende marked i århundredets sidste årtier har muligvis ført til noget højere oplagstal i slagkraftige varer i små formater. Genudgivelser har været hyppige.

Det kan heller ikke udelukkes at arbejdsgangen i trykkerierne har haft betydning for oplagstallenes størrelse.

Papir var fortsat meget dyrt

Der var ikke faste priser for bøger. Men det var muligt at anskaffe bøger til en rimelig penge i et prisleje, der svarede til almindeligt dagligt anvendt husgeråd, og på auktioner kunne brugte bøger også erhverves til omk. 2 skilling for en uindbunden bog i lille format.

Der er kun bevaret et fåtal af etbladstryk, pamfletter og småtryk med viser og underholdende historier, selv om alt taler for, at de har været populære. Man behøver blot tænke på Christian 4 påbud om udrensning i kirkebogladernes sortiment. Disse tryksager har været for små, for tynde, for værdiløse og for populære til at kunne overleve og der synes kun at være få medlemmer af datidens kulturelite, der samlede på disse tryk i større målestok.

Universitetsbibliotekets brand 1728 kostede formodentligt tabet af mange tryk., f. eks. Resens bibliotek.

Katekismer og abc er og andre skolebøger var et vigtigt indtægtsgrundlag for bogbranchen, men jo lavere kundskabsniveau, de var beregnet for, jo færre er bevaret.

Almanakker og gør det selv bøger var populære småskrifter. Håndbøger om havebrug, biavl og bøger om medicin og lægekunst var også meget populære.

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er bevaret noget eksemplar af Til Uglspill fra 1500 – tallet, men først fra – formodentligt 1600 – tallets slutning. – opg det til trods for Reravius fordømmelse af bogen i 1571 og det berømte forbud mod salg af netop denne bog i kirkerne 1638.

Rasmus Hansen Reravius overværede i 1559 Frederik 2.s kroning i København og syntes at have været 1. Kapellan ved Skt. Nicolai kirke engang i 1560erne. Senest 1567 blev han sognepræst i Vigsnæs på Lolland, hvorfra han ca.1570 vendte tilbage til Kbh. som kapellan ved Helliggeisthuset. Endelig blev han, sikkert som en særlig gunstbevisning fra højeste sted, i 1577 presset ind i sognepræsteembedet i Rødby og Ringsebølle imod menighedernes ønske. Det kom der kun skærmydsler ud af.

Allerede fra 1562 synes Reravius optaget af sin snart omsiggribende oversættervirksomhed. Tyske småskrifter, især andagts- og opbyggelsesbøger af moraliserende art, blev kvikt og dygtigt og i stort antal fordansket og trykt, frem til 1574 især hos svogeren Lorentz Benedicht,derefter hos forlæggeren Baltser Kraus. Oversættelsen af Jörg Wickrams moraliserede romanVnge Karlis oc Drengis Speiel, 1571, blev en yndet folkebog i 200 år. Niels Hemmingsens store latinske Postilla på dansk kom i 1576 og oplevede 3 oplag. Med Frederik IIs og Dronning Sophies kronings- og bryllupshistorie “Paa Danske Rim bescreffuet”, 1574 vandt han majestætens bevågenhed. En akrostikonsalme på tysk, Gott ist mein Heyl, glück, hülff vnd Trosl, 1577 til dronningens ære har nok også vakt lykke i slot og præstegård. Reravius nød også godt af biskop Poul Madsens respekt. Den omfangsrige Een ny Bønebog, en bestseller oversat fra nedertysk, udkom således først på året 1575 med fortale af biskoppen. Af endnu mere vidtrækkende betydning var den Håndbog mel Psalmer, Euangelier, Passen, Catechismus oc en liden Bønebog (titlen usikker) fra samme år som Reravius havde samlet på biskoppens “mundelige befalning”. Reravius andel heri er dels kompilationen af En liden Bønebog, dels redaktionen af En Ny Psalmebog, den sidste et alternativ i billigbogsformat til den kostbare, autoriserede salmebog fra 1569. I En Ny Psalmebog har Reravius optaget et dusin af sine egne salmer, betegnede som hans med kløverblade både ved teksten og i registeret. To af disse salmer, Dig takke vi, o Jesus Krist og Nu sol i øst oprinder mild står i Den danske Salmebog 1953. Nye udgaver af Reravius officiøse salmebog tryktes med jævne mellemrum i 100 år, og hans tekstredaktioner slog igennem i andre salmebøger.

 

Det intenderede publikum 

Begrebet menigmand.

Menigmand er alle ikke adelige og gejstlige – alle husfædre ( efter hustavlens opdeling) og  almuen.

Begrebet er vanskeligt at afgrænse og ændrer sig over tid. Der er en tendens til op gennem 1600 tallet at  producenterne alt efter genre stæber efter at nå ud til et bredere publikum, som rækker længere ud end til borgerskabet og de bedrestillede på landet.

Analyser af trykte bøgers fortaler i 1600 tallet, af titler, stilvalg og typografisk tilrettelæggelse har givet et første indtryk af, at tidens udgivere ofte var sig disse faktorers betydning bevidst. Det forhold, at der i næsten hele perioden herskede en skarp konkurrence mellem flere af bogbranchens aktive medlemmer indenfor samme genre og i nogle tilfælde endda med næsten identiske udgivelser, betød, at de gjorde sig umage med at netop deres udgave blev solgt til det størst mulige publikum.

 

Tre fjerde dele af de opbyggelige skrifter i 1600-  tallet blev skrevet af gejstlige. Specielt i århundredes midterste årtier har adelige og borgerlige, blandt de sidste især professionelle bogfolk, skrevet eller oversat opbyggelig litteratur. Men i århundredets sidste årtier dominerer gejstligheden fuldstændigt. Samtidigt ses det, at det især var sognepræster og kapellaner og i et vist omfang studenter og skolefolk, der sørgede for at udsende dansksproget opbyggelseslitteratur. I modsætning til århundredes første årtier, hvor biskopper og professorer havde ydet bidrag gik denne elitegejstlighed sidst i århundredet over til at skrive salmer, katekismusforklaringer og postiller.

Gruppen af skrivende sognepræster har rummet mange typer, men alle har haft det tilfælles, at de virket i et dansk sogn, og at de således har haft deres læsende sognebørn i tankerne, når de skrev deres opbyggelige bøger. Ligesom præsterne udbyggede deres dominans indenfor opbyggelsesgenren, var der tegn på en tilsvarende professionalisering inden for de verdslige genre.

Bøgernes differentiering tog også sigte på unge / ældre / kvinder.

Det står fast at der allerede fra 1580erne er produceret dansksprogede bøger for menigmand indenfor et bredt udvalg af emner og genrer i alle fald i København på dette tidspunkt må der have eksisteret et betragteligt lægmandspublikum.

 

En særlig udbredt genre var postillen, (af mlat. post illa (verba evangelii) ‘efter disse (evangeliets ord)’), postille, prædikensamling i bogform, normalt ordnet som en årgang fortolkninger af kirkeårets bibeltekster, delt i en vinter- og en sommerdel. Fra middelalderen til ca. 1900 har postiller været andagts- og opbyggelseslitteratur for lægfolk (huspostiller), men også tjent som inspiration for mange præsters prædiken. På dansk tryktes Christiern Pedersens Jærtegnspostille i 1515. Efter Reformationen fik Luthers såkaldte kirkepostil (1527) stor betydning, på dansk fulgt op af bl.a. Hans Tausens postil (1539; faksimileudg. 1934) og Niels Hemmingsens Postilla (1561). Jesper Brochmands huspostil, Sabbati Sanctificatio (1635-38; skrevet på dansk), udkom i talrige udgaver og var i hen ved 200 år blandt de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien. Tyskeren Chr. Scrivers Seelen-Schatz (5 bd., 1675-92) kom i mange, til dels mindre versioner, på dansk senest udgivet af Vilh. Beck i 1888.

 

Hvem ejede bøger?

Der er vanskeligt at vide, hvem der ejede bøger. Skifteretsprotokollerne er ikke dækkende for 1600 tallet da mange mindrebemidlede familier ikke skiftede eller ikke fik skiftet registreret i skifteretsprotokollerne.

Her strækker Appel kilderne helt ud i det absurde, når hun konkludere at ” jo mere man arbejder med materialet ( skifterne) desto mere overbevist bliver man om, at der ofte har været bøger i hjem, hvor ingen er registreret, ligesom der utvivlsomt har været flere bøger end dem, der blev noteret op. Begrundelsen er, at ingen meget billige tryk er optegnet.

Kan man i øvrigt gå ud fra, at fordi der er en bibel eller bønnebog i et hjem kan familiens medlem(mer) læse ?

 

 

 

 

                     

                   

SKOLER OG UNDERVISNING

 

KAPITEL I

FØR REFORMATIONEN

 

Middelalderens skoler

 

Antikkens uddannelsestradition førtes i middelalderen videre af den kristne kirke, der efterhånden monopoliserede skrive og læsekunsten. I forbindelse med de store kirkelige institutioner udvikledes der skoler og i europæiske byer dannedes lærdomscentre, der tiltrak videbegærlige folk fra hele Europa.

Det ældste vidnesbyrd om skole i dansk sammenhæng er Ansgars undervisning ca. 830 af 12 drenge, der skulle oplæres til forkyndelse af det kristne budskab. Også andre missionærer underviste danske børn, ofte frikøbte slaver, med henblik på senere at sende dem ud som missionærer. I de næste 1000 år var skolernes vigtigste opgave opdragelsen i den kristne børnelærdom, varetaget først af den katolske, siden af den lutherske kirke.

 

I middelalderen eksisterede flere skoleformer side om side: klosterskoler, katedralskoler og fra 1400-tallet byskoler. Undervisningssproget var latin, og målet var først og fremmest en gejstlig uddannelse. Undervisningen omfattede oftest de syv “frie kunster”: grammatik, dialektik og retorik kaldet trivium samt astronomi, geometri, aritmetik og musik, kaldet quadrivium. Disse fag var en videreførelse af den antikke uddannelsestradition. Dertil kom som det vigtigste kendskab til kristendommen. Undervisningen var grundlæggende den samme i alle europæiske gejstlige skoler. En del af den videre undervisning foregik på universiteter, hvoraf en del blev meget søgte både af studenter og lærere. Universiteterne i Paris og Oxford bl.a. stammer fra denne tid. Grammatik var det samme som latin og alle elever skulle lære at beherske dette sprog både skriftligt og mundtligt. Musik spillede også en stor rolle idet elever og lærere medvirkede ved kirkelige handlinger som kirkekor og fortrolighed med gregoriansk kirkemusik var nødvendigt.

Omkring 1070 omtaler Adam af Bremen en række civitas det vil sige biskopsæder eller domkirkebyer: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund. Roskilde omtaltes som kongesæde. Desuden nævnes Aalborg og byer ved de østjyske fjorde uden nærmere angivelse. Ringsted og Slagelse omtales allerede inden år 1100 som købstæder. 1140 gav Erik Lam Næstved torveprivilegier.

 

På nedenstående billede ses til venstre Jomfru Maria med Jesusbarnet i en skole. Tre elever er travlt optaget af skolearbejdet mens læreren står og vogter på, om de gør arbejdet godt nok. Hvis han ikke var tilfreds kunne han straffe enten med riset i venstre hånd eller ferlen i hans højre hånd. Jesus var i øvrigt helt umulig som elev da han var meget klogere end læreren. Billedet er fra Tuse Kirke, Roskilde stift. Maleren er Isefjordsmesteren, der udsmykkede en række kirker i Nordvestsjælland 1460 – 1480. Kirken er fra 1200 tallet.

 

 

.

jesus elev

 

 

 

Chr. 2.s skolelovgivning

 

Allerede Chr. 2 søgte at fremme befolkningens uddannelse med bestemmelserne i Landloven 1521 om børns skolegang. Som alle ved blev Chr.2 s politik ikke betragtet med velvilje af hans efterfølger.

I middelalderen var uddannelse forbeholdt de få i kraft af et standssamfund og en feudal samfundsstruktur, der ikke var indrettet til uddannelse og social opstigning for den brede befolkning. I perioden ca. 1500 til 1700 ændrede de økonomiske magtforhold sig imidlertid, og den middelalderlige naturalieøkonomi blev erstattet af en mere markedsorienteret økonomi. Christian 2. forsøgte sig med ret omfattende reformer, herunder Landloven og Byloven, som tilsammen udgjorde en egentlig rigslov. Lovene greb regulerende ind i de fleste af samfundslivets områder, herunder skoleområdet, hvor Christian 2. tog initiativ til, at den bredere befolkning skulle modtage undervisning. Loven mente vel at mærke frivillig skolegang – ikke undervisningspligt. Præster og degne skulle undervise børn på landet i den kristne lære samt læsning, skrivning og regning, mens loven lagde op til, at borgerne i købstæderne oprettede skoler eller hjemmeunderviste deres børn. Christian 2.s kapitel om skolegang vidner om, at det kristne liv var centralt i tilværelsen, og det må derudover ses i lyset af hans generelt positive holdning til borgere og bønder. Lovene indebar i deres helhed en udbygning af centralmagtens indflydelse på samfundet og var i den forstand progressive og forud for deres tid. Af samme grund fik de en kort levetid. Efter at have fordrevet Christian 2. i 1523 brændte adelen lovene.

CHRISTIAN 2.S LANDLOV: 125DE CAPITEL: OM BÖRN SOM GAA TIIL Skole.
Bönder, som ville hafue theris Börn til Skole, sende thennom udt til Kiöbstederne och lade thennom ther fra en Döör och til en anden [och] bede Almusse for Gudtz Skyldt, huilchet hereffter ey mere saa schee schall. Vill nogen haffue synne Börn til Skole, tha schulle the sette thennom til theris Sognepræst, Sognedegn, eller nogen anden ther utii Byen, som lerde ere, och schulle the först lere Pater noster, Ave Maria, och Credo &c. paa dansche, saa the thennom vell kunde lesse och understaa, och siden at lere at lesse och schrifue paa dansche. Vil nogen hafue theris Börn til Schole uti Kiöbstederne, som vil blifue Prest och vedt Kirchen, schulle thennom self besörge met Kost, och hues the Behof haffue, och schall Scholemesteren lere thennom thisse Böger, som herefter staar, som er Grammatica, Terentius, Virgiliusin opusculo Ciceronisin historiis, in dialectica aliqua syncerioriin lectione veteris testamentiefftersom then Ordinancie ydermere uduiser, the nu schulle hafue uti Scholen uti vore Kiöbsteder.

(Christian 2. Landlov. 125. Kapitel: om børn som går i skole.

Bønder, som vil have deres børn til skole, sender dem ind til købstaden og lader dem der fra en dør til en anden at bede almisse for Guds skyld, hvilket herefter ikke mere så skal ske. Vil nogen have sine børn til skole, da skal de sætte dem til deres sognepræst, sognedegn, eller nogen anden i byen, som er lærd og skal først lære Pater Noster (Fader Vor), Ave Maria, og trosbekendelsen og mere på dansk. Vil nogen have sine børn i skolen i købstæderne, som vil være præst og ved kirken, skal de selv forsyne med kost og hvis der er behov skal skolemesteren lære dem disse bøger, som står herefter og som er Grammatica, Terentius, Virgilius, Ciceros arbejder og Ciceros historie, om logik og moral og lektioner i det gamle testamente.”)

 

KAPITEL II

REFORMATIONEN

 

Med reformationen blev kirken en statskirke. Hvor den før havde været en del af den internationale katolske kirke med paven i toppen blev den nu en nationalkirke med kongen i toppen. Reformationen skabte ikke blot en ny kirke men også vigtige skridt mod en ny stat, der igennem overtagelsen af kirkegodset havde fået tilført omfattende ressourcer, men også havde overtaget væsentlige kirkelige opgaver, især skolevæsenet og fattigforsorgen, hvorved staten fik et nyt indhold.

 

Nogle vigtige skridt i denne udvikling var for det første en sakralisering af herskersfæren: kongen omgives af religiøse ritualer og symboler, særlige bønner for kongen og hans hus, bededage i vanskelige situationer for at skabe opbakning til kongen og takkebønner i andre gunstigere tider.   ( se også Chr.3 gravmæle i Roskilde Domkirke).

 

For det andet styrkes statsopbygningen i praksis ved inddragelsen af kirke og klostergodset samt overtagelsen af kirkens embedsapparat. Den kirkelige administration via præsterne rakte langt længere ud end den verdslige administration havde gjort. Omvendt blev præsterne også brugt til at arbejde for staten ved at skulle affatte indberetninger om rent verdslige spørgsmål.

Endvidere fik en række vigtige områder blandet administration, f. eks. ægteskabslovgivning, tamperetter og skoleforhold. De var nu ikke længere udelukkende et kirkeligt anliggende.

For det tredje styrkes den nationale identitetsdannelse gennem kirken ved at den havde et nationalt overhoved, et nationalt sprog og eget religiøst bekendelsesgrundlag.

Endelig forvandles den middelalderlige minimalstat til 1600 – tallets magtstat. En væsentlig del af styrkelsen lå i , at staten ved reformationen og den følgende konfessionalisering så at sige optog kirken i sig – mest synligt i gods og embedsapparat. Dermed fremstod en stat med langt større ressourcer og langt bedre redskaber til at gennemføre sin politik end hidtil. Det gælder også indadtil i forhold til samfundet.

 

 

KIRKEORDINANSEN

Kirkeordinansens latinske udgave 1537 ( dansk oversættelse 1539) blev den danske lutherske kirkes hovedregelsæt. Den blev også udgangspunkt for beslutninger vedrørende undervisning af almuen og for skolerne på landet og i købstæderne.

Reformationen skabte mulighed for en folkelig skole, da alle skulle kunne have nytte af bibelen og prædikerne på modersmålet. Men mulighederne blev ikke udnyttet, dels på grund af svære økonomiske vilkår dels på grund af mangel på lærere og incitamenter fra magthaverne, både de lokale og kongemagten.

Reformationen ændrede grundlæggende ved kirkens forhold i Danmark. Ud over det religiøse opgør med katolicismen betød reformationen, at alt kirkegods blev inddraget og kongemagten kirkens blev overhoved. De udgifter, kirken hidtil havde dækket ved hjælp af egne indtægter fra jordegodset, skulle nu finansieres via staten. Tiende og andre mindre afgifter bibeholdt kirkerne, men grundlæggende var der tale om en gennemgribende nyorganisering af kirkens økonomiske liv.

De ledende reformatorer var interesseret i undervisningsreformer. Luther ønskede en skole for både drenge og piger ud fra den betragtning, at et almindeligt liv krævede oplysning. Også den katolske kirkes talsmand Poul Helgesen var for almindelig skolegang, og humanisten Kristian Pedersen ønskede ligeledes skolegang og mente i øvrigt, at en mildere opdragelse var mulig. For dem alle var det dog indlæringen af den kristne tro, der var det centrale i skolegangen. Med kirkeordinansen bliver oplysningens hjemsted ikke skolen, men kirken og hjemmet – de eksisterende institutioner skal stå for undervisningen, og denne omfattede kun kristendomskundskab. Lærerens job bliver i princippet erstattet af præsten og hjemmet. Det bliver ligeledes de kirkelige myndigheder, der får tilsynet med undervisningen.

Med udgangspunkt i Luthers katekismus – lille og store – blev der dels i oversættelser dels i omskrivninger skabt et lutheransk grundlag for oplysning om sand kristendom i Danmark. Den blev anvendt af præster og degne både overfor børn og overfor voksne, der havde huller i deres viden om de 10 bud, fadervor etc. Præsten Vormordsen ( 1491 – 1551) udgav meget brugte bøger til oplysning af præster, degne og menigheden herunder børnene. Vormordsen, der var en tilflyttet hollandsk reformkatolsk karmelitermunk blev i 1529 luthersk præst i Malmø og leder af byens evangeliske præsteskole. 1537 blev han biskop over Lunds stift. Han forfattede andagtsbøger og oversatte Luthers lille katekismus med forklaringer.

Det blev altså hjemmet, der skulle lære børnene den lille katekismus og de andre hellige skrifter, suppleret med degnens eller præstens overhøring. De fleste kunne ikke læse og for mange blev det et spørgsmål om at lære det hele udenad. I det omfang forældrene kunne det udenad, lærte de det videre som udenadslære til børnene.

Den kirkelige lovgivning indskærpede flere gange denne hjemmeundervisning, f.eks. forordningen 1629 og recessen 1643.

Det blev imidlertid hovedsageligt degnene, der kom til at stå for oplæringen af børnene i deres ”børnelærdom” under tilsyn af præst, provst og biskop, der tog på visitatser. Det var dog ikke en ubetinget succes og ofte blev degnene kritiseret for ”at en part af dem – degnene – findes så vankundige og ulærde at være, at de ikke kan læse og skrive”. Parterne var også uden lyst. Degnene gad ikke undervise og hjemmene og børnene gad ikke blive undervist. Degnene måtte gang på gang påmindes af præster og biskopper om at læse med ungdommen” at vogte sig for knarvornhed, ikke med hug eller slag over katekismussen og børnelærdommen”.

Der blev ikke fulgt op på den mulighed for at lave en egentlig undervisning af almuen, som den religiøse iver i protestantismens første fase indvarslede. Ortodoksien og praktiske vanskeligheder fik overtaget, og selv Luthers forståelse for børnenes behov i forbindelse med indlæringen af ”børnelærdommen ” slog ikke igennem.

En vurdering af resultatet år 1600 var ret nedslående. Bortset fra de 10 bud var der ikke større viden eller kundskaber end før reformationen. Over sindene havde evangeliet heller ikke fået magt, så ”der var megen umoral i samfundet jævnsides med den manglende kristendoms-kundskab”.

Dertil kom, at alt blev set i lyset af de 10 bud, så de samme moralske fejl tog sig alvorligere ud end før reformationen. Dette hang sammen med, at de 10 bud kom ind i den verdslige lov, så at de kristendomsbrud, f.eks. trolddom, mened og ægteskabsbrud, som kirken tog sig af før reformationen, nu i stigende omfang blev ramt af den verdslige lovgivning og dens medfølgende straffe.

Reformationen medførte en stærk centralisering af samfundslivet. Det gjaldt også i forhold til det trykte medium. I Kirkeordinansen blev der indført en omfattende forhåndscensur, som betød, at ingen bøger måtte udgives i Danmark, uden at de havde fået trykketilladelse, imprimatur, af universitetets teologiske professorer og biskopperne.

Formålet med censuren var at forhindre, at befolkningen blev påvirket i ikke-lutheransk  retning. Det blev indskærpet, at der skulle føres nøje opsyn med dansksprogede bøger, der blev trykt i udlandet og importeret til Danmark. Man frygtede, at de skulle forårsage ‘vildfarelse hos almuen’, fordi sådanne bøger ofte bibragte deres læsere ‘falsk lærdom i religionen’. Kontrollen med de indenlandske udgivelser var lettere at gennemføre, da der i 1500-tallet stort set kun blev trykt bøger i København.

 

I Kirkeordinansen var der anført syv bøger, som sognepræsterne skulle sørge for at have adgang til – bl.a. Bibelen, Luthers postil og Melanchthons Loci communes. Tilsvarende sørgede regeringen i årene efter Reformationen for, at Bibelen blev oversat til dansk og udgivet på tryk. Resultatet blev den første trykte oversættelse til dansk af hele Bibelen, Christian 3.s Bibel (1550). Kongen bestemte, at et eksemplar af den skulle ligge i hver eneste danske sognekirke, og den blev derfor trykt i et usædvanlig stort oplag på 3000 eksemplarer. Salmebogen fra 1569 var på samme måde led i den ensrettende politik på det kirkelige område: Også den skulle være at finde i alle kirker – andre salmebøger var ikke tilladt.

Set fra den protestantiske statsmagts side var det af afgørende betydning, at befolkningen kendte til de centrale lutheranske grundbøger, først og fremmest Luthers Lille Katekismus.

Det var imidlertid ikke kun den rent opbyggelige litteratur, der var at få på det dansksprogede bogmarked. Også almanakker og nyhedsbreve blev udgivet i stort tal, og dertil kom underhold-ningslitteraturen i form af de populære folkebøger. Men netop den slags bøger ansås fra officielt hold for potentielt skadelige.

 

Det var primært hensynet til religionen og befolkningens moral, der styrede den statslige bogpolitik i 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Men censuren havde også til opgave at sikre, at der ikke udkom noget, der kunne udgøre en politisk trussel, eller, som der stod i Kirkeordinansen, censorerne skulle være opmærksomme på det, „der hører til Lands eller Steders Regimente“.

 

 

Luthers lille Katekismus, 1522 udgaven trykt i Leipzig.

Luths katekis

 

 

KØBSTADSSKOLERNE

Kirkeordinansen befalede oprettelse af latinskoler i alle landets købstæder.

Byskolernes ældste historie fortaber sig på grund af manglende kilder, det gælder også de ældste af de stadig eksisterende skoler. Som allerede nævnt kendes de ældste former som domskoler (kapitelskoler, katedralskoler) og klosterskoler. De ældste danske domskoler var skolerne i Lund, Roskilde, Viborg og Ribe, der alle er fra begyndelsen af 1100-tallet. Skolernes formål var primært at uddanne præster og andre kirketjenere. Fra senmiddelalderen kendes (køb)stadsskoler, hvis pensum ud over den katolske kirkes behov også tog hensyn til det behov, eleverne kunne have, hvis de skulle virke uden for kirkens regi. Ofte blev disse skoler benyttet som en slags forskoler til katedralskolerne.

I Norden oprettes der først sent universiteter, 1477 i Uppsala og 1479 i København. Det var dog langt fra alle latinskolernes elever, der fortsatte på universitetet.

Efter reformationen (1536) oprettedes der, til afløsning for klosterskolerne, latinskoler i alle købstæder. Grundlaget for dette var Kirkeordinansen.

“”Wdi huer Kiøbsted skal wære alleniste een Schole, Oc alle hin andre Puge Scholer, som her oc der holdis, skulle affligges. Saa skal hun dielis y flere atskillige lectier, at der kand giøres skielnet paa børnen. Icke skal der helder andet læres y dennom end Latine, Fordi latine Scholer forderffuis gierne aff de danske oc Tyske Scholer, Oc saa søge de meer deris egen fordiel oc forbedring end børnens, som lesse Greeisch oc Hebreisch, som dete wel kiender seg sielff.”

Flere skoler var små, 2-3 lektier (klasser) med en skolemester (rektor) og et par hørere (lærere) I 1590 blev det fastslået af sådanne skoler ikke kunne sende elever til universitetet. De store skoler derimod havde 4-5 lektier og lige så mange hørere foruden skolemesteren.

Skolerne var afhængige af elevernes tiggeri og indtægter fra elevers og læreres deltagelse i kirkelige handlinger. Undervisningen var ringe, lærerne skiftede hurtigt, de universitetsuddannede forsvandt, når de havde fået et præsteembede De velhavende familier sendte derfor deres sønner til skoler i udlandet. For at imødegå den evt. medfølgende religiøse påvirkning af disse rejser oprettedes 1623 et ridderakademi ved Sorø Akademi. Christian IV ønskede også, fra ca. 1620, at udbygge de store skoler til små universiteter i form af et tilknyttet “gymnasium”. Det skete dog kun i Lund (1621, ophørt 1666), Roskilde (ca. 1640, ophørt 1688) og Odense (1621, ophørt 1795).

I 1666 grundlægges universitetet i Lund (Skåne afstået til Sverige 1658/ 1660)

Universitetet afholdt optagelsesprøve, examen artium, en eller to gange årligt. 1675 indførtes philosophicum, der var minimum for at kunne undervise i latinskolen.

 

Illustrationen nedenfor viser forsiden på Chr. 3. danske bibel fra 1550. Den rigt illustrerede forside viser scener fra bibelen, bl.a. Adam og Eva i Paradiset, Jesus på korset og Moses. Biblen var den første dansksprogede udgave af den hellige skrift.

chr.5 bibel

 

 

 

 

 

Hvem gik i skole ?

I følge kirkeordinansen af 1537 skulle der være en latinskole i hver købstad med duelige skolemestre som ledere. Ordinansen regnede med to slags latinskoler, dels de små i almindelige købstæder, med en skolemester og to eller tre hørere, dels de større katedralskoler i stiftbyerne med en skolemester og fire eller fem hørere og tilsvarende flere lektier. I årene efter reformationen var det imidlertid meget vanskeligt at tilvejebringe faste lønninger til skolemestre og hørere, og det kneb med at gennemføre ordinansens bestemmelser. Først efterhånden blev disse vanskeligheder delvist afhjulpet.

Det   har tidligere været en udbredt opfattelse, at kun få adelsdrenge frekventerede katedral og latinskolerne efter reformationen. Skolemanden S.N.J. Bloch skriver i 1840erne, at adelens eller andre rige og fornemme folks børn kun sjældent besøgte skolen før langt hen i det 18. årh. Skoleholder Hansen beretter at næsten kun ubemidlede folks børn gik i Odense Katedralskole. Velhavende folk lod deres børn uddanne ved privatlærere og på udenlandsrejser. Det samme gælder Ribe Katedralskole. Ud fra den enkelte skoles synsvinkel var antallet af adelige elever måske ikke højt. Man kan dog påvise, at et antal af de adelige drenge, der er fundet oplysninger på, har fået undervisning i katedralskoler og latinskoler. I en undersøgelse af 380 drenge har de 98 med sikkerhed gået på disse skoler, heraf de 80 i katedralskolerne. At lade adelsdrenge undervise i katedral og latinskolerne var almindeligt, men mest udbredt i 1500 tallet, mindre i 1600 tallet.(Birte Andersen: Adelig opfostring,1971)

I byerne drev mange fattige børn rundt og tiggede, begik kriminalitet og var på anden måde til gene. De skulle ifølge bestemmelserne havde undervisning, enten i skolen eller i et håndværk, men hverken de udpegede ansvarlige i byerne eller de økonomiske midler kunne bidrage nok til en effektiv efterlevelse af bestemmelserne. Der oprettedes dog i de største byer børnehuse, hvor forældreløse og omflakkende børn kunne anbringes og få en uddannelse i et håndværk og i enkelte tilfælde for de bedst egnede en skolegang i byens skole. Disse tugthuse under overformyndere blev fornyet i Danske Lov, men mange forældre og børn efterkom ikke påbuddet om, at børnene skulle tage en uddannelse.

 

Rektor udnævntes af superintendanten ( biskoppen), men han udnævnte selv hørerne. Lærergerningen var ikke godt lønnet efter reformationen og den samme rektor blev sjældent siddende længe i samme embede. Mange betragtede undervisningen som et led i teologers uddannelse inden de kunne opnå en mere anset stilling. Var der imidlertid dygtige lærere på en skole rygtedes det, og der kom stor søgning til den pågældende lærer. Det gjaldt f. eks. Frank Vormordsen i Malmø i 1530erne og i Viborg var der også søgte lærere i 1540erne og 1550erne.

 

Købstædernes økonomiske forhold i 1600 tallet

Købstædernes forhold var ret gode indtil et stykke ind i 1600 tallet. Godt nok blev deres selvstyre ved borgmestre og råd indskrænket af den kongelige lensmand, som førte tilsyn med byens styre og tog del i udnævnelsen af øvrighedspersoner. Men i det store hele beskyttede Chr.4 borgernes rettigheder. Et omslag begyndte imidlertid med den økonomiske tilbagegang, der var en følge af de ødelæggende krige. Byernes forskellige klageskrifter gavnede intet, og det var kun lidt borgerne vandt ved privilegierne i 1661 efter enevældens indførelse udover eneret på at drive de fleste håndværk. Borgmestre og råd skulle nu vælges af kongen, og stiftamtmandens tilsyn afløste lensmandens. Stilstand på de fleste områder hæmmede udviklingen af byernes skolevæsen, om end de større krav til færdigheder i skrivning og regning, som næringslivet i købstæderne stillede, var til gavn for skolerne.

Der var to slags skoler i købstæderne: latinskoler og danske skoler.

 

Ved reformationen 1536 fandtes i hele Danmark (medregnet Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge) 85 købstæder. Med et betjeningsopland på 2 mil (det vil sige i en afstand af op til 15 km fra staden) var hele landet vel betjent, bortset fra det indre Jylland, Himmerland, Vendsyssel og de indre dele af Skåne, Halland og Blekinge; til gengæld var de danske øer og dele af især den skånske kyst ofte inden for betjeningsafstand af mere end en købstad, hvilket – alt andet lige – bidrog til at vanskeliggøre disses vækst og velstand.

 

Latinskolerne

skolehus

 

Vor Frue kirke i Odense havde som nabo den ældst bevarede skolebygning i Danmark. Billedet viser den gamle latinskole, som den ser ud i dag, og nogenlunde sådan så den også ud, da den blev bygget i 1528, kun otte år inden reformationen. Det var i denne skole, at Hans Tausen menes at have været discipel

 

Kirkeordinansen bestemte, at der i hver købstad skulle være en latinskole og at alle andre ”pugeskoler” skulle afskaffes. Endvidere at der i skolen ikke skulle læres andet end latin, fordi latinskolerne gerne fordærves af danske og tyske skoler. Om disse modersmålsskoler hed det blot: skriveskoler for drenge og piger og andre. Disse bestemmelser er ikke klare fordi skriveskolerne ikke forbydes uagtet at der kun måtte være en skole. Formodentlig ville man for at få en god skole afskaffe de private småskoler, der trak børn til sig. Hellere en større skole med klassedeling end flere småskoler. Adskillige byer fik ikke andre skoler end latinskolen. Ved ”skole” i en købstad forstod man i Danske Lov kun latinskole. De mindre byer havde kun en lille latinskole med lavere klassetrin og 1 til 2 lærere: rektor og hørere sendte eleverne videre til de større skoler, der havde flere klasser og lærere og som sendte elever til universitetet.

Det gik langsomt med oprettelsen af skolerne, da det ikke var fastsat, hvem der skulle betale oprettelsen og driften. Det blev dog af kongen til dels pålagt byerne at underholde skolerne, og herved sinkedes deres fremkomst. Hele skoleordning blev tarvelig , selv om kongen i mange tilfælde gav tiender og fri kost på de kongelige slotte og degneembeder til skolens lærere og disciple. I mange byer fik skolelæreren fri kost på omgang hos borgerne. Og udgifterne var få: lønninger, nogle få instrumenter, lidt skrive og læseudstyr samt klæder til de fattigste disciple. Bygningen vedligeholdtes af kirken, belysning brugtes kun ved højtidelige lejligheder, brændsel behøvedes ikke, da der ingen kakkelovne var før mod slutningen af 1700 tallet. Da de fleste elever var fra byen betragtedes skolerne som byskoler og forældrene kunne tage børnene ud af skolen 12 år gamle. Lærerne var elendigt lønnede og det er betegnende, at der var fastsat straf for at møde beruset, at slås, bande eller begå sædelighedsforbrydelser.

 

Disciplene.

Da størstedelen af adelen og de velhavende borgere lod deres børn undervise hjemme ( se ovenfor), var de fleste elever i latinskolerne børn af småkårsfolk fra omegnen. De blev ad denne vej forsørgede. Fra den katolske tid havde disciplene lov at tigge og skolen blev en forsørgelsesanstalt. Denne form for fattigforsørgelse tilførte skolen mange uheldige elementer. Langt op mod 1800 betragtede fattigfolk skolen som en forsørgelsesmulighed mere end som en skole. Der var mange legater og bespisning af eleverne hvor der var offentlige bygninger eller andre muligheder. Omfanget af understøttelserne var ikke ringe. I Ribe 1591 var der 250 disciple og heraf fik 191 understøttelse og af dem var kun 36 udenbys. Tilsvarende var det på andre latinskoler.

Tiggeriet var så vigtigt, at det først indskrænkedes i 1756, men ikke afskaffedes. Borgerne var i det store og hele gode imod disciplene, men ikke få led af sult og kulde og de behandledes som tyende. Når latinskolens disciple og til dels lærerne førte en sådan tilværelse i fattigdom og mangel på borgerlig agtelse, kunne de danske skoler foreløbig ikke forlange bedre vilkår for deres lærere og elever.

Undervisningen

Undervisningen omfattede foruden sang væsentligt latin, kristendomskundskab og en formel uddannelse af tænkeevnen, i de lavere klasser også læsning og skrivning. Ved skolereformerne 1604, 1632, 1656 forøgedes fagene og kravene, og for så vidt de gennemførtes, hvilket dog kun skete ved enkelte større skoler, blev disse virkeligt lærde skoler. Men i småbyerne, hvor lærerkræfterne var små, vedblev skolerne overvejende at være danske skoler.

Det forudsattes, at eleverne ikke kunne læse og skrive, når de kom i skole. 1. klasse var ABC klassen og anden klasse var skriveklassen. Kun i disse to klasser nævntes skrivning som fag. Man ventede, at hånden i de ældste klasser skulle uddannes ved stilskrivning, men man tog ofte fejl. Tit kunne landsbydegnene ikke skrive ordentligt.

Nederste klasse – sinkelektien – regnedes ikke for noget og ofte var læreren taget blandt øverste klasses elever.

Fra 1632 søgte man at hæve modersmålsundervisningens niveau og ligeledes blev der ansat skrivemestre, der skulle lære børnene at skrive ordentligt. Det gennemførtes dog ikke alle steder.

Standardlærebogen var i alle klasser de forskellige dele af Luthers katekismus, der både skulle læres udenad og læses indenad.

Antallet af børn, der rent faktisk gik i skole, var lille, og de gik der kun dele af året, og i de små byer blev der praktisk ikke skelnet mellem latinskole og danske skole. De blev slået sammen. De elever, der havde evner og vilje til at forlænge deres skolegang, søgte til de store skoler i stiftbyerne. Det var ikke idyl at gå i skole eller at være lærer:

” Føjes det hertil at latinskolens bygning, med mindre det var en kirkelade, et sakristi eller en gammel klosterfløj, var meget tarvelig, så slet vedligeholdt, at den ofte havde støtter på begge sider og for en stor del ituslåede vinduer, oprindeligt kun havde et undervisningslokale med sten eller lergulv, borde og bænke fastgjorte i gulvet, forfaldne og elendigt. Kommer det endeligt så vidt, at de haver lært at læse dansk, skrive nogen ledes og tone en salme, sendes de bort eller sættes af forældrene til skibs. De er unyttige, uoptugtede og ugudelige drenge, som vide intet andet end at betle, stjæle, drikke og bande. De fortjener for deres ugudeligheds skyld at piskes af bysvenden eller sendes til børnehuset.” Selv om besindigere folk udtrykker sig lempeligere end den citerede præst fra Møn, peger de også på latinskolens store brøst.

Danske skoler

Danske skoler ( læseskoler, skrive og regneskoler) fandtes i flere købstæder før reformationen og overlodes til byernes egen omsorg. Ret meget ud over kirkeordinansens vage og ufuldstændige bestemmelser kom dansk skolelovgivning ikke i 1600 tallet. De egentlige danske skoler var nærmest privatskoler, og formuende familier holdt skole for andre end deres egne børn til stor irritation for byens skoler. Ofte var der op i 1600 tallet stridigheder og processer om, hvem der havde lov til at holde skole i de enkelte byer.

Kun undtagelsesvis greb kongen ind i skolevæsnet og der blev ikke udsendt almindelige lovbestemmelser for dem eller af staten tillagt dem indtægt som latinskolerne.

Skolegangen startede tidligt, fra 4 års alderen og skoleåret begyndte Sankt Gregorii dag den 12. marts.

Reformer i skolevæsnet påtænktes i slutningen af 1600 tallet, men gennemførtes ikke. 1682 nedsatte Chr. 5 en kommission, der skulle rationalisere og styrke latinskolerne ved at nedlægge de mindre købstæders latinskoler. Disse skulle så omdannes til danske skoler, men det blev ikke gennemført.

DEN LUTHERSKE ORTODOKSI VINDER TERRÆN

Der var påviselig fremgang i uddannelsesniveauet i 1600 tallet i forhold til det forrige århundrede. De kirkelige forhold blev mere organiserede og en faglig og administrativ praksis indarbejdet. Af præsterne krævedes nu universitetsuddannelse. Også degnene fik i nogen grad bedre kundskaber.

Ortodoksien blev til gengæld strammet og religiøse afvigelser ikke tolereret. Det var heksebrændingernes tid. Dette hang både sammen med de førende teologer biskop Resens og Brochmanns religiøse indstilling, med Christian 4. s holdning og tidernes ugunst. Ikke mindst de ulykker, der havde ramt Danmark i forbindelse med landets deltagelse 30-årskrigen  (1625-29), var Guds straf; det var ingen i tvivl om. Da Christian 4. i august 1627 forestillede rigsråderne »den ruin, som nu skinbarligen er for øjnene«, og anmodede dem om i hast at træffe foranstaltninger til landets forsvar, var kongens første forslag derfor også, at der over hele Danmark og Norge skulle afholdes tre almindelige faste- og bededage ud over, hvad der allerede var blevet påbudt i september 1626. Rigsrådet gav denne tanke sin fulde støtte, »på det Guds hævn og straf, som for synden os overhænger, måtte formildes«.

En af rigsråderne, den lærde og dybt religiøse Holger Rosenkrantz, følte dog, at der til ham personlig stilledes endnu større krav. Han bebrejdede sig selv, at han ved at gå ind i statstjenesten havde svigtet sit religiøse kald og var overbevist om, at han derved mere end nogen anden havde bidraget til at vække Guds vrede. Flere gange søgte han gennem kansleren at blive fritaget for sit hverv som rigsråd, men kansleren Christian Friis nægtede bestemt at medvirke til noget så uhørt. Da tog Holger Rosenkrantz i oktober 1627 sagen i sin egen hånd og trak sig tilbage fra rigsrådets forhandlinger. En indtrængende henstilling fra det samlede råd om at ændre denne beslutning var uden resultat, og dybt fornærmet tog Christian IV i april 1628 til efterretning, at Rosenkrantz således selv havde taget sin afsked, »den tid religionen, Vor person og hans fædreland stod i største fare«. Men professor Jesper Brochmand glædede sig over, at “hans lærde ven omsider havde gjort alvor af sit forsæt om at »forlade verden“. Det kirkelige og moralske forfald, som krigen havde ført med sig, »disse sidste verdens tiders bedrøvelige tilstand« var ikke blot genstand for teologernes bekymring. Regeringen delte den helt og fuldt. Men hverken forordningen om helligbrøde i 1623, »da Guds straf var os på det næste som i døren«, bededagsforordningerne i 1626 og 1627 eller andre udstedte påbud om bøn og anger havde vist sig tilstrækkelige. Der var mennesker, som var ryggesløse nok til at anvende netop ”bededagene til drikkeri og anden skammelighed”, hedder det i formanende kongebreve fra 1628.

 

Forordningen 1629

Den 27. marts 1629 udstedtes derfor en vidtløftig forordning om kirkens embede og myndighed mod ubodfærdige samt om gejstlighedens forhold i øvrigt, udarbejdet af kansler Christian Friis og rigsråd Christian Thomesen Sehested sammen med landets fornemste teologer.

Forordningen bestemte, at nogle af de »gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og bedste« mænd i hvert sogn skulle udnævnes til at hjælpe sognepræsten og under hans vejledning føre tilsyn med menighedens kristelige levned. Især skulle de have opmærksomheden henledt på laster, som ikke så let kunne forfølges ad rettens vej: ”forsømmelse af prædiken; misbrug af helligdage til gilder, drikkeri, dobbel ( hasardspil )eller lignende; afhold fra sakramentets nydelse i over et fjerdingår; sværgen og banden; anden forligelse mellem ægtefolk“.

Forordningens understregning af kirketugten medvirkede til en endnu mere ortodoks holdning fra autoriteternes side. Degne og deres substitutter ( hjælpere) skulle undervise børnene i børnelærdom mindst en gang om ugen. Degnenes mundtlige overhøring suppleredes med, at børnene begyndte at læse i katekismus. Luthers katekismus var stadig grundbogen: uden kundskab til den måtte man ikke stå fadder, komme til alters, blive student eller troloves og uden at kunne de ti bud kunne man ikke vidne eller aflægge ed.

Ofte klagede degn og præst over, at herskab og forvalter holdt ungdommen fra undervisningen ved at indkalde dem til hoveri eller ægt ( kørsel), men dette blev strafbart i forordningen 28. feb. 1691.

Hans Povelsen Resen, professor i teologi og fra 1615 Sjællands biskop udgjorde sammen med den af Resen udnævnte dr. teol. Brochmand drivkraften i etableringen og håndhævelsen af den lutherske ortodoksi ( tiden 1577 til 1675 dækker den ortodokse periode).

Biskopperne søgte at øge effekten og lødigheden af undervisningen i sognene ved hyppige visitatser, men også ortodoksien blev understreget og alt byggede på bearbejdelser af Luthers katekismus, der kom i mange afskygninger, f. eks. sognepræsten i Søllerød Jørgen Lauridsen Aaskovs: ”Cathekismebørns åndelige mælk og tyggemad” 1679.

Dertil kom flere katekismelærebøger, der også indeholdt pædagogiske anvisninger til at lette degnes og præsters arbejde, men der kom ikke en fælles dansk katekismus for alle landets degne og præster før under Chr. 6.

 

KONKLUSION

Om det resultat, man nåede med hensyn til kristendomskundskab i 1600 tallet, afgiver samtiden flere vidnesbyrd. I 1631 siger ovennævnte biskop Resen, at børnene nu kunne Luthers forklaring til alle fem parter samt visistatsspørgsmålene, bønnerne og hustavlen. Og ved århundredes midte erklærer Anders Hjørring:”De små her udi riget vide så redelig på deres fingre ord for ord Luthers Cathecismus med sin forklaring at opregne at hjertet må derover glædes- Ja også de gamle, som lægger sig derefter vide ærlig og redelig catecismus at opregne.. Det klare lys skinner nu udi disse tider så klarlig som tilforn i disse riger aldrig har gjort”(Exercitatio catechetica 1643)

Muligvis kunne mange af de ældste børn læse, men det meste var nået ved mundtlig undervisning, så der måtte være udført et betydeligt arbejde af vedkommende degne og skoleholdere ( biskop Thestrup kort før år 1700).

Imidlertid har det kun været under de gunstigste vilkår, at man kunne nå så vidt. 1676 deler det sjællandske kirkemøde ungdommen ind i tre grupper: de, der kun kunne enkelte stykker af katekismen. De, der kunne hele bogen uden ad og de, der kunne den med forklaring og var i stand til at svare på alle spørgsmål.

Overordnet er der dog stor utilfredshed med de unges kundskaber og med undervisningens forløb og indhold. Almueskolen voksede op med Luthers katekismus, da denne i længden ikke kunne meddeles blot mundtligt. Men efterhånden som katekismeundervisningen , altså undervisning i læsning med udgangspunkt i katekismussen, blev overtaget af skolen, gled den mere ud af kirkens hånd. Denne bevarede kun katekismusprædiken og overhøringen til de fastsatte højtider og kirkedage, og dette ofte med ringe interesse og tilslutning, såvel fra præst som menighed. Mange blev borte fra katekismeprædiken og det var nødvendigt jævnligt at minde præsterne om den. Hvad endelig religionsundervisningens indflydelse på det sædelige liv angår, lader denne sig ikke påvise konkret, men der kan næppe være tvivl om, at den har bidraget både til moralens og kristenkundskabs fremme, selv om megen overtro og råhed endnu fandtes hos almuen. Joachim Larsen konkluderer i sin Skolehistorie: ”Trods al udvorteshed i religionsundervisningen måtte dog den stadige koncentrering om en bestemt kreds af ophøjede forestillinger virke opdragende så vidt de sociale og økonomiske forhold tillod det. Men det 17. århundredes ødelæggende krige og bondens trange og fortrykte kår skulle ikke virke fremmende på oplysning og sædelighed.”

 

 KAPITEL III

DEGNEN

Degnen kom til at indtager en central plads i udbygningen af et almueskolevæsen i Danmark. Som den person, der mere end nogen anden skulle virkeliggøre ønsket om en oplyst almue, bliver degnen synonym med lærer og degnens dagligdag afspejler både de mange vanskeligheder og nederlag, almueskolen sloges med, men også den fremgang, der trods alt kan mærkes fra reformationens indførelse 1536 frem til etableringen af et lovgrundlag for en egentlig folkeskole i 1814. Samtidig fortæller degnens historie meget om dagligdagen og de materielle vilkår på landet og kaster lys over tanker og forestillinger hos bønderne i perioden.

degnen

Dette glasmaleri fra midten af 1600-tallet stammer fra Os i Norge. Det forestiller degnen Christopher Pedersen Riber, der underviser fire disciple i katekismus. Fuglene, der flyver omkring hans hoved, symboliserer det bevingede ved hans foredrag

Hvornår funktionen som degn blev oprettet vides ikke, men det må være sket før reformationen. I kirkeordinansen af 14. juni 1537 hedder det nemlig om degnene, at de skal nyde samme privilegium, som de havde i bispernes tid, “og ikke ydermere besværes dermed af Os (dvs. Kongen), end de tilforn var besværet af bisperne.”

Udover at hjælpe præsten med gudstjenesten holdt degnen også i mange tilfælde bibelundervisning for sognets børn og unge. Stillingerne som degn blev gradvist ophævet i tiden mellem 1790 og 1830. Det skete i forbindelse med oprettelsen af folkeskolen. I folkeskolelovens §3 blev det bestemt, at degnekald, der blev ledige, ikke måtte besættes igen, men at indtægterne skulle gå til den nye folkeskole. Hvor en degn tidligere ofte havde haft to sogne ligesom præsten, blev der nu ansat en folkeskolelærer i hvert sogn. Han overtog ofte degneboligen og den jord, som degnen tidligere havde haft.

Degnens funktioner blev teoretisk set delt i to, nemlig at være kirkesanger, som skulle hjælpe præsten under gudstjenesten og være kirkebylærer, som skulle forestå undervisning af børn og unge samt føre den nye kontraministerialbog. I praksis var begge funktioner dog næsten altid forenet hos folkeskolelæreren og i folkemunde blev betegnelsen degn derfor også fortsat brugt langt op i det 20. århundrede..

I mange kirker har man fortsat kordegne, som primært udfører administrative funktioner og som også kan fungere som kirketjenere

Løbedegne var degne, der ikke boede i sognet. De var de ældste elever på latinskolerne og som fik degnekaldet og den hermed knyttede løn, der virkede som et stipendiat og var en betydelig indtægt for latinskolerne efter reformationen. F. eks. havde Ribe Skole 25 løbedegne i de omliggende sogne og Odense skole 22 løbedegne. Indtægten var nødvendig, fordi kirkens ejendom efter reformationen var inddraget og dermed ikke længere kunne finansiere latinskolernes drift. Klager over løbedegnene var almindelige. Der blev ikke ringet morgen og aften, de mødte ikke op om søndagen eller kom for sent, andre kunne ikke deres tekster og var uforstandige og andre igen var voksne personer, der hengav sig til udskejelser. Danske Lov forbyder løbedegne ( 2 -15 – 9 og 12), men det fortsætter en periode efter. Nu skulle degnene bo i sognet og holde skole

Sædedegnene var som navnet siger med fast bopæl i sognet. Mange sogne, som havde sædedegn, ville ikke af med ham, og han skulle betale en afgift til latinskolen til erstatning for løbedegnen. Dette førte til splid, da de fleste sogne helst ville have sædedegne, men ikke ville betale til latinskolen.

Striden mod løbedegne kunne være hård. Det var det et spørgsmål om en ordentlig udførelse af degnens pligter, dels et økonomisk udgift for sognet. Det hang sammen med at latinskolerne var for mange mere en forsørgelses end en undervisningsanstalt. De fattige disciple blev ofte gående i mesterlektien ( ældste klasse) flere år efter, de egentlig var færdige. De blev grove, vagabonderende degne, der svindlede og drak og tiggede.

 

Degnens kvalifikationer

I begyndelsen måtte man stille få kvalifikationer til degnene – ligesom til præsterne.   Ofte var det håndværkere, der blev degne ,fordi der ikke var andre at få. Mange degne kunne ikke læse og skrive endsige gennemføre at synge messen på latin.

Fra 1536 til 1660 udnævntes degne – og præster – af menigheden. Præsten og kirkerådet skulle godkende udnævnelsen.

Efter 1660 var det kongen, der udnævnte, i praksis i købstæderne bisp og stiftsamtmand og på landet var det biskoppen eller kirkepatronen, altså de sammen, som udnævnte præsten.

Degnen skulle eksamineres af biskoppen, men kun sjældent betød det noget, men i enkelte tilfælde fandt bispen degnen for uvidende og håbløs i adfærd.

Mens der i 1500 og 1600 tallet ikke krævedes eksamen for at blive degn, bestemte Danske lov 1683 at degnene skulle være studenter, DL -2-15-1. Dette var umuligt i mange tilfælde, hvorfor der måtte søges dispensation, så ikke – studenter kunne få embedet.

I 1700 tallet søgte man at stille betingelser for at få degnekald. 1721 blev der lovet lærerne, som i 3 år havde tjent tilfredsstillende ved rytterskolerne, adgang til degneembederne, og 1736 blev det indskærpet bispen, at disse lærere skulle foretrækkes til ledige degnekald, en forret der i 1740 udstraktes til også at gælde ved de danske skoler i købstæderne.

Vel skulle studenter med 3 års skolevirksomhed foretrækkes, men flinke ustuderede personer skulle gå forud for studenter, der var mindre dygtige.

Løftet om degnekald til studenter med plus 3 års lærergerning kunne ikke opfyldes og især hvor betydningsfulde folk havde interesser blev degneembederne fortsat besat i strid med reglerne via dispensationer.

Praksis kan ses af stiftsøvrighedens indberetninger. Ribe stift: ” hidtil har man for degnekaldenes ringe indkomsters skyld måtte tage til degne sådanne verdslige personer, som tillige kunne tjene sit brød ved bondearbejde”

Viborg stift:” de fleste degne nødes til at være fæstebønder, thi efterdi lidet de bekomme, ingen-lunde kan forslå til at føde sig med hustru og børn, endsige klæde sig, så tvinges de at søge deres brød ved bondearbejde ligesom ordinære bønder.”

Selv i Århus stift var det ikke almindeligt at træffe studenter i degnekaldene. Af 12 degne på Mols i slutningen af 1700 tallet havde 1 været skriver på en herregård, 1 handelsmand, 1 kusk, 1 tjener, 3 underofficerer, 4 skoleholdere og kun 1 student.

Konserveringssystemet

En uskreven men almindelig betingelse for at få et degnekald var at ægte formandens enke eller datter, ganske som ved præsteembederne. Således kunne degnene ved samme embede være indgiftede i en lang årrække, f. eks Himmelev 116 år (1704 – 1820, Hollingstedt 143 år (1637 – 1780) og Drejø 176 år ( 1635 – 1811).

Det hændte dog at efterfølgeren ikke ønskede at overtage enken, men det kunne føre til strid om embedet. Det samme gjaldt for klokkeren i byerne.

 

Degnenes embedsgerning

Som kirkelig embedsmand lå tyngdepunktet for degnens arbejde i selve kirken ved gudstjenesten, skriftemål og de ministerielle handlinger. Han skulle forestå sangen, bede indgangs og udgangsbønnen, holde orden i kirken og assistere præsten, hente og bringe vasa sacra, holde kirken ren og kirkegården ryddelig.

Det passede ikke altid degne at være til stede i kirken. Landemoderne indskærper gang på gang at de ikke må forlade kirken under prædiken.

Vi må dog huske på, at kirkeåret dengang havde mange flere helligdage og gudstjenester end nu. Foruden 3. dagen på de store højtider havde man Helligtrekongers aften, Marie Bebudelsesdag (25/3) i Danmark søndag inden Palme søndag, Maria renselsesdag ( = kyndelmisse 2. Feb.), Maria besøgelsesdag (2/7), Sankt Hans dag, Mikkelsdag, Allehelgensdag, Indtil 1686 havde man endvidere hvert år 3 sammenhængende bededage, som blev forordnet af kongen.

Fra Chr. 4 tid have man yderligere almindelige bededage som blev holdt hver fredag i købstæderne og på landet en onsdag i måneden. Desuden var der fasteprædiken en ugedag i fasten, og skrifte-mål med katekismusoverhøring om lørdagen.

Da gudstjenesten i årene efter overgangen fra katolsk tid var langt mere omfattende end senere var degnens arbejde mere omfattende end senere kirkesangeres. Selv om de fleste sange var danske skulle han også kunne synge messen ved højtiderne på latin. Den latinske sang afskaffedes først 1645. I købstæderne skulle latinskolens hørere og disciple synge. Og her holdt latinen sig helt til udgangen af 1600 tallet

Sangen har næppe været god og mange gange klages der over, at hverken bønderne eller degnene kan synge ordentligt, men skråler. Det gælder også i 1700 tallet.

I den første tid efter reformationen med dens mangel på præster kunne degne eller studenter få dispensation til at arbejde som præst, men ikke til at døbe eller begrave eller prædike uden særlig nød. Mange præster søgte at fastholde disse hjælpepræster skønt teologisk uddannelse efter 1629 var betingelsen for at blive præst.

Ved begravelser havde degnen også flere opgaver: synge fra hjemmet til kirken, foran ligtoget og ligeledes efter jordpåkastelsen. Han skulle også udarbejde en tale om afdøde, som præsten kunne holde – den måtte ikke være for panegyrisk.

Bryllupper deltog degnen ofte i som taler og forsanger, men det blev forbudt degne at optræde som skaffer og opvarter eller kok. Ofte skrev han også indbydelserne.

Dertil kom en række andre pligter:ringningen morgen og aften. Ikke altid gennemført de steder hvor der var løbedegne. Alterlysenes slukning – flere eksempler på, at det blev glemt og alter og altertavler nedbrændte. Brevbæring – officielle breve mellem bisp og provst og præst. Ofte til stor irritation for degnene.

Til skriftlige forretninger blev degnene tidligt taget i brug, dels som skrivere for bønderne, dels skulle de føre regnskaber og forskellige tjenestelige lister i forbindelse med kirkens og sognets aktiviteter.

Degne og præster tilhørte den gejstlige stand, stod under gejstlig jurisdiktion i embedssager og skulle møde til hinandens begravelse i samme herred og deltage i hinandens fællesmøder, kalenter

Degnes dragt og påklædning skulle være i overensstemmelse med reglerne og han skulle have både lang køretrøje og kappe i mørk farve og sko samt hat. I kirken skulle han som det vigtigste desuden have bladkrave. Degnen skulle være til at kende fra almuen og bønderne. Af økonomiske grunde kunne mange degne ikke efterkomme disse krav.

De måtte ikke være bevæbnede, gå på jagt, ryge tobak offentligt eller “bedrive kirurgi og medicina”, men de måtte gerne lave brændevin.

 

Degnens indtægter

1537 ordinansen skulle sikre degnen samme udkomme som fra Arilds tid, men denne vage bestemmelse kunne ikke sikre degnen en ordentlig løn, medmindre befolkningen var mere offervillig, men gennemgående var det modsatte tilfældet.

Både fra bonde og adel var reformationen en anledning til at fri sig fra de tidligere byrder. Det betød, at fast løn aldrig blev indført og de usikre økonomiske vilkår – mange steder direkte fattigdom – skadede degneinstitutionen. Dertil kom, at det meste af lønnen var i naturalier, som bønderne skulle aflevere. Til bøndernes vrangvillighed kom den generelle fattigdom, der ideligt klagedes over fra midten af 1600 tallet.

Degneboliger var der også mangel på, da der ikke til hver kirke var udlagt en degnebolig. Han måtte da fæste et bolig eller på anden vis leje sig ind. Mange degneboliger var blevet taget af herremanden og måtte fæstes af ham på vanlige vilkår med landgilde og andre afgifter.

Først i 1700 tallet midte blev der alvorligt forsøgt at løse boligproblemet for degnene, men kun på Sjælland kom der nogenlunde orden i sagerne og mange steder i landet forblev det et stort problem at skaffe og vedligeholde en anstændig bolig til degnene. Generelt var der lidt eller ingen jord til embedet, selv om der var undtagelser.

Retten til brændsel blev heller ikke efterkommet mange steder.

Degnekorn altså en indtægt i form af korn som bønderne skulle betale ” som fra Arilds tid” var også en ubestemt størrelse og blev tildelt degnene vidt forskelligt. Heller ikke på dette område lykkedes det i 1600 tallet at få en bare nogenlunde fast praksis. Dertil kom, at bøndernes korn-ydelser i takt med de forringede vilkår blev mindre. Selv ikke Danske lov (2-15-10) præciserer men skriver ” hvor degnetraver har været hidtil gældende”

Uheldig for degnene var rescriptet 1721, der sagde, at alle degne på Sjælland var berettiget til at nyde i løn det samme som forgængeren, men måtte ikke forandre den brugelige vedtægt eller påtale disse spørgsmål i proces, degnens rettighed skulle anses som løn og ikke som tiende. Denne regel blev fulgt i andre stifter.

Mod slutningen af degneinstitutionens levetid havde nogle degne 1/3 mod præstens tiende, andre 1 til 2 skæpper byg af hver gård, atter andre nogle taver korn og nogle slet intet. Småredsel ydes i penge eller naturalier under mange forskellige navne, og var reelt op til bøndernes gavmildhed.

Degnens økonomiske forhold blev trangere på grund af de store og mange skatter og afgifter, de måtte udrede, dels i 1500 tallet de ekstraordinære krigsskatter, men også brandskatter, pensionsbidrag til andre degne og pensionsafgifter til latinskolerne. Disse var meget trykkende, vakte idelig modstand og vanskelige at inddrive, selv med trusler. Først i 1700 tallet kom der nogenlunde orden på dem, men stadigvæk blev de af degnene betragtet som urimelige.

Dertil kom de ordinære skatter i forskelligt omfang som andre også måtte betale.

Efter Danske Lov 2 -15-13 afskaffedes løbedegne og substitutter og der var derfor ikke længere grund til at opretholde at degnekald, der tidligere var annekteret af en latinskole, fortsat skulle yde pension. Det endte dog med at alle degneembeder skulle yde en fælles pension. Helt op i 1700 tallet fortsatte det med at være et problem, dels at degnene ikke betalte, dels at de klagede over ikke at kunne betale.

 

Degnenes sociale stilling

I de egne, hvor degnene lønnedes ordentligt og i reglen udgik fra de studerendes rækker, indtog han en ret anset stilling i sognet og dets nabolag. Den jyske talemåde: ” man får aldrig bedre degn end halvgåen præst”, peger i samme retning.

Ustuderede degne stod i befolkningens øjne lavere og hvis de til med på grund af ussel løn savnede den økonomiske velstillethed, der altid indgyder respekt, indtog de en meget underordnet sam-fundsstilling, især i Jylland. De fleste substitutter levede som de ringeste husmænd. Stillingen be-klædtes ofte af en ” forarmet husmand”, der fik kost på omgang hos bønderne.

Degnenes børn kunne blive studenter og mange præsteenker kunne blive gift med degne, men ikke omvendt. Der var enkelte degne, der var kendt for deres lærdom – f. eks. Jochum Halling i Tårnby på Amager ( 1668 – 1737), men mange degnes opblæsthed og det skin af dannelse, hvor-med de forgæves søgte at dække over deres manglende viden og evner, gav hele standen et komisk skær i den almindelige opfattelse. Man skal dog huske, at Holbergs Per Degn er en litterær figur ligesom Erasmus Montanus. Flertallet af de jyske degne og mange på øerne kunne ikke et latinsk ord og var alt for økonomisk klemte til at kunne optræde brovtende.

 

Degnens moralske forhold

Når der til de gængse forestillinger om degnene uvilkårligt knytter sig tanken om moralske skavanker som deres karakteristiske attributter, og at de derfor stod lavt i det almindelige omdømme, må denne opfattelse på flere punkter berigtiges.

Det må dog erindres at tingbøgerne og landemoderne sjældent nævner de degne, der i stilhed passede deres arbejde og af dem var der ikke få.

Dernæst at tidens skødesynder: druk, usædelighed og tilbøjelighed til strid i ord og gerning også fandtes i andre stænder, og befolkningen så ikke på disse fejl med vor tids øjne, men var tilbøjelige til at undskylde dem. Dertil kom, at de personer, der blev degne, sjældent var blomsten af ungdommen, men i skolen, i hovedstaden eller på herregårdene, eller hvor de kom fra , allerede var fordærvede. Endelig de uheldige sider ved selve institutionen: løbedegnenes flakkende liv, mange sædedegnes lediggang flere dage om ugen, degnenes stilling ved gilderne som forsangere, køgemestre m.m. indeholdt anledninger nok til at skeje ud. Om hørerne ved latinskolerne er der ligeså ufine historier som om degnene.

Drikfældighed var i gammel tid almindeligt blandt høj og lav. På Frederik 2s  ( 1559 – 1588) tid klagedes over, at degne drikker den hele nat med bønderne og at præster var køgemestre ved bryllupper. Det forbydes derfor degne og præster at holde drankerhus, være kromænd, holde ølsalg eller tillade drikkelag i deres hjem. Formodentlig kunne dette ikke gennemføres siden det i 1582 lempedes til at de ikke måtte sælge øl under gudstjenesten. Også rytterindkvarteringen på krongodserne og oprettelsen af landmilitsen (1721) befordrede drikkeri og anden råhed. Langt ned i 1700 tallet træffes drikfældige degne.

Usædelighed syntes at have været genstand for stor overbærenhed fra bøndernes side og trods et seksuelt udsvævende liv kunne degnen godt forblive i embedet.

Almindelige trakasserier mellem præst og degn var almindeligt og processerne kan følges i aktstykker og referater. Det skal dog siges, at det ikke altid var degnens skyld. Præsterne kunne også være stridbare. Uenigheder kunne ende i slagsmål både mellem degn og præst, men også mellem den kortspillende degn i kroen og hans medspillere. Det er er der flere eksempler på.

Det er bemærkelsesværdigt, at trods degnenes ringe økonomiske vilkår nævnes pengekærlighed og dermed følgende uærlighed sjældent. Derimod nævnes trolddom, sine og mane ofte og mange degne kunne mere end deres fadervor.

 kirke og skolehus

 

Det idylliske vinterbillede forestiller Borup gamle skole, opført som degnebolig 1651. Som det fremgår af beskrivelsen af degnenes forhold er dette et mønstereksempel på, hvordan det burde være. Kun få steder kan degnens bolig måle sig med denne.
Kirken har haft en romansk forgænger. Den erstattedes omkring 1400 af en smal gotisk kirke. I løbet af 1400 tallet blev kirken gjort bredere, den udvidedes mod nord til det gotiske langhus, som findes i dag. I det indre har langhuset været toskibet med seks hvælv. Ved en gennemgribende istandsættelse i 1877 – 81 blev hvælvene erstattet med fladt loft.
Tårnet er fra 1590. Våbenhuset fra omkring 1600 er opført af munkesten. Døbefonten er romansk. Prædikestolen fra 1630 i bruskbarok.
Biskop Hans Svane ,som ejede Svenstrup gods, erhvervede kirken i 1667. Kirken hørte til Svenstrup gods indtil 1912.

 

 

 

KAPITEL IV

Bondeskoler

Læsefærdighed var en nødvendig betingelse for, at bibeloversættelser og katekismus kunne blive det, som var hensigten. Men i reformationsårhundredet var folkeundervisningen på landet næsten udelukkende mundtlig, og det var en sjældenhed, at en mand kunne læse – først i 1600 tallet spores en forandring. Selv om folkeundervisningen kun omfattede kristendomskundskab, måtte man for dennes skyld ønske skoler, fordi degnelæsningen og kirkekatekisation var og blev mangelfuld. Derfor opstod der mange steder ønske om en egentlig skoleundervisning: ”thi med læsning er skolen skabt.

Skønt både gejstlige og verdslige lokalt ønskede bedre skoler og forhold for lærerne, kom der først i 1708 påbud om skolebygninger. Gennem hele  1600 tallet har bevægelsen for at oprette danske skoler på landet, der dels skyldtes omhu for børnene og dels almindelig interesse for oplysning, en fuldstændig privat karakter. Det er præster, degne og enkelte herremænd og almuen, der bærer den og derfor er den et broget skue. Og mange steder blev intet gjort.

Kun enkelte steder kendes skoletiden; Sommer 6 – 10 og 2 -5 og vinter 7 -10 og 12 – 3. Onsdag og lørdag fri og søndag kirkegang.

Der oprettedes ca. 50 herremandsskoler ( skoler oprettet af herremænd) i 1600 tallet. Af større betydning var præsternes omsorg for skolevæsnet. Det viste sig dog mest som organisatorer og igangsættere samt som tilsynsførende.

Når der i 1600 tallet i de fleste sogne udviklede sig et skolevæsen, der godt nok  var yderst primitivt og kun benyttedes af en del af befolkningen, men dog bibragte den nogen læsefærdighed og religionskundskab, skyldtes det en spirende kundskabstrang hos menigmand.

 

En almueskoles historie fra Fakse kommune

Rasmus Svendsens skole i Fakse kan tjene som et eksempel på 1600 tallets almueskole. Skolen er den ældst bevarede skolebygning, men er ikke den oprindelige første skolebygning på stedet.
Det er noget usikkert, hvornår Rasmus Svendsens skole er bygget. Fundatsen er dateret 1644, mens andre kilder angiver 1633 eller 1641 som året for bygningens opførelse. Trods de mange og omfattende ændringer af bygningen, som har fundet sted i tidens løb, må skolen alligevel betegnes som Danmarks ældste bevarede landsbyskole. Den nuværende bygning er dog først genopført i 1730´erne og er som sådan nogle få år yngre end Prins Carls skole, men som undervisnings-institution er Rasmus Svendsens skole indiskutabelt betydelig ældre end skolen i Store Torøje.

Magister Rasmus Svendsen, som døde i 1645, var præst og senere provst i Fakse fra 1620-1645. For egne midler og med økonomisk støtte bl.a. fra lensmanden på Tryggevælde, Tycho Brahe (en nevø til den berømte astronom), lykkedes det Rasmus Svendsen at få opført den længe ønskede skole.
En skole for almuebørn på landet var på det tidspunkt en så usædvanlig begivenhed, at der simpelthen ikke fandtes nogen anordning eller instruks for sådanne skoler. Efter kongelig befaling blev der derfor udarbejdet en fundats, en “Ordinantz“, for skolemesteren og skolen i Fakse.

Ordinantzen“, som blev udstedt af Sjællands biskop, Jesper Brochmand, er fra 1644 og regnes for den ældste vedtægt for undervisningen i en dansk landsbyskole og er som sådan med rette er blevet kaldt den ´første Vedtægt eller Ordning for Folkeskolen i Danmark´.
Det fremgår af fundatsen, at der tidligere havde været en skole i Fakse, og at de personer, som underviste i denne skole, ikke har været på fast løn, men har måtte nøjes med, hvad godtfolk ville give. I den nye skole fik læreren nu – ud over de frivillige bidrag – en bestemt sum om året.

Følgende uddrag giver et glimrende billede både af lærerens arbejde og af selve undervisningen:

 ”Nest det han frygter Gud, læser flitteligen for Ungdommen og forholde sig skikkeligen i gode Sæder og Levnet, Disciplene til got Exempel og Eftersyn, skal hand lang Tid hand er i den Bestilling, være ugift og eensom, som de og gemeenlig ere i andre smaa Skoler, og ey slaa sig til Aufl (avl) at bruge, thi derved forsømmes Ungdommen meget, mindre skal hand holde nogen Slags Drik, eller omgaaes med sligt, som de giøre udi Kroerne (…) Skal hand om Sommeren efter Morgen-Bønnen og Dags-bønnen samt noget af Catechismi Forklaring og dens Tilbehøring, desligeste en kort Morgen-Sang, begynde at læse ved 6 Slætt, og ved 7 eller 7½ om Vinteren, til Klokken 10.  Imidlertid faaer Børnene Daure (og skolemesteren kan da være i sine private studier…).

Når Klokken er 12 begyndes atter i Skolen at læses … til klokken 3 eller 3½ og om sommeren til den er 5; Dog kunde de have nogen Forlov imellem at recreere sig med Leeg og i Marken at gaa om Sommeren, dog Skolemesteren icke at være langt fra dem (…)”

 

Om indholdet af skoledagen kan man læse følgende i en noget senere beskrivelse:

”Morgenen begyndes med Morgenbønnen, en kort Morgensang og Katekismi Forklaring. Klokken 12 begyndes med at synge en kort aandelig Sang eller nogle faa udvalgte Salmevers. Og før Børnene hjemsendes, hvilket om Vinteres skal ske Kl.okken 3 eller 3½ og om Sommeren Klokken 5, skal Skolemesteren eller en af Børnene, som kan tydeligen og retteligen læse, af den danske Bibel oplæse et Kapitel. Skolen ender hver Dag med Katekismi Forklaring, Bøn og Sang. Hver Søndag og anden Helligdag skal han læse med Ungdommen i Kirken sammen med Degnen og Substituten, naar han anmodes derom af Præsten. Hver Bededag og paa Fasteonsdage skal han føre Børnene i Kirken, at de kunne læse og synge Litaniet med kristelig Andagt. Han skal ikke alene lære Børnene at læse og skrive og Gud at frygte, men og formane og øve dem til gode Sæder, baade i Skolen, i Hjemmet og paa Gaden. Desligeste skal han overhøre dem i Skolen, hvad de haver hørt og merket af den nest foregaaende Prædiken.”

 

Skolebygningens historie.

rasmus skle faxe

Billedes viser skolebygningen i Fakse. I baggrunden dele af Faxe Bryggeri.

I 1730 var bygningen i så stærkt forfald, at den daværende sognepræst, magister Jacobæus, fik pålæg om at genopføre den. Ved den lejlighed blev skolen flyttet et stykke i forhold til den oprindelige placering og udvidet med en lille anneksbygning, da den oprindelige bygning ikke længere var stor nok på grund af byens “Storhed og Folckerigdom“.
Undervisningen i denne bygning fortsatte til 1742, da et nærliggende lidt større hus blev taget i brug som skole.
I 1790 blev dette skolehus så igen afløst af en ny og større skole i Fakse, og Rasmus Svendsens bygning overgik til privat beboelse. Anneksbygningen blev revet ned i 1810.
Rasmus Svendsens gamle skolebygning har gennemgået flere ombygninger i tidens løb og blev også  forlænget med 2 fag i 1874.
Trods omfattende reparationer og ombygning var bygningen dog nærmest en ruin, da den sidste lejer flyttede ud i 1967, og kommunen, som på dette tidspunkt var ejer af bygningen, var i første omgang mest indstillet på at lade den nedrive. I 1970 bevilgede Fakse kommune imidlertid et beløb til istandsættelse og reddede således det historiske mindesmærke for eftertiden i allersidste øjeblik. Rasmus Svendsens skole blev fredet i 1977

Den latinske inskription på den gamle sandstenstavle lyder i dansk oversættelse således:

”I året 1633 opnåede den berømte og ædle herre Tycho Brahe til Thostrup
af den meget nådige konge Christian IV denne grund til brug for en skole.
Og det følgende år gav han 100 Daler til skolemesterens underhold.

 Nedenfor ses skolens grundplan. Der var ikke mange bekvemmeligheder til skolelæreren, men der var dog ovn. Også de mange senere skoler fra 1700 tallet har i princippet samme grundplan. Alle steder var der kun en skolestue.

 skolestue

 

 

Bondens sociale og økonomiske svage stilling.

Foreløbig var denne trang til at oprette skoler for almuen dog svag og havde store vanskeligheder at kæmpe mod på grund af de bestående landboforhold. Det gik nedad for bønderne, både med rettigheder og velstand. Mod slutningen af 1600 tallet var de næsten alle fæstere under kronen eller herremanden og trykkedes tungt af hoveriet ” fast som Israels børn i Ægyptens trældom”-

De ulykkelige krige med fjendtlige besættelser øgede fattigdommen og statsomvæltningen og enevældens indførelse gav de andre stænder privilegier, men ikke bønderne. Og da den nye adel oprettedes, og borgerlige fik tilladelse til at oprette adelige sædegårde, blev en forøget skattebyrde og endnu strengere hoveri lagt på bønderne.

Periodens krige, der alle bortset fra Kalmarkrigen førte til besættelser og nederlag, var Kalmarkrigen 1611 – 1613 , Kejserkrigen 1625 – 1629, Torstenssonkrigene 1643 – 45, Karl Gustavkrigene 1658 – 1660, Skånske krig 1675 – 79 og Store nordiske krig 1700 – 1720.

Hele perioden fra omk. 1500 og et par århundrede frem var yderligere en tid med koldere og fugtigere vejr ( den lille istid) , der øgede følgerne af de mange ulykker, landets befolkning måtte døje med.

Når der under disse forhold blev gjort lidt for børneundervisningen fra bøndernes side, hang det måske sammen med, at landsbyerne havde lokalt selvstyre som et lille samfund med egen tradition og lokale erindringer, der gik i arv og i forening med menigmands folketro og leveregler skabte en egen bondekultur, der var snæver, men ikke uden dannelsesmomenter og rummede nogen interesse for skoleundervisning trods fattigdom og undertrykkelse, jordejernes ligegyldighed og agerbrugets driftsmåde, der gjorde børnenes hjælp næsten uundværlig. Indberetninger fra det 17. og 18. årh. indeholder talrige udtalelser om disse hindringer.

Men mange bønder savnede forståelse for skolens betydning. ”Når bondens børn har lært deres børnelærdom, så har de ikke behov videre for skolehold”

Landsbyvedtægterne nævner først læreren fra midten af 18. århundrede. Nogle steder var der også ligefrem uvilje mod skolen.

Der var således mange forhold, både økonomiske og praktiske foruden moralske og traditionelle, der modarbejdede børnenes skolegang og forsøgene på at etablere en skole for børnene på landet. Læreren var de fleste tilfælde husbonden, men når det blev ønsket at børnene skulle kunne læse var det nødvendigt med en lærer, der ofte var degnen, ellers en tilfældig.

Skoletiden var fra 1. november til 1. marts, da børnene resten af året skulle hjælpe med arbejdet.

De uheldige følger af den afbrudte skolegang omtales ofte: ”Skolegangen varer så kort på landet, at de glemme om sommeren det, de lærer om vinteren”.

Af lærerne stod degnen som regel i første række, da det var en degn i hvert pastorat og derfor tæt på børnene, og de fleste af dem kunne efterhånden læse og skrive, men ikke alle. Det hedder fra Andst herred i 1737:”Alle degne ere ej tjenlige til skoler at antage, såsom blandt dem ere få, der kan vel skrive, og deres tal vil uden tvivl blive mindre, som kan vel regne”.

Mange degne undslog sig fra skolearbejdet på grund af den dårlige betaling. På Christian den 6.s tid (1730 – 1746) erklærer Ribe og Viborg stiftsøvrighed, at en skolereform gennemføres simplest ved at yde degnene deres regelmenterede indtægter, da man derved kunne få dygtige personer, der kun gav sig af med embedet og ikke behøvede at gøre bondearbejde. En opgivelse af ansatte degne, der kunne undervise i Århus stift i 1739 ,viser at 25% ikke kunne, 65% kunne og 10% var tvivlsomme.

Undervisernes viden og evner var stærkt varierende og blandt mange eksempler på dygtige og værdsatte er der endnu flere på uduelige eller uegnede lærere. Men ofte hænger det sammen med bøndernes ulyst til at betale en lærerløn. De små kår tvang skoleholderen til at søge andet arbejde ved siden af som fisker, murer, skrædder, smed , spillemand etc. og det ødelagde også respekten for ham.

Endnu i Danske Lov findes ingen bestemmelser om landsbyskoler. Den gentager kun de gamle påbud om, at forældre skulle i hjemmet lære børn og tyende, hvad de selv tilforn haver lært, indtil præst og degn kunne rette og supplere det. Degnen skulle fremdeles undervise i kirken om søndagen og en dag om ugen i byerne.

Lokaler til undervisning var endnu et problem, der mange steder ikke løstes ordentligt. Ofte foregik undervisningen i et tilfældigt rum, der var ledigt og få steder havde man egentlige skoler. De opførte skolebygninger var tarvelige, små og slet vedligeholdte og ofte uden bolig for skoleholderen.

 

Alt i alt var undervisningen på landet i 1600 tallet ikke hverken udbredt eller god. Mangel på kvalificerede skoleholdere, bøndernes ulyst til at betale og manglende interesse fra statsmagten til at understøtte undervisningen var årsagerne. Bisperne søgte på bedste vis at fremme forståelsen for og etableringen af skoler, men oftest forgæves. Men enkelte steder var der på landet tradition for skolegang og hvor der var betaling var det også muligt at få habile undervisere.

 

 

Den pædagogiske litteratur

Den pædagogiske litteratur før 1700 nåede ikke Danmark i særlig grad og af skolebøger er der kun katekismer og regnebøger. De pædagogiske afhandlinger er ligesom tidens pædagogik yderst fattig på pædagogiske tilgange. Det er den luthersk – evangeliske kirke og datidens skik og brug, som er både udgangspunktet og endepunktet i dem alle, og de vedrører uden undtagelse opdragelse i al almindelighed.

Eksempel: Leonhard Kullemann oversat af Niels Jensen: ”En smuk og meget nyttigbørnetugt”  med motto:” En viis søn lader faderen tugte sig, men en dåre lider ikke straf”

Et par håndbøger søger at udvikle grundsætningerne for tidens strenge opdragelse med religiøs grundtone.F.eks. 1587 Jørgen Simonsen (præst og tidligere skolemester): ”Pædagogia eller undervisning om børns optugtelse.” Næst efter almindelige betragtninger om lydige børns velsignelse og ulydige børns straf handler den om tilbørlig optugtelse gennem forældres gudfrygtige eksempel, forbøn og “god ave” ( dog ikke” bøddelsk grumhed”) og ved at sætte børnene i skole i god tid, holde dem fra slet selskab og til flittig kirkegang, sang og bøn.

Mere fornøjeligt var rektor i Vejle Niels Bredals: ”Børnespejl” fra 1568, en nytårsgave til byens borgmestre og menige borgere i byen. Bogen var en fri gengivelse af Erasmus ”De civitate morum puerilium.” Men Bredal skriver på vers, tilmed ret fornøjelige. Her gives regler for børns kirke og skolegang, deres påklædning og opførsel ved bordet og  alt sammen var stort set i forskellige iklædninger af kulturhistorisk interesse. Et tidstypisk træk er den ængstelse, hvormed man så på børns frie leg. Den burde begrænses, så de ikke red heste, kastede sten, skød med stang, klatrede efter fugleunger skred på is eller ”anden vansens farlighed”, ganske som det genfindes i reglementer for flere latinskoler.

Erasmus af Rotterdams håndbog i børns opførsel betragtes som den første afhandling om børns moralske og praktiske uddannelse i Vesteuropa. Bogen er skrevet 1530 til den 11 år gamle prins af Burgund og gav vejledning i – på nem latin – hvordan en dreng skulle opføre sig i selskab med voksne. Bogen er inddelt i 17 kapitler, hvert behandler et særligt emne. Bogen blev en umiddelbar succes og oversattes til mange sprog og har altså også inspireret rektor Bredal.

 

 

Skolebøger

Skolebøger var katekismusser og ABCen. Læsebøger i moderne forstand er ikke kendt før Friedrich Eberhard Rostows bøger.

Længe efter reformationen var den første skolebog ABCen, der allerede brugtes i middelalderens klosterskoler. Indholdet, der beskrives i kirkeordinansen, bestod i alfabet, selvlyd og medlyd nogle staveøvelser, tallene, katekismens hovedstykker og nogle bønner.

ABCen holdt sig temmelig uforandret til slutningen af det 18. årh. og der er derfor intet mistet selv om det ældste eksemplar på det Kong. Bibliotek fra 1731.

At man skulle lære katekismus samtidig med at lære at læse skyldtes den overvurdering af katekismen og tilsidesættelsen af barnenaturen, som var karakteristisk for tiden . I undervisnings-planerne nævnes derfor tit katekismus som synonym for læsning.

Livet præger skolen og ved Luthers oversættelse af bibelen var denne blevet den evangeliske kirkes palladium. Bibellæsningen måtte blive målet for folkeskolens læseundervisning. Uden hensyn til børnenes standpunkt lod man dem læse uddrag af Det gamle Testamente med halsbrækkende svære egenavne eller af Det nye Testamente med indhold langt over deres horisont.

Skrivning var adskilt fra læsning og læseskolerne i købstæderne måtte ikke undervise i skrivning. Dette fag og regning betragtedes som kunster, der skulle udøves af skrive og regnemestre. Især de gotiske bogstaver blev meget upraktiske og forsynet med buer og sving. Derudover lærtes også de latinske bogstaver. Det synes at skrivning næsten udelukkende er foregået på papir. Skifertavler kendes ikke endnu.

Endvidere blev der udgivet formularhåndbøger.

Regning. Regning var ikke et almindeligt fag, men krævede ofte, at der blev betalt for under-visningen særskilt.

Der fandtes flere forskellige regnebøger De mest brugte blev skrevet af Søren Matthiesen ( 1653 – 1740). Hans bøger blev meget udbredte og udvidet med decimalbrøk og logaritmer. Den største forskel mellem bøgerne lå i regning på linjerne ( regnebræt, regnebænk) og regning med cifre. Den første fremgangsmåde var den ældste nedarvet fra oldtid og middelalder.

Børnetugten

Ingen egentlig didaktiske metoder i skoleundervisningen udvikledes. Fremgangsmåden afhang af person, omstændighederne og gammel skik og brug. Psykologiske hensyn var så godt som ukendte og pædagogiske og didaktiske overvejelser spillede sjældent nogen rolle i undervisningen. Grundtanken bag al opdragelse og indlæring var at tørre tæsk var genvejen til en succesfuld pædagogik i særdeleshed og en vellykket opdragelse i almindelighed. I alle skrifter om børneopdragelse i 16. og 17. årh. anbefales streng tugt både hjemme og i skolen.

Børnetugten var gennemgående meget streng. Det var delvis en arv fra den katolske munketugt, der af Kristian Pedersen karakteriseredes som” den ubarmhjertigste hudstrygelse og slag af ferler og store bøddelris… med hvilke skammelige og umenneskelige slag og Ufornumstige skolemestre flængte, sled og hudstrøg de fattige børn, at blodet løb dem i deres hoser ad ryggen” . Troen på straffens positive virkning var udbredt, selv i talemåder som f. eks. Peder Lolle :” Ris og ferle gør barn godt.” ”Man skal revse et barn, at det ej bliver ondt, og er det ondt at det ej bliver værre”.

Reformationstidens humanisme gav mulighed for et mildere syn på opdragelsen og Christian 2. befalede at ferlen skulle væk fra skolerne. Og både Peder Palladius og Kristiern Pedersen ønskede at undervisningen skulle gå med” leg og lys.

Men renæssancens og reformationstidens mere humane tankegang fortabte sig snart. Tiden var gennemgående rå med pinebænk og heksebål, lemlæstelse og hængning for selv mindre forbrydelser. Den militære retspleje var endnu mere barbarisk. Denne hårdhed fik indflydelse på skoletugten så den begyndende mildhed måtte vige for strengere midler og som Peder Syv siger.”Vrid vidjen mens hun er grøn” og ”Stævnede træer gror bedst”, ” jo kærere børn jo skarpere riis”. Tidens råhed fremgår også af laugsvedtægter og landsbylove, hvor der opregnes forholdsregler mod dem, der ved møderne ”drager kniv, økse, vognkæp og knippel mod gildebroder.

Den bondefødte skolemand og digter Morten Borup (ca. 1446-1526), der blev rektor for Århus Latinskole, holdt sig et bomærkeskjold med greb, ferle og ris, der blev indhugget på den nu forsvundne marmorplade, der lagdes på hans grav i Århus. Skjoldet er bevaret på denne tegning i et håndskrift fra 1666. Det siger meget op tidens pædagogiske tankegang at en ledende skolemand betragter strafferedskaberne ferle og ris som sit mest karakteristiske udstyr.
 

 våbenskjoæd

 

SAMMENFATNING

Almuen

Om almuens almindelige kundskaber mod år 1700 er det vanskeligt at danne sig et overblik. Der er mange modstridende oplysninger. I hedeegnene i Jylland var der størst tilfredshed med skole og katekismuskundskaberne hos de ansvarlige, men de fleste steder var det sløjt på landet.

Heller ikke i byerne var det godt. Biskop Pontoppidan mener, at kun 10% af bybørnene kunne læse. I borgerstanden var skrivefærdigheden nogenlunde udbredt omk. 1700.

Almendannelse var lig med kristendomsundervisning med dens ensidighed og tørhed. De pædagogiske bevægelser, der var fremme i udlandet efter reformationen: Ramus, Locke og Comenius nåede end ikke som et ekko Danmark.

Latinskolen var i enevældens første årtier i stilstand eller direkte tilbagegang. Dette skyldtes bl.a. at skolernes antal var stort – en i selv den mindste købstad, hvor skolerne på alle måder var ringe. De var bedre i de større byer, der kunne sende elever til universitetet.

Fra 1681 skriver en indberetning fra Århus stift om at der er tilbagegang i elevtallet overalt, selv i Århus by, hvor der kun er 17 elever i ældste klasse, mens der tidligere havde været 80. I alt havde skolen 95 disciple, Horsens 39, Randers 45, Mariager En fordel for latinskolerne var at løbedegnefunktionen ophævedes 1683.

I pædagogisk henseende skete der ingen fremskridt i disse år. Latinskolerne havde fået ny læseplan i 1656 og den blev ikke ændret før 1739. Undervisningen foregik mest ved simpelt terperi og prygl spillede som nævnt en stor rolle for undervisningen. Ris og ferle var hyppigt brugt. Ferlens brug blev dog indskrænket i Danske Lov 1683.

Rektorer og hørere havde deres elendige økonomiske vilkår fælles med eleverne – og bød der sig en mulighed, forlod de skolerne. Men man måtte i øvrigt affinde sig med forholdene i nøgtern erken-delse af, at de ikke kunne blive bedre.

uddy præsteg

Udby præstegård i Sydsjælland er kendt som Grundtvigs barndomshjem og rummer også digterpræstens mindestuer.
Præstegården er fra omkring1650 og restaureret flere gange. Præstegården er en klassisk østdansk firlænget bondegård. Efter reformationen skulle præsten leve som almindelig familieforsørger og lønnen blev tillagt i form af en gård, som præsten skulle dyrke – normalt ved at forpagte jorden ud. Gårdens drift indgik i det almindelige dyrkningsfællesskab i landsbyen. Præstegården var det åndelige centrum i sognet og i høj grad centraladministrationens netværk, hvorigennem den kunne holde sig underrettet om og få sine budskaber ud til alle egne af landet.
Den grundtvigske idyl passede ofte ikke. Mange præstegårde var ringe og præsternes aflønning lille, især hvis den også skulle bruges til at forsørge enken og hendes børn, der ofte fulgte med embedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                    

 

 

 

                                

 

 

 

                                         

                                        

1700  – TALLET

 

 

 

 

 KAPITEL V

 PIETISMEN

Pietisme og katekisation

Afgrænsningen af pietismen er ikke klar. Allerede fra 1699 begynder den at påvirke skoletænkningen og både fattigloven 1708, rytterskolerne og de plessenske skoler i 1720erne er udtryk for tydelig pietistisk påvirkning. Andre mener, at den først slog igennem med universitetsreformen 1732.

Konfirmationsforordningen 1736, Erik Pontoppidans nye katekismeforklaringer 1737 og 1739 reformen er klart pietistiske.

Periodens afslutning ligger omkring 1750 – 1760, hvor pietisterne taler om den nye kulde og menneskets hang til kun at tro på naturen og fornuften. Det blev oplysningens og de økonomiske tankers tid.

Emmerske Bedehus
Emmerske Bedehus ( billedet nedenfor) blev opført i 1730 som kirke og skole for Tønder Landsogn. Ved opførelsen blev der opsat en mindeplade på bygningen med inskriptionen: “Dieses Haus ist unter Gottes segen zu Erbauung und Unterweisung ind der Gottseligkeit für Alte und Junge denen Eingepfarreten zu Tondern Gewiedmet und Erbauet im Jahr Christi 1730”
Initiativet til Emmerske Bedehus kom fra den pietistiske provst i Tønder, Johann Hermann Schrader. I tiden forinden havde hans hjælpepræst Hans Adolf Brorson holdt bedetimer i Emmerske hver søndag eftermiddag og vundet mange nye tilhængere for den pietistiske sag. Amtmanden i Tønder indgik en aftale med Tønder Landsogns beboere om, at de selv skulle besørge bedehusets vedligeholdelse og skiftes til at transportere hjælpepræsten ud til Emmerske. Pengene til bedehusets vedligeholdelse blev indsamlet ved, at der blev opkrævet 2 skilling af hver altergæst. Aftalen fungerede endnu helt op i 1930erne. Der afholdes fortsat gudstjenester i Det Emmerske Bedehus.

 emmer

 

Af stor betydning for pietismen påvirkning af samfundet var, at den religiøse inderlighed blev koblet sammen med et aktivt fromhedsliv. Den religiøse omvendelse skulle omsættes i sociale aktiviteter. Fromhed uden social handling i forhold til dem i samfundet, der havde brug for det, var meningsløs i pietistisk sammenhæng. Ligeledes mente Spener, at også staten havde et ansvar for at søge at afhjælpe social nød – ikke kun kirken.

Men den ortodokse kritik af pietismen var hård og pietisterne måtte søge støtte hos kongen. Af den grund måtte pietisterne anerkende statens magtstilling over kirke og borger. Ud fra en pietistisk vurdering var staten ( kongen) en bedre beskytter af religionen end kirken.

De mest betydningsfulde påvirkninger for folkeundervisningen kom i århundredets begyndelse fra pietisterne Francke og Spener. Når pietisterne i deres iver for praktisk kristendom ville tage sig af det enkelte menneske, traf de så stor uvidenhed, at de måtte erkende, at de gamle undervisningsformer var utilstrækkelige og de måtte tænke nyt. Her lå det nært at ønske et ordnet skolevæsen for hele folket. Pietismen fremkaldte derfor ikke blot nye pædagogiske tanker, idet skolens opgave ikke blev set som meddelelse af visse kundskaber, men i en kristen opdragelse som grundlag for al anden dannelse. Dertil kom nye skoleformer: vajsenhuse, seminarier og realskoler, og en mere eller mindre gennemført organisering af folkeskolen.

Pietismens arbejdsetik var grundlæggende påbuddet om at arbejde og udnytte sine evner, at ethvert arbejde var vigtigt, men der var ikke noget socialt oprør. Der lå i pietismen ikke en trussel om revolution, hverken socialt eller politisk.

 

Den kirkelige trestandslære: Regent. gejstlighed og husbond

Det blev naturligt de pietistisk påvirkede tyske skoleordninger, der dannede udgangspunkt. f. eks. den Sachsen – Eisenachske skoleindretning fra 1705.

Mange præster udenfor den pietistiske kreds var også interesseret i en bedre skole og ligeledes en del adelige og godsejere. Frederik 4 ( 1699 – 1730) følte sig også tiltrukket af pietismens virkelyst. Ved overgangen til 1700 tallet var der eksempler på en fornyet interesse for folkeoplysning.

En genoplivelse af den kirkelige katekisation var første skridt i den religiøse oplysningsvirksomhed, der skulle føje det opbyggelige til det belærende, og da religions- undervisningen var den eneste undervisning for børn, blev katekisationen opfattet som en del af børneundervisningen. Ønsket om konfirmation var også Speners ide.

På bispernes stiftsmøder og visitatser blev det understreget overfor præster og provster, hvor vigtigt det var med katekisationen. Karakteristisk for hele denne udgående bevægelse er det, at den ikke nøjes med de gamle og lidet virksomme påbud om skrapt tilsyn , men at det forudsættes, at børnene kan læse, og at der opmuntres til ordentligt skolehold.

Også regeringen viste gennem lovgivning og administration sin interesse for katekisationen.

 

Katekese er indføring i den kristne tros hovedpunkter ved en dertil autoriseret lærer. Ordet stammer fra oldkirken, hvor det var et teknisk udtryk for et omfattende undervisningsprogram. Ordet forbindes med katekisation.

Katekisation er en undervisningsmetode, der hyppigt blev anvendt i 1500-1800-tallet. Ved brug af katekisation vejleder læreren gennem systematiske spørgsmål og svar eleven til en rigtigere og dybere forståelse af en given sammenhæng, idet lærerens spørgsmål skal føre elevens erkendelse videre. Augustin skrev en latinsk model for begynderundervisningen og en række prædikener. I middelalderen blev katekesen genstand for lovgivning af såvel verdslig som gejstlig art. Karl den Store forordnede i 789 et minimumspensum for sine undersåtter bestående af trosbekendelsen, fadervor og en række moralkrav. Katekesen fik til formål, at eleverne skulle lære disse udenad, og den fandt sted i forbindelse med fadderskaber og skoleundervisning; i begyndelsen af 1200 tallet føjedes Ave Maria til. Frem til reformationen voksede kravet om lægkatekese, dvs. kristen folkeoplysning.

Metoden, der fra oldtiden anvendtes i den kirkelige dåbsoplæring , blev således i skolerne nært knyttet til undervisning i religion og moral.

Som hjælpemiddel for husfædre, der skulle oplære børn og tyende i den kristne børnelærdom, udgav Martin Luther i 1529 sin Lille Katekismus; den var tænkt til katekisation, men blev ofte anvendt til udenadslære. I senere udvidede danske katekisme-forklaringer bevaredes den dialektiske form, jf. Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed (1737), mens N.E. Balle i Lærebog i den evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler (1791) og C.F. Balslev i Luthers Catechismus med en kort Forklaring (1849) overlod det til læreren selv at katekisere de “christelige Hovedlærdomme”.

I 1700-tallet stilledes krav om øget katekisation, og der oprettedes lærestole i faget kateketik. Her uddannedes kateketer, der skulle bistå præsterne med kristendomsundervisningen. I hedninge-missionen anvendte navnlig herrnhuterne indfødte kateketer.

Efter afskaffelsen af det kirkelige tilsyn med skolernes kristendomsundervisning i 1933 er katekesen i Danmark i særlig grad knyttet til konfirmationsforberedelsen.

 

Den lutherske og protestantiske trestandslære blev et kardinalpunkt for katekisationens samfundsopdragende virkning. De tre stænder er: Regeringsstanden, lærerstanden og husstanden. I Erik Pontoppidans katekismusforklaring fra 1738 står der:

  1. Regeringsstanden, I hvilken Konger, Fyrster og andre Øvrighedspersoner ere forældre, men Undersåtterne deres Børn.
  2. Lærerstanden, I hvilken Præster og Skolemestree ere Forældre, men deres Disciple og Tilhørere Børn
  3. Huusstanden, I hvilken Fader og Moder, Huusbonder, Hustruer, Formyndere, Velædere og ærlige gamle Folk bør agtes som Forældre af Børn, Børnebørn, Stifbørn, Tienestefolk, Myndlinge og andre Unge.

Når de tre stænder nævnes sammen er alle kristenlivets handlingsrelationer omfattet. De unge mennesker, der skulle lære disse forklaringer, behøvede ikke at vide mere. Stænderne er Guds gode gerninger, skabt for at de syndige mennesker kan bistå Gud I bekæmpelsen af djævelen og al ondskab på trods af sin synd. Det er karakteristisk, at der alle steder er overordnede og underordnede. Det gælder om du i din stand er kaldet til at lyde eller byde. Kun ved at finde sin plads i sin stand tjener man Gud. Den, der byder, har ingen ret til at misbruge sin magt. Det er en synd mod Guds orden. I den danske lutherske katekismustradition er der kun pligter. I den lutherske kaldstradition er der ingen rettigheder.

Erik Pontoppidans katekismusforklaringer hed ”Sandhed til Gudfrygtighed”. Titlen er hentet fra Bibelen (Pauluś brev til Titus kapitel 1 vers 1). Bogen er bygget op med en lang række nummererede spørgsmål med efterfølgende svar. Indholdsmæssigt er det nærmest en direkte bearbejdelse af pietisten Speners katekismus, dog med en anden prioritering end hos Spener. Pontoppidan fandt nemlig større sympati for den såkaldte Halle-pietisme, der også var den, der var statskirkens mest tro. Hvor Spener var mere interesseret i at beskrive livet efter omvendelsen, så er Pontoppidan interesseret i processen op til den. Dette gav sig blandt andet udtryk i, at man i bogen ser en understregning af angerens nødvendighed, omvendelsen og advarsler mod at fanges af syndens lyst. Omvendelsen skal være en kulmination på en lang og smertefuld bodskamp. De radikale tendenser i pietismen i retningen af afstandtagen til kirken blev modvirket ved betoningen af lydighedspligten mod al øvrighed, ikke mindst præsterne. Bogen var obligatorisk i undervisningen i de næste mange år.

Pietistismen i praksis: lovgivning og skolebyggeri

I det følgende behandles en række vigtige forsøg fra kongemagtens, kirkens og privates side på at fremme et kristent liv til glæde for Gud, nytte for staten og frelse for den enkelte. Det drejer sig om pietistisk influerede tiltag. Sammenkædningen mellem tro og undervisning er tydelig.

Forordningen om landmilitsen 1701

Fordningen er fra 27.12.1701 gør det til en pligt for det indskrevne mandskab at gå i kirke og søge degnen i deres saligheds lærdom. Derfor var der først eksersits efter gudstjenesten og soldaterne skal indfinde sig de dage, provst/bispen visiterede. Forsømmelser kunne straffes med træhest og bøder.Der kom hyppige klager over manglende fremmøde og straffene anvendtes. Da således de fleste af de til landmilitsen indskrevne bønder udeblev fra bispevisitatsen i Hvidbjerg kirke den 21.06. 1703 klagede biskop Bircherod til kaptajnen og på næste mønstringsdag måtte karlene ride træhesten. Det gav næppe større lyst til kirkens budskab.

Fattigforordningen af 24. 09. 1708 .

Forordningen påbød børnene i hele landet og i byerne at møde til katekisation efter søndagsgudstjenesten og når skoleholderen ellers ønskede det på søgnedage. Udeblivelse straffedes med bøde til fattigkassen, hvis det var forældres skyld, med ris, hvis det var børnenes skyld. Det kan ikke undre, at der ikke var spontan tilslutning til katekisationen under de former, og med de straffe, der foresloges og praktiseredes.

Fattigforordningen 1708 påbyder oprettelse af skoler på landet i erkendelse af, at der var for få af dem. Det er det første almindelige lovbud om oprettelse af folkeskoler, og det er værd at bemærke, at det findes i en fattiglov. Man så altså i gennemførelsen af skolen et middel til at bekæmpe fattigdom. Fattigforordningen gjaldt også for købstædernes børn og den var den eneste fælles lovgivning for undervisning frem til 1814.

I almindelighed fik 1708 forordningen ikke stor betydning for skolevæsnet, da den ikke anviste pengemidler til skolehuse og lærerløn og de følgende krigsår lagde beslag på pengene, men den fremkaldte dog både i købstæderne og på landet oprettelse af skoler og udkast til skoleordninger. Der var også tale om oprettelse af enkelte landsbyskoler finansieret ved godsejeres tilskud under forskellige former, men hvor driften og lærerlønnen også afhang af bøndernes offervilje.

Fra 1702 til 1717 oprettedes københavnske kirkeskoler for private midler, men med offentligt tilsyn og efter fælles mønster både pædagogisk og praksis, dvs. nye tanker om at behandle børnene med mildhed og at bringe lærdommen til hjertet. Det samme gjorde sig gældende i provinsens byer f. eks. Ålborg, Viborg og Helsingør, samt i en lang række købstæder landet over. Mulernes skole i Odense er et særtilfælde, både i donationernes omfang og kravene til lærerne, men ligger i tråd med tidens tanker.

Men med de små kår i de fleste købstæder var der uvilje mod skolen. Selv i Århus, kongerigets næststørste by, var der ikke orden på skoleforholdene.

 

Prins Carls, prinsesse Sophie Hedvigs og von Plessens skoler

Det var Frederik 4 s nærmeste slægtninge og Carl Adolph von Plessen, der på deres godser gjorde begyndelsen til et ordnet landsbyskolevæsen. Pietismens reformer begynder, ligesom rationalismens – hos godsejerne. Allerede dronning Charlotte Amalie havde oprettet en skole på godset Dronninglund og dronning Louise oprettede en skole på Hørsholm gods 1716.

Det blev dog kongens søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedvig, der tog sagen anderledes omfattende op sammen med deres nære bekendte grev Carl Adolph von Plessen. Deres religiøse interesse som begrundelse er tydeliggjort i skolernes fundatser og oprettelsen af Vemmetofte kloster er ud fra samme holdning. Prins Carl ejede Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris godser og Sofie Hedvig ejede Børglum kloster, Dronninglund og Hals Ladegård samt Dronninggård og Frederiksdal.

Det er det første egentlige skolebyggeri på landet med en klar forståelse for funktion og indretning. Skolen er fem fag lang, stråtækt, bindingsværk med mursten, udvendig eg, indvendig fyr, til venstre skoleholderes bolig, der indeholder ovn af sten, sengested, et bord to bænke, tre træstole, og to hylder under loftet. Skolestuen var udstyret med en ovn af jern, et bord med tre bænke og 5 små bænke, skab til skolebøger og hylder på væggene. Omkrig huset plantedes piletræer eller ask og der blev tillagt en lille gårdhave. Samme model fulgte prinsessen, dog var skolestuen 3 eller fire fag.

I alt oprettede de to kongelige søskende 23 skoler.

Nedenfor ses billede og grundplan for Prins Carls skole på Stevns. Spk. betyder spisekammer. Hele skolebygningens samlede areal varSkolen var længe betragtet som landets ældste almueskole, men Rasmus Svendsens skole i Fakse er ældre.
Skolen var i brug til 1910, både som lærerbolig og skole.

 

prins carls skole

 

plessens skole grundplan

 

 

 

 

 

Dertil kom Carl von Plessens 16 skoler, der blev oprettet på hans godser i Sydsjælland : i 1724 Hyllinge, Vallensved, Fodby, Førslev og Fuglebjerg, i 1726 Karrebæk, Holløse, Skelby og Regnstrup, 1729 Saltøby og Menstrup, i 1730 i Arløse og i 1731 Bistrup og Karrebækstorp. Disse skoler var på 7 fag, stråtag og bindingsværk, men i øvrigt meget lig med prinsens og prinsessens hvad fundats og praksis angik.

Fotografiet nedenfor er taget fra landevejen Næstved – Slagelse i Vallensved og viser grev von Plessens skole i Vallensved fra 1726. Skolen er opført med bindingsværk, der oprindeligt var hvidkalket som væggene og med stråtag. Huset er i dag et lille skolemuseum.

 

vallensved skole

 

 

Undervisningen foregik både sommer og vinter og der skulle føres register over børnenes skolegang og standpunkter.

Det centrale var at gøre børnene til gode og oprigtige kristne og gennem læsningen og katekismusundervisning at lære dem at læse og regne. Skolebøgerne var derfor foruden ABCen kun religionsbøger.

Opdragelsen skulle foregå med lempe, fornuft og kærlighed. De skal undervises” med al sagtmodighed og ikke med hug eller umådelig overskændelse”, og er der nogle rebeller, så angives det for forvalteren eller præsten, som skal irettesætte dem.

Skolegangen startede i 6 års alderen for de nærmest boende, 7 -8 år for børn udensogns og fortsatte til konfirmationen, dog med fornøden hensyn til deres individuelle evner.

Lærerlønnen var stort set ens ved disse skoler: 30 RDL. Her de 20 i rede penge +4 tønder rug + 4 tønder byg +fri bolig og fri brænde og tørv. Skovning, tørvegravning og kørsel skulle bønderne besørge. Den ringe løn gjorde det vanskeligt at finde duelige lærere.

 

 

KAPITEL VI

RYTTERSKOLERNE

Etableringen af de 241 rytterskoler i 1720erne er det største samlede initiativ til en almindelig skolegang for almuen på landet før 1814 reformen. Rytterskolerne blev samtidig i kraft af deres ensartethed og – set med datidens målestok – solide byggeri ideal for fremtidige skoler. Fremskaffelsen af driftsmidler var imidlertid et problem, der aldrig blev løst tilfredsstillende.

De nationale rytteri
Efter krigen 1660 havde Danmark en hvervet hær på 11-12000 mand, men det havde landet ganske enkelt ikke råd til, og da man kunne ikke undvære soldater, oprettedes i stedet et ´krigskollegium´, der skulle finde en løsning på problemet. Resultatet blev, at man i 1661 inddelte landet i ´lægd´ efter bøndergods. Sammen med den nye hartkornsmatrikulering ansattes et lægd til 60 tdr. hartkorn bøndergods, som skulle stille en såkaldt ´fodsoldat´. På den måde udskrev man ca. 5000 mand inddelt i 4 regimenter. I fredstid skulle soldaten tjene i lægdet.
Da Christian V blev konge i 1670 var de hvervede tropper dog stadig en stor økonomisk belastning for landet og i 1670 blev lægderne omordnet, så de blev på 70 tdr. hartkorn, og man besluttede samtidig at oprette et nationalt rytteri. Store dele af krongodset blev derfor udlagt til ryttergods, som skulle stille 1 rytter pr. 8 tønder hartkorn mod at blive fritaget for landgilde, matrikelskat og lignende afgifter. Bønderne på ryttergodset skulle enten selv ride for deres gårde eller eller de måtte stille en lejet mand med “hest, gevær og klæder”.

I 1680 blev reglerne ændret, så der blev bygget rytterhuse til soldaterne og deres familie, men under Den store nordiske krig (1700-1720) mente kongen, Frederik IV, at rytterhæren måtte gøres mere effektiv, så i årene 1715-1718 samlede han derfor ryttersoldaterne i 12 rytterdistrikter, som blev fordelt strategisk over hele landet: København, Frederiksborg, Kronborg, Antvorskov, Tryggevælde, Vordingborg, Kolding, Dronningborg, Skanderborg, Falster, Lolland og Fyn. I alle områderne bestræbte man sig på, at kronen kom til at eje den nødvendige jord, så en større jordombytning med godsejere blev indledt for at få sammenlagt land til ryttergodserne. Jordegodset i rytterdistriktet bestod derfor overvejende af krongods, hvoraf de kongelige indtægter så blev anvendt til finansiering af et rytterregiment. Ryttergårdene blev så afkrævet penge og foder til at underholde en soldat med. I Tryggevælde distrikt på Stevns har der været ca. 400 sådanne ryttersoldater. Rytterdistrikterne fungerede indtil sidst i 1700-tallet, hvor de blev ophævet og jorden solgt.

 

 

 

Forberedelse

Rytterskolerne fik stor betydning som mønster for landsbyskolerne, men deres indretning var ikke fuldt færdig fra begyndelsen og havde ingen forudfattet plan.

Frederik 4 oprettede skolerne på de 67200 td.. hartkorn krongods, der var inddelt i 12 distrikter, et for hver 700 ryttere. Frederik 4 omordnede i 1717 de af hans fader ( Chr.5) oprettede rytterdistrikter og fra de kommissioner, der i den sammenhæng var nedsat, kom de første forslag om rytterskoler.

Det var sognepræsten Hersleb i Hillerød, der i 1719 foreslog kongen at oprette en skole i annekssognet Herløv. Planen vandt kongens bifald og han ønskede dens videre udbredelse.

De første skridt herefter er indstillingen fra de to kommissioner for affattelsen af krigsjordebøgerne for Sjælland. Den ene foreslog at oprette nogle skoler i distrikterne, hvilket let kunne gennemføres, da kongen ejede næsten al jordegodset. Man kunne tage gadehuse til skolebygning og lønne hver lærer 20 sletdaler af regimentskassen foruden tillæg af beboerne efter fattigforordningen af 1708. Hele årsudgiften ansloges til 1000 Rd. Forslaget approberedes 12. aug. samme år (1720) og de kommitterede skulle forhandle med biskop Worm om, hvorledes skolevæsnet kunne indrettes, hvorledes skolehuse kunne skaffes og hvor de skulle ligge.

Ugen efter kom indstillingen fra kommissionen fra Sydsjælland. Den foreslog at oprette en skole for hvert sogn, for så vidt sognet kun bestod af kongens gods. I modsat fald en skole for to sogne. Antallet beregnedes 54 skoler og det udpegedes, hvor de skulle ligge.

Udgiften skulle udredes af kirketiende og beregnes således: 876 Rd. årligt, nemlig 20 sletdaler per lærer og 4 rigsdaler per hus til de 39 skoler. De sidste 15 var ledige rytterhuse. Kongen approberede forslaget 30. august og de skulle forhandle videre med biskop Worm.

 

Lønnen til skoleholderen blev i princippet 24 rigsdaler årligt af kirketiende, fri bolig og 3 læs brænde af kongens skove, 1 lispund hø og halm af hvert td. hartk., samt græsning til 2 køer og 6 får. Det, kirken ikke kunne betale, skulle regimentskassen udrede. Skoleholderen var endvidere fri for alle skatter.

Fordelingen af skolerne blev efter lange forhandlinger: Københavns Amt distrikt 19, Frederiksborg Amt 19, Kronborg 19, Tryggevælde 18, Vordingborg 19, Antvorskov 20, Lolland 11, Falster 27, Fyn 20, Dronningborg 10, Skanderborg 24, Kolding 25 og Møn 10 skoler.

Skolehusene blev efter overvejelser nybyggede, alle i grundmur. 21 alen lange, 12 alen brede og 4,5 alen til loftsbjælkerne ( til sammenligning var prins Carls skole på Stevns 9,85 alen lang og 6,5 alen bred). Opførelsen sluttede først 1727 og prisen 550 – 600 Rigsdaler for hver skole. Det ensartede præg skyldtes at kongen nedsatte en kommission, som udarbejdede en fælles forordning for de 240 skoler. I denne Instruktion står bl.a. at læse:

Skolernes Ydermurer, saavel som Skorsten og Bageovn af Flensborgmursten, Skillerummene af tørrede Mursten og alle Gulve af brændte Mursten. I Forstuen gulv af Kampesten. Murene skal udvendig have rene Fuger, Fod og Gesims; indvendig var alle Stuerne hvidtede. Taget af  røde Flensborgsten. Uden om hele Huset Brolægning, ligesaa i Stalden. Tagværket, Loftet og de indvendige Dørkarme af Norsk Tømmer, men karmene til Yderdørene og til Vinduerne ligesom Rammer og Poster i disse af Eg. Der er 3 Yder- og 5 Inderdøre, nogle med Laas, andre med Krog og Krampe. der er 17 Vinduer, hvert med 24 blyindfattede Ruder. Indvendig er Vinduerne malede røde, udvendig perlegraa ligesom de Lemme, der lukkede for dem om natten

 rytterskolemodel

 

 

rytterskl plan

 

De to billeder viser rytterskolens ydre og en plantegning. Bemærk at der også er stald. Længden på 21 alen og bredden på 12 alen svarer til 13 m og 7,5 meter ( 1 alen = 0,6277 m)

.http://www.thorshoj.dk/rytterskolerne.htm er en site om rytterskolerne med illustration af bygningen og grundplan.

storeheddinge

 

 

 

Som de fleste andre rytterskoler er også rytterskolen i Lille Heddinge i  Tryggevælde rytterdistrikt placeret   i umiddelbar nærhed af kirken, som det klart fremgår af det gamle billede af skolen. Til venstre på billedet ses bystævnet, og til højre herfor ligger gadekæret, som var vandingssted for landsbyens kreaturer. Et moderne fotografi vil afsløre, at skolenbygningens gavl vender direkte mod kirken.

 

Rytterskoletavlerne
Et særtræk ved rytterskolerne var de mange vers, som var skrevet over alle dørene. Over hoveddøren på hver skole var desuden indmuret en stor sandstenstavle, som var hugget hos ´Bilthucker i Steen´ Iohan Christopher Heinbrodt i København. Stenene var udført med Frederik IV´s spejlmonogram og en latinsk tekst, som i oversættelse lyder:

Denne skole tillige med 240 lignende har VI FREDERIK DEN FJERDE…. i året 1721 opført i de distrikter, som af mig er oprettet til altid at underholde 12 ryttereskadroner.

 

rytterskindskrift

Under den latinske tekst står så dette vers på dansk:

Halvtredsindstyve Aar, GUD har DU mig opholdet.
At Sygdom, Kriig og Pest mig intet ondt har voldet
Thi yder ieg min Tack, og breeder ud dit Navn,
Og bygger skoler op, De Fattige til Gavn.
GUD lad i dette Værck Din Naades Fylde kiende;
Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende:
Lad altid paa min Stool een findes af min Ætt
Som meener DIG MIN GUD, og DISSE SKOLER Rætt.

 

Over døren til skolestuen kunne følgende vers læses:

 

Forsøm ey Skolegang i dine Ungdoms Dage,
Tænk paa dend leve-tiid, du har endnu tilbage.
Hav ingen ting saa kær, som Herrens sande frygt,
Tak dend Konge, som har disse skoler bygt. 

Over spisekammerdøren stod dette vers:

Lyster du Postey og Tærter,
Udaf sligt vi intet har;
Landsby-Rætter, Kaal og Ærter
Staa udi hvert andet Kar.

 

Undervisningen og skolegang
Undervisningens indhold og krav blev i høj grad udformet af biskop Christen Worm, biskop over Sjælland stift 1711 – 1737)

28.marts 1721 vedtoges forordningen, der bestemte skolepligt for alle børn fra fem år og derover. Skoletiden klokken 7 – 11 og 2 – 6 om sommeren og klokken 8 – 12 og 2 – 4 om vinteren.

Der var undervisningspligt for børn over 5 år og indtil konfirmationen. Undervisningen i læsning var gratis. Skrivning og regning var kun for de elever, hvis forældre betalte 8 skilling om måneden for skrivematerialer
Det var læsning, som var det helt centrale, og det vigtigste mål for undervisningen var ´at Oplyse i den saliggørende Guds Kundskab
Undervisningen skulle begynde og slutte med skoleandagt (salmesang, bøn og læsning af et kapitel i bibelen). Under bønnen skulle børnene knæle, og på helligdagene skulle de følges med skolemesteren i kirke.
Desuden skulle børnene lære det, ´hvormed de i sin Tid kunne tjene deres Konge og Fædreland.´
Hvad opdragelsen angik, skulle skolemesteren ´lade Drenge og Piger sidde hver for sig, og give Agt paa at de ikke bande, bruge Skældsord, utugtig Snak eller støje, kives og slaas, og hvis nogle forsaa sig herimod, straffe dem med ord. Overhovedet skulde han rette deres Fejl med Lempe og ingenlunde med Hug og Slag ilde medhandle Børnene. Vil Formaninger og Eftersidden ikke hjælpe, melder han det til Forældrene, af hvilket Barnet da straffes med Ris eller af Skolemesteren i Forældrenes Nærværelse.´

 

At piger på landet nu også skulle have undervisning er meget bemærkelsesværdigt. I byernes latinskoler var undervisningen stadig kun forbeholdt drenge. Det pietistiske menneskesyn præger også instruksens bestemmelser om undervisningen af eleverne fra de fattigste kår:

´Skulle der findes nogle Fattige forladte Fader og Moderløse Børn, som ingen Tilhold have, men lever af Almisse, bør hand og antage sig dennem, og ikke mindre besørge deres end andres Undervisning.´

´Hand haver med lige Fliid og Omhue at antage sig alle Børnene, saavel den allerfattigste Inderstes som den Boemands, der kan have noget til Beste, thi hand bør ikke reflectere paa Forældrenes Tilstand og Formue, men hans eeneste Øjemærke skal være, at faa de hannem anbetroede Børn, den ene saavelsom den anden, forsvarligen undervise.´

 

 

 

Pædagogik.

 Tidens syn på pædagogik og børneopdragelse taget i betragtning var holdningen både i forordningerne for Frederik IV´s rytterskoler og i prinse – prinsesse og greveskolerne forbavsende rimelige og fornuftige. På baggrund af den tids normale opfattelse af børn som en slags ´udisciplinerede små voksne´, der med en håndfast opdragelse hurtigst muligt måtte afrettes efter samfundets normer og krav, er den pædagogiske forståelse for børnenes forskellighed ny. Der må tages individuelle hensyn , og forståelsen for at børnene ikke alle kan lære lige godt og hurtigt, et udmærket eksempel på, hvor fremsynet og forbavsende moderne kravene i instruksen er til den ønskede pædagogik i de nye skoler.

Læreren skulle med samme omhu tage sig af alle børn fra de velhavende til de fattigste, lade drenge og piger sidde hver for sig og give agt på ”at de ikke bande, bruge skældsord, utugtig snak eller støje, kives og slås”. Hvis nogen forbrød sig derimod skulle de straffes med ord. Uflittige børn skulle sidde efter. Overhovedet skulle man rette deres fejl med ” lempe og ingenlunde med slag og hug ilde medhandle børnene”. Vil formaninger og eftersidninger ikke hjælpe, skulle læreren melde til forældrene, der så kunne straffe barnet med ris, eller læreren straffede i forældrenes nærværelse.

Tilsyn var der planlagt meget af: Præsten en gang ugentligt, provst og amtmand hver to gange årligt og biskoppen hvert 3. år.

Inventaret udgjordes normalt af 2 borde og 5 – 7 korte bænke. Dertil 100 ABC bøger og 100 katekismer til hver skole.

Vurdering

 Det hele tog sig godt ud på papiret, og det blev også vejledende for mange private skoler og for affattelsen af 1739 forordningen, men den blev ikke gennemført i overensstemmelse med tankegangen ”Frugten har ikke svaret til kongens gudelige intention”.

De alt for lave lønninger gjorde det gennemgående umuligt at få dygtige lærere. Undtagelsesvis var det degne, men ellers mislykkede studenter, underofficerer, klokkere etc. De kunne ikke læse og regne ordentligt, nogle gik fra pladsen. Tilsynet var reelt mangelfuldt. Når læreren ikke ligefrem førte et forargeligt liv, fik han lov til at sidde i embedet. Lønnen blev endda sat ned, når der til et skoledistrikt var mindre hartkorn end forudsat.

Den lange skolevej var en anden ulempe, idet der ved inddelingen af skoledistrikterne toges hensyn til at få 280 td. hartkorn per skoledistrikt. Nogle steder var der 1,5 mil ( ca. 10 km.)til skole og følgelig kom eleverne ikke.

Det virker som om regeringen fuldstændigt har savnet blik for manglerne ved ordningen, og de velunderbyggede forslag til forbedringer blev afvist og den manglende fremgang tillagt de ansvarlige ude i skoledistrikterne.

Yderligere byggerier fandt sted i perioden, f. eks. oprettede dronning Anne Sofie i Herfølge et hospital for 20 lemmer og 10 forældreløse børn, et lille vajsenhus og lod opføre en skolestue for børnene.(1729) alt sammen helt i pietismens ånd. Dronning Sofie Magdalene byggede i 1731 en skole i Valløby og Chr. 6 byggede en snes skoler i Odsherred på kronens godser og Sorø Skoles gods.

På Frederik IV´s sarkofag i Roskilde Domkirke ses flittige elever foran en af “De kongelige Skoler”. Bondebørnenes daglige skoletøj har næppe været helt så elegant i virkeligheden.

sakrofag

 

 

Øvrige landsbyskoler 1720 – 1740

 Frederik  4 og hans søskendes skoler blev eksempler for mange, så at den oprettelse af landsbyskoler af private, der var i gang ved begyndelsen af århundredet, nu forstærkedes og vedblev ind i 1730erne. Der vågnede en følelse af, at her var en samfundspligt at leve op til. At dømme efter stiftsøvrighedens indberetninger blev der oprettet mindst et par hundrede nye skoler. Der var dog stadig enkelte herreder uden skoler.

Det var for det meste adelige initiativtagere, men også flere borgerlige jordejere og præster end før var aktive. Disse skoler var enten kopier af rytterskolerne eller havde en sogneordning. Dog var i de fleste tilfælde bygningerne ringere end rytterskolerne og lønnen heller ikke bedre, så der var ideligt problemer med fremmøde og besættelse af lærerstillinger. Undervisningen kom ikke mange steder ud over læsning og religion. Regning og skrivning nævnes sjældnere end i århundredet forud!

KAPITEL VII

NYE INITIATIVER UNDER CHRISTIAN 6

Christian 6 (1730 – 1746) og hans dronning Sophie Magdalene fra Brandenburg Kulmbach ønskede ikke blot at fortsætte Frederik 4`s foranstaltninger til fremme af den kristelige oplysning, men også udvide dem til at omfatte hele befolkningen. Først søgte man at nå dette ved gennemførelsen af en katekisation, men dennes mangler førte til en tvungen konfirmation med tilhørende forberedelse for derved at skaffe alle nogen religionskundskab og færdighed i læsning. Af hensyn til den korte forberedelsestid måtte en ordnet skoleundervisning gå forud, altså et almindeligt folkeskolevæsen skabes. At de sociale forhold endnu ikke lod dette forsøg lykkes, forringer ikke Chr. 6 og hans rådgiveres fortjeneste af at være de første , der tilstræbte en organiseret folke- undervisning for hele landet. I hovedtrækkene er det pietismens skoletanker, som oplysningstiden senere gennemfører.

 

Helligdagsforordningen 1735

Med helligdagsforordningen i 1735 om sabbatens helligholdelse understregedes katekisationens nødvendighed og præsternes pligt til at gennemføre den i forbindelse med kirkegangen. Forordningens ekstreme regulering af kristenlivet og livets mere verdslige sider med straf for ikke at gå i kirke ramte alle. For de indrullerede i landmilitsen skulle de, der ikke ville bruge tiden søndag efter kirkegangen på katekisation straffes med et par dage i fangehullet på vand og brød og hjalp det ikke, skulle de sendes til de vestindiske øer. Heller ikke Holmens matroser eller fangerne på Bremerholm skulle gå fri.

Naturligvis ønskede kongen at få at vide, hvilke resultater de mange forordninger havde. Efter bispernes udtalelser var resultaterne ikke gunstige. I 1740 skrev biskop Hersleb med vanlig frimodighed:”at de fleste præster besvære sig over, at ungdommen ikke er flittig til at møde til katekisation, at de, som intet ved i deres kristendom…bliver mest borte og sjælden eller aldrig møde, at de gamle løber bort fra kirken, når katekisationen begynder, at til månedsbededage komme få eller ingen, og til degnenes læsning i býerne møde få eller ingen. Disse klagemål høres allevegne”. Tjenestefolk og tyende, der jo ikke gik i skole, udeblev fra kirken, når der var tilsluttet katekisation til gudstjenesten og det var jo ikke meningen.

 

Man skulle herefter tro, at kirkeinspektionskollegiet kunne indse, at det ikke nyttede at gå videre den vej. Men ingenlunde. Man gennemførte i rescriptet af 2. dec. 1740 at det blev en tvungen sag at blive i kirken til katekisationens afslutning, hvorved præsterne måtte begrænse deres prædiken for at menigheden ikke skulle opholdes for længe. For at holde på folk blev dørene låst af degnen, men det var naturligvis umuligt med disse tvangsmidler at skabe nogen interesse.

Erik Pontoppidan skrev på opfordring fra regeringen sin berømte katekismus, der vidtløftigt og på 216 sider forklarede alt, hvad børnene skulle lære af kristendom ( rescript fra 1738) og den får megen ros med på vejen. Intet barn kunne dog lære den. Endvidere udelukker den bibelhistorien fra børneundervisningen, hvad der kan undre i en pietistisk tid.

 

Konfirmationen indføres 1736

I forordningen af 13 januar 1736 står” Ingen børn skal til konfirmation blive antagen, hvilken ej tilforn er bleven holdne til skole og undervisning i de nødvendige kristendomsstykker, eller, hvor der endnu ikke er offentlige skoler indrettede, der af degnen eller et andet bekvemt menneske vare anførte til at kende Gud, førend de til sidst af præsten bliver katekiserede, eksaminerede og konfirmerede”.

Ingen kunne blive soldat, fæste gård eller blive gift uden at være konfirmeret. Det var derfor et vigtigt element i sammenkædningen af kravet om skolegang som en del af konfirmations-forberedelsen og derfor naturligt, at forordningen af 1739 om skoler på landet fulgte efter konfirmationskravet.

Da kravet om konfirmation fik civilretlig betydning, blev det gennemført med større interesse også fra bøndernes side, men det gjaldt om at slippe igennem så let som muligt. Til gengæld var der ingen interesse for skrivning og regning, da dette ikke var af betydning for konfirmationen. Tilsynet med præsternes gennemførelse af konfirmationsforberedelsen var ret grundig.

Ved forordninger 1759 blev det fyldte 14. og 15 år fastsat som konfirmationsalder, men mange blev først konfirmeret senere

 

Skoleforordningen 1739

Kongen og statens interesse for oprettelsen af skoler havde en klar pietistisk forankring. Den drivende kraft var biskop Christian Worm og hofpræst J. B . Blume. Den nedsatte skole- kommission havde tre medlemmer, der ikke havde erfaring med skolevæsen indenfor kongeriget, men fra hertugdømmerne, hvor der var en fast tradition for skolevæsen: Schrøder fra Holsten og Hojer og Bluhme fra Slesvig. Hojer var uddannet ved det pietistiske universitet i Halle.

Forordningen blev forberedt og de forskellige indberetninger og overvejelser giver et udmærket indblik i skolevæsnet og de forestillinger, myndighederne gjorde sig.

Oversigt over eksisterende skoler plus rytterskolerne og behovet for nye skoler

 

 

stift Eksisterende Nyt behov
Sjælland 73 162
Fyn 70 51 + 74 halve
Lolland – Falster 45 37 + 25 på Lolland
Århus stift 83 126
Ålborg stift( ingen rytterskoler) 60 degneundervisning
Viborg stift (ingen rytterskoler) 23 34
Ribe stift 23 134
377 eksisterende 544 + 99 halve
rytterskoler 241 der foregik undervisning hos degne og i private hjem ved siden af skolerne. Flere stifter vil hellere have bedre forhold for degneundervisningen
I alt 618 544 + 99 halve

 

Det var et erkendt problem at få børnene til at komme i skole. ”Den post at formå bønderne til flittigen at holde deres børn til skole synes at være den besværligste, såsom det efter præsternes almindelige klage befindes, at der fattes mere børn til skolerne end skoler til børnene, og mangler ofte mere på villighed til at lade sig undervise end på lejlighed til at kunne blive undervist.”

Ofte brugte bønderne hoveriet som undskyldning for ikke at sende deres børn i skole. Det betød, at præsterne eller andre tilsynsførende skulle irettesætte godsejerne. Det havde de færreste lyst til.

Det helt store problem var dog den kroniske pengemangel. Forslag til finansiering af skolerne, både byggeriet og driften, afslører, at godsernes hovedgårdsjord ikke skal bidrage, og at bønderne enten ikke har råd eller er uvillige af andre grunde.

Sammenhængende hermed er der problemer med lærerne. Hvem kan undervise? Hvis lønnen bliver lav vil ingen kvalificerede tage stillingerne og op til den endelige udformning af en skoleordning blev der stadig overvejet antallet og størrelsen af skolerne og lærerens løn, samt hvem der skulle kunne blive lærere.

 

 Christian 6.s forordning om skolegangen i almueskolen fra 1739 stillede som den førstedanske skolelov krav om obligatorisk skolegang for alle børn over 6 år – rig som fattig og drenge og piger. Forordningens formål vægtede først og fremmest, at børnene skulle undervises i og ud fra den kristne lære, herunder Martin Luthers Lille Katekismus. I anden række blev tilegnelsen af regne-, læse og skrivefærdigheder betonet som nyttige redskaber. Formålet var således dobbelt: først gode kristne, så nyttige borgere.

Før forordningen var undervisning af den brede befolkning overladt til godsejernes og befolkningens eget initiativ. Den stærkt religiøse Christian 6. erfarede med konfirmationens indførelse i 1736, at den læsefærdighed, der var en nødvendighed for at kunne blive konfirmeret, mange steder ikke var til stede. Hans løsning blev den ambitiøse skolelovgivning i 1739, der indebar oprettelse af almueskoler overalt i landet, og udgifterne skulle i væsentlig grad påhvile godsejerne. Der blev samtidig etableret et stort kontrolapparat. Forordningen mødte dog voldsom modstand fra flere hold, herunder netop godsejerne, hvorfor loven allerede den 29. april 1740 blev ophævet. Kongen aflyste skoleloven med en plakat, der viser en tydelig retræte over for godsejernes krav. Enevælden lykkedes altså ikke med at gennemføre en landsdækkende folkeskole og almindelig undervisningspligt i 1739. Det lykkedes formelt cirka 80 år senere med 1814-skoleloven.

 

Årsager til tilbagetrækningen af skoleforordningen

Vanskelighederne med at gennemføre skoleordningen 1739 viste sig allerede fra starten.

For det første blev antallet af skoler udvidet fordi der indkom nye forslag. F. eks. ønskede Sjællands Stift nu 140 nye og 116 halve, i alt 256 skoler mod før 162. En hel skole kostede ca. 250 Rd. , en halv 150 Rd. og lærerlønnen 55 og 30 Rd. årligt. For hartkornet ( skat på jord beregnedes som en hartkornsskat) betød det en engangsafgift på 52.400 Rd. og 9.900 Rd. årligt. For hele landet ansloges udgifterne at være 200.000 Rd. en gang for alle plus 40.000 Rd. årligt.

For det andet blev de fattige sogne ikke skattemæssigt udlignet med de rige sogne. Først i 1856 og 1899 gennemførtes i større omfang at hele udgiften til folkeskolen ikke blev lagt på de enkelte kommuner uden hensyn til deres økonomiske evne. Lysepengene ( kirkelige tilskud) blev sat for lavt og degnene ville have deres fulde løn. Hverken godsejerne eller bønderne ville betale det, de skulle. Forordningens svage side var den måde, hvorpå den skulle finansieres. De små beløb lod sig ikke inddrive og det blev altså skatteligningen på hartkornet og tiender, der kom til at bære byrden. Men hertil manglede bønderne evnen og godsejerne viljen.

Skoleloven 1739 opgives.

Kongen resolverede 17.12 1739 at ”Bekostningen bliver noget højere og alle disse skoler skal bygges og underholdes, og skoleholderne salareres af vores cassa, og siden vi gerne ser landmanden og hartkornet soulageret, så går det vel intet an at gøre der nogen nye pålæg.”

Skolekommissionen pålægges derfor at komme med et billigere forslag, som må betragtes som et stort tilbageskridt og presset af godsejernes modvilje.

Indstillingen til kongen 10. april 1740 gentager de økonomiske klager i forstærket form. Kommissionen lægger hele skylden for fejltagelserne på de lokale autoriteter, der havde misforstået forordningen og på sine steder krævet 3 – 4 gange så mange skoler som oprindeligt foreslået. Kommissionen manglede dog mod til at sige, at der skulle foretages en radikal forringelse af forordningen. Denne forblev i kraft; der udstedtes en plakat. Plakatens vigtigste ændringer var: at det blev overladt til godsejernes skøn hvor mange skoler, der skulle opføres og hvor de skulle ligge, hvilket betød at omgangsskoler blev almindeligt, da de var billigere, at det overlodes til godsejerne at fastsætte lærerlønningerne og at den påbudte skoleskat og ligning på hartkornet blev ophævet.

(Hertugdømmerne fik 1747 en skolelovgivning, der svarede til den tilsigtede i 1739.)

 Økonomisk krise.

Tilmed havde forordningen set lyset på et tidspunkt, hvor de økonomiske forhold på landet var yderst trange. Perioden var plaget af en langvarig og dybtgående landbrugskrise, som stavnsbåndet er et vidnesbyrd om, og de følgende år ramtes landet af kvægpest og flere dårlige høstår. Danmark havde derudover været deltager i Store Nordiske Krig frem til 1720. Landejendommene tabte voldsomt i værdi , ikke halvdelen af bønderne kunne svare de kongelige skatter og langt færre landgilden. Kvæget måtte sælges for at skaffe penge, jorden fik ingen gødning og dårligt sædekorn gav en mager høst.

Det tilsyneladende håbløse i bondens stilling gjorde ham ligegyldig og sløv, ofte drikfældig. Fattigdommen voksede og med den betleriet. De omstrejfende tiggere var en ren landeplage; selv i købstæderne og i København kunne man ikke færdes på gaden uden at blive antastet af dem.

Men på landet var det endnu værre. Her overfaldt de vejfarende og trængte brutalt ind i husene. Her var det umuligt at hindre tiggeriet. Bønderne havde knapt brødet, og mange husmænd måtte betle eller arbejde alene for kosten. ”den fattige propietær og bonde er ej god for at bære den last, der bindes på ham”. Fra Ålborg stift hed det ”Bønderne er ilde farne med deres kreaturer i år, som fast krepere af mangel på føde. Korn har de intet af. Hvoraf skal de række en hjælpende hånd ?” .

 

Under disse forhold var der almindelig forvirring, ligegyldighed eller direkte modstand mod gennemførelsen af forordningen. Kommissionen så sig derfor nødsaget til et tilbagetog. Det var ikke muligt at finansiere skolernes oprettelse eller drift over yderligere hartkornsskatter og kommissionen tilføjer om omkostningerne, ”at så stor og utålelig, som endog den første bekostning synes at ville blive for landet, så er den dog ikkun for ringe at regne imod den årlige udgift til skoleholderens belønning, hvilken – omendskønt den i sig selv er mindre – vil dog for alle pågældende blive langt tungere, efterdi den bliver en ny skat, som årligt og bestandigt skal vedblive. Og på den anden side ser vi dog ikke, at de fattige mennesker, som skal holde skole, kan udkomme med mindre, end dem ved forordningen er tillagt.”

 

 

Vurdering af plakaten 1740.

Tilbageskridtet i skolelovgivningen fra 1739 til 1740 bedømtes i betænkningen til skoleloven 1814 således: ”denne plakat har efter dette kollegii overbevisning og erfaring tilintetgjort i de vigtigste punkter den nævnte ordnings tilsigtede velgørende virkninger. Når det overlades til lodsejerne eller propietærerne selv alene at bestemme skolelærernes indkomst uden nogen offentlig autoritets mellemkomst, var det at forudse, at skolelærerne på de fleste steder ikke ville blive således aflagte, at de kunne have et tarveligt udkomme, og fra denne kilde må udledes de mange usle skoleholderembeder, som fandt sted i Danmark. Lodsejerne selv bestemte, hvad der efter deres tykke var passende eller lod alt forblive ved gammel slendrian. Derfor vedblev skolevæsnet på landet at være i højst mådelig forfatning”.

 

Stor egnsforskelle var åbenbare, da det var overladt til de lokale godsejere i hvilket omfang plakaten af 29. april 1740 blev efterlevet. Både 5 og 10 år efter fandtes der sogne, hvor der ikke var organiseret skole, især hvor jordejerne var vrangvillige eller sognet delt mellem mange lodsejere.

Det almindelige indtryk var: elendige lønninger, tarvelige lærere, dårlige skolebygninger med fattigt udstyr, kort og ustadig skolegang og gennemgående mangel på interesse og tilsyn. På positivsiden kan anføres: at regeringen havde gjort skolevæsenet til en offentlig sag, at midlerne hertil delvis skulle skaffes ved skatteligning, at alm. undervisningspligt var påbudt, og at der var opstillet et mål, man skulle stræbe efter.

Men forordningen var også udtryk for en kamp om skolen. Det skelsættende nye ligger i at statsmagten nu påtog sig at løse en opgave, som hidtil havde været overladt til kirken. Den endelige og afgørende følge blev derfor ikke styrkelsen af den kirkelige indflydelse i befolkningen, men skabelsen af et instrument, som staten, med kirken som hjælper, kunne anvende til at opdrage folket i sin interesse. Set fra en pietistisk synsvinkel stod kampen ikke så meget mellem kirke og stat som mellem ortodoksi og pietisme og her mente pietisterne, at deres kamp kunne vindes sammen med statsmagten og regeringen tog i 1730erne den pietistiske lære til sig. Pietistisk påvirkede folk tæt på kongehuset kunne herefter benytte sig af statsmagten til at drive deres kirkepolitik igennem.

Plakaten fra 1740 viste imidlertid at den statskirkelige myndighed var gået for langt i 1739 og blev tvunget til at mindske taget om skolen. Staten , og dermed den pietistiske bevægelse, kom ikke så langt som den havde ønsket i første omgang.

 

 

Vurdering af den pietistiske indflydelse.

 

Den pietistisk prægede skolepolitik i 1730erne betød en intensiveret ideologisk opdragelse af befolkningen. Den ideologiske opdragelse sigtede dels mod den enkeltes trosforståelse dels mod den enkeltes sociale og samfundsmæssige disciplinering efter hustavlens pligt og leveregler. Hustavlens patriarkalske standsinddeling i den gejstlige stand, den politiske stand og husstanden var en funktionsrettet standsinddeling til at sikre de kristne leveregler på evangelisk-luthersk grundlag. Husstanden fik gennem 1700-tallet en mere fremtrædende stilling i statsteoretisk litteratur og opfattedes som samfundets fundament.

Konfirmationsindlæringen blev af grundlæggende betydning for både indlæring i den kristne børnelærdom og for læsefærdighedens udbredelse. Ved at fastholde konfirmationsforberedelsens krav som et mål for skolens undervisning, tvang myndighederne de skoleforsømmende børn til at prøve at indlære pensum udenfor skolen. Gennem konfirmationens krav gjaldt læsning og kristendomskundskab både for drenge og piger. Derimod var regning og skrivning frivillige fag og dermed forbeholdt en mindre gruppe børn – oftest drenge. Læsningen skulle aktivere fromhedslivet, og sammen med skrivning og regning skulle den lægge grunden til en erhvervsmæssig kvalificering for dem, der havde behov for det.

Indlæringen af den kristne børnelærdom var således fundamentet i skolens undervisning. Med den fulgte læsefærdighed i kendt trykt tekst. Eksempler på en enkelt skoles undervisningstradition, hvor man kan følge børnene gennem hele undervisningsforløb, styrker indtrykket af religionens dominerende stilling og viser, at enkelte børn kunne gå lige så mange dage i skole som 100 år senere med hverandendagsskolen. Andre børn fik næsten ingen undervisning.

 

Pietismens idemæssige grundlag skabte forbindelse mellem den enkeltes religiøse liv og dagligdagens gøremål. Mange af de ideer, som pietisterne mente kunne fremme denne udvikling, blev dog ikke indarbejdet i 1739 lovgivningen. Ideer om klassedeling efter alder og timeopdeling efter fag samt praktiske fag og naturlære fandt ikke plads, men fandtes allerede i Franckes skoler i Halle. Pietismen kom i årene efter 1739 til at øve stadig stærkere indflydelse på tænkningen om skolens funktion og opdragelsens betydning for samfundet. Efterhånden kom pietismens ideer til at indgå i en økonomisk statsteori, der lagde hovedvægten på landbruget og på at udvikle rationelle og selvstændige bønder.

 

Pietismens pædagogik

Den pietistiske pædagogik blev udformet af August Hermann Francke.

Franckes skoler blev et omfattende projekt. Fra 1695 oprettede han en serie af skoler og undervisningsanstalter i tilknytning til vajsenshuse og fattighuse. Efterhånden udviklede der sig tre skolenivaeuer: folkeskoler for bønder og håndværkere, borgerskoler for borgerskabets børn og universitetsforberedende skoler for elitens børn. Der var dog ingen strenge grænser. For de bedst begavede var der traditionelt ingen standsgrænser, hvis de kunne opnå økonomisk støtte til en latinskoleuddannelse.

Franckes skoler blev en art missionsskoler, hvor eleverne først og fremmest skulle opnå gudsfrygt, men også få faglige kundskaber. I sammenligning med de første danske , pietistiske skoler er det interessant at bemærke, at Francke gik ind for realfag i skolernes undervisning. Tre hovedformål var prentet ind i skoleprogrammet: eleverne skule lære at blive sandhedselskende, lydige og få kærlighed til flid og arbejde. Ikke mindst de to sidste mål satte sig spor i Danmark. Men man tog kun dele af det pietistiske skoleprogram til sig.

Franckes skoler begyndte klokken 7 om morgenen og sluttede klokken tre om efter middagen.

Hver morgen begyndte undervisningen med morgenbøn, salme og læsning i bibelen. Herefter var der overhøring i katekismen, 2 timers læseundervisning, 1 times skrivning og 1 times regning. Læreren ledsagede eleverne på gåture, hvor de kunne undervises i naturhistorie og havde muligheder for gymnastiske øvelser.

 

I de pietistiske skoler skulle der være fuldstændig ro i klasseværelset. Undervisningen var kollektiv klasseundervisning. Metoden voksede frem i 1740erne efter pædagogen Johann Heckler havde praktiseret den.

Forudsætningen for at anvende denne metode var uddannede lærere pædagoger. Også her viste pietisterne vej. Franckes lærere var uddannet på pietistiske seminarier. Her lærte de vordende lærere bl. a. anskuelsesundervisning og at bruge undervisningsmaterialer, der strakte sig til andre fag end religion.

De tyske pietistiske skoler var præget af forsøg på at lære selvdisciplin og derfor fyldt med kontrolforanstaltninger. Francke var trods dette imod at bruge legemlig straf i opdragelsen.

I de danske skoler begyndte undervisningen også tidligt, men dagen var ikke opdelt i timer for adskilte fag og regning og skrivning var ikke obligatoriske fag. Naturhistorie og gymnastik var ukendte for danske bønderbørn helt frem til omk. 1800. Trods pietistisk inspiration under planlægningen af reformen 1739 manglede vigtige aspekter i debatten. Spørgsmål om arbejdsetik, indre disciplin, undervisning i realfag og undervisningens inddeling i timer etc. slår først igennem i skoledebatten i Danmark i slutningen af 1700 tallet.

1730erne var et uroligt årti i religiøst henseende med vækkelsesprædikanter og forskellige retninger: ortodokse, pietistiske, herrnhutere og rent sværmeriske anskuelser, der kæmpede om magten og var kritiske overfor statskirken.

Ved hjælp af statsindgreb lykkedes det at få styr på de religiøse men i pietistisk retning: konfirmationen 1736, helligdagsforordningen 1735 og den nye skolelov,1739/40 og endelig konventikelplakaten 1741 ( der begrænsede borgernes mulighed for at holde religiøse sammenkomster uden en præst).

 

 

KAPITEL VIII

SKOLEFORHOLDENE EFTER 1740

Mange af de uheldige forhold, der prægede almueskolerne op til midten af 1700- tallet genfindes  også i sidste halvdel af århundredet. Til gengæld er der blevet bygget væsentligt flere skoler og der er en voksende opmærksomhed på skolevæsnet,  kulminerende med det store reformarbejde i århundredets sidste årtier og frem til 1814 reformen. Efter skolereformens gennemførelse i 1740 og årene derefter kan man tilnærmelsesvis anslå antallet af degneskoler til 600, andre faste skoler til 900 og hjemmeskoler til ca. 200 – 300, i alt 1700 skoler

 

Aflønningen var delvis i penge, delvis i naturalier, herunder brændsel. Men det var sparsomt og meget uens fra sogn til sogn og egn til egn. Dertil kom forskellige uens legater og biindtægter. Men aflønningen forblev som i århundrederne forud en hæmsko for at skaffe kvalificerede lærere og degne. På Sjælland kunne lønnen være: 12 Rd., 5tdr. Rug, 7 tdr. byg, græsning, vinterfoder til næsten altid til 2 køer og 6 får samt brændsel. Men det hedder også i 1745” Skolevæsnet er her i stiftet (Sjælland) overalt i fuld gang, og de mange vanskeligheder, som ved indretningen var forefaldne, ere straks med yderste flid blevne i stilhed afgjorte, så at der er intet, der hindre skolevæsenet uden nu og da mangel på skoleholdere, at formedelst den alt for lille løn, hvormed de på en del steder ere aflagte, hvilken endda ved en del proprietærers vrangvillighed ej rigtig betales, har mange skoleholdere forladt skolerne, som hist og her ofte står ledige, ja vel og af mangel på bedre subjekter ved så ringe løn kan være slet forsynede” .

Omgangslærerene florerede som nævnt vedvarende, ikke blot i hedeegnene men også andre steder i Jylland, på Bornholm og småøerne. Her medførte forordningen 1739 så godt som ingen forandring.

Den korte skoletid suppleredes med hjemmeordninger, der opfattedes som forældrenes pligt, så man nogle steder ikke sendte børnene i skole, før de kunne læse. I nogle sogne blev det skik at de ugifte af begge køn samledes de lange vinteraftener for at øve sig i skolefagene, samtidig med at de lavede håndarbejde. De ældre underviste de yngre, husbond og madmor tog selv del i ungdommens sysler.

En del præster fandt denne form for undervisning mere udbytterig end den rene skolegang.

Skolebygningerne var gennemgående meget ringe undtagen rytterskolerne og enkelte private skoler. I mange tilfælde var der tale om tilbygninger på et par fag til eksisterende degneboliger. Selv på Fyn opførte man skoler til 120 Rd. eller ca. ¼ af prisen på en rytterskole. Mange steder manglede brønd og have og nogle byggede for egen regning til deres degnebolig. Det måtte efterfølgeren så betale for.

I de kongelige skoler var skolestuen 3 fag eller ca. 70 kvadratalen. (En m2 er ca. 2,53 kvadratalen og en alen er 0,6277 m. dvs. 2 fod eller 24 tommer). Det tjente som forbillede for de fleste nye skoler. Det ene fag eller halve fag var gang eller skorsten så skolestuen blev 2 til 2 ½ fag. Kun enkelte var på 4 fag. Sjældent var gulvet af brændte sten eller træ, oftest af stampet ler ( det er altså samme model som omtalt tidligere)

De fleste jyske skolestuer var på 40 – 50 kvadratalen, enkelte kun 30. Forholdet var mærkeligt til tider: 12 gange 4 alen eller 14 gange 4 alen. Den sidste , i Øster Tørslev, var opført langs degneboligens nordside og i brug til 1815. Hvorledes disse små stuer kunne rumme børnene fra et helt sogn, kan kun forstås når man erindrer, at på grund af den ustadige skolegang var alle børn aldrig til stede samtidig.

I Sonnerup ved Holbæk brugtes skolestuen kun ved visitatser, ellers var degnes stue stor nok til de 6 – 8 børn, der mødte op.

Skolestuerne var møgbeskidte, ildelugtende og ofte samtidig brugt som lagerplads. Desuden var børnene og deres tøj uvaskede og utøjsbefængte. Da der var langt til glarmesteren var vinduerne tit knuste i lang tid.

Til gengæld var der i de fleste skolestuer en jernovn – det var kravet – eller en lerovn. Enkelte havde endda en bilæggerovn.

Vedligeholdelsen pålagdes bønderne og godsejerne, der ofte ikke gjorde noget og mange skoler, især de, der i forvejen var dårligt byggede, forfaldt hurtigt

.

Skolevejens længde var også et problem for mange børn og årsag til klager, specielt i Jylland. I hedesognene var vejen ofte 2 mil og selve vejen meget dårlig. I Pjedsted havde mange børn en mil til skole. ”Vejen er som næsten alle veje i sognet overmåde slet, ja så moradsagtig, at det er fast umuligt for børn at passere om vinteren. Dertil kommer at vejen går over bakker og dale , som i snevejr tilstoppes således, at ikke engang gamle folk, langt mindre børn, i mange dage kan komme vejen frem. Så er der også bække og åer, der i tøbrud stiger så højt, at gående folk ikke kan passere dem.”

En del hjem holdt derfor egen skole med mere eller mindre kyndige undervisere og betalte en beskeden løn. Det er ikke muligt at danne sig et overblik over, hvor effektiv og udbredt denne undervisning var. Men i øde egne, eller hvor skolevejen var lang, er der eksempler på, at en landsby på eget initiativ og for egne penge organiserede en skole.

Inventaret i skolerne bestod før 1740 kun af borde, bænke og en kakkelovn. Med Christian 6.s skoleforordning blev det lidt bedre og i almindelighed var der i en skolestue på landet: 2 ca. tre alen lange borde og 4 bænke af fyrretræ, hvilende på pæle i gulvet for at de ikke skulle lånes ud. De børn, der ikke var plads til ved bordene, sad ved vinduet på løse bænke eller hjalp sig som de bedst kunne. Piger og drenge ved hvert sit bord eller på hver side af bordet. Kateder kendtes ikke.

Der var hylder til bøger eller i enkelte tilfælde et skab. Der skulle også være to linealer og to blækhuse. Den obligatoriske vægtavle manglede mange steder.

Skoleholderens værelse – hvis det ikke også var skolestue – kunne indrettes som i Beistrup med” et lidet fyrrebord på to små stolper, derhos to bjælkefjælle ( skamler), en hylde og et sengested samt en lerkakkelovn”. Dette møblement fandt man passende for en skolelærer..

Bøger var ikke almindeligt i større omfang. De almindelige skolebøger, der anskaffedes i nogle få eksemplarer var ABCer, katekismeforklaringer, salmebøger, Ny Testmente og Davids salmer og evangeliebøgerne, normalt 6 af hver.

Til læreren endvidere et eksemplar af Bibelen, Cramers regnebog, Hubners bibelhistorie, Rambachs kateketiske håndbog og nogle andagtsbøger.

Fortsatte problemer

De mest almindelige klager var stadigvæk: skoleholderen skulle undervise flittigt, degnene passe deres læsning i de steder, der ikke var skole, præsternes skulle føre et virksommere tilsyn og bønderne skulle sende deres børn i skole. Lægges hertil de gamle klager over godsejernes uvillighed og underkuede bønder, har man nævnt hovedhindringerne for skolevæsnets trivsel.

Der var dog mange steder præster, der kæmpede en brav kamp for at fremme skolegangen og skolens anseelse ligesom også en del biskopper var ihærdige i deres visitatser og tilskyndelser f. eks. Herslev på Sjælland.

Undervisningen i 1700 tallet

 Degnenes bylæsning eller aftenlæsning burde egentlig være bortfaldet med 1739 forordningen, der pålagde dem at holde skole, men mange steder var denne nødvendig for at få børn og unge til at høre og lære deres ”børnelærdom”. Degnene skulle holde den dels i kirken dels ude hos bønderne, hvis det var eneste mulighed. De skulle også læse i byerne.

Degnelæsningen må have foregået på meget forskellig måde siden dommen over den er så forskellig.

Skoleholdernes forhold var gennemgående endnu dårligere end degnenes: En skoleholder på landet har 9, højst 12 RD årlig løn og fra 4 til 12 tønder korn. ”Er det muligt at han deraf kan leve? Holde sig med klæder og føde, brænde og lys. Jeg vil ikke tale om kone og børn. Gud give hver ville indse, hvad nød de danske skoleholdere lide.”

Læreruddannelse

Egentlig læreruddannelse fandtes ikke. Uagtet pietismen i Tyskland havde slået til lyd for oprettelsen af seminarier, var der i Danmark kun ringe spor af denne bevægelse. Det var i alt 38 bønderkarle, der fik en uddannelse i læsning, regning, skrivning, religion og katekisation via et 6 måneders kursus. Studenterne havde trods alt lidt kundskab, men af de andre, der gik skolevejen, var de fleste helt uforberedte. Mange godsejere havde kaldsretten til lærerstillingen, hvis han havde opført skolen eller betalte for den, og præsten havde ikke kontrol med skoleholderens evner, der oftest var små.

 

Undervisningens gennemførelse

De mest fremgangsrige præster og skoleholdere havde udover interessen også forståelse for undervisningens indhold og pædagogik. P.S. Hersleb, præst i Brønshøj 1744 – 1768, skrev bl.a. ”Efter mine tanker består det ikke så meget i megen læsning som andagts og gudsfrygts indplantning udi gemyttet.” Han underviste selv i skolen og kaldte hver dag ungdommen fra hver sin by i skole. Han plagede dem ikke med at lære udenad, men lod dem læse et stykke af katekismen og derpå bogen ligge opslået for at se, om de med øjet kunne udpille svaret af ordene i bogen, hvilket de efterhånden lærte. ”Derved blev de af klodser til børn, fra børn til mennesker og fra mennesker til kristne”

Han uddelte små præmier, hårspænder til pigerne og en knap til hatten til drengene. ”lad skolen ej blive en marterpine og kedsommelighed, og glæd dig ikke for meget over din stolte udenadslæsning, som det ofte er en opblæst naturs værk. Vær faderlig og evangelisk og vogt dig for den falske nidkærhed, som sædvanligvis findes hos de nye koste. Festina lente”

 

Undervisningens ringe kvalitet var naturligvis et resultat af de elendige lærere. Derudover var også selve forholdene umulige for en udbytterig undervisning. Den fuldstændige mangel på klassedeling efter alder eller kunnen i de danske skoler ( modsat latinskolerne) gjorde undervisningsforholdene meget ringe.

Enkeltmandsundervisningens ulemper skildres i stærke farver.

Således P. A.Wedel: ”Disse 50 børn er af forskellig alder, have forskellige nemme, tankemåde og opdragelse. Og lige så læse i katekismen, andre i evangeliebogen og atter andre i lærebogen, og af disse skal nogen gå til konfirmation. Nogle har lyst til at skrive, andre at regne. Et barn synger, et andet dræver sin lektie ud, En stammer, det andet læsper- Og alt dette skal en mand påpasse, rette , forbedre og undervise.”

Nedenfor en oversigt over aldersfordelingen i en skole :

4 år 1elev, 5 år 1 elev, 6 år 4 elever, 7 år 8 elever, 8 år 5 elever, 9 år 5 elever, 10 år 4 elever, 11 år 4 elever, 12 år 7 elever, 13 år 8 elever, 14 år 7 elever, 15 år 3 elever, 16 år 2 elever og endelig 17 år 1 elev.

 

I de fleste skoler var læsning og religionsundervisning eneste fag, fordi det var det, man skulle kunne til konfirmationen. Næppe havde barnet lært at stave før det tog fat på Luthers katekismus, og den tyggede man nu atter og atter, både indenad og udenad. Herfra gik de dygtigste elever over til evangelierne eller Davids bodssalmer. Det var de samme bøger igen og igen. Læsebøger fandtes ikke. Først mod århundredes slutning fattede nogle, at det var ”bedre at begynde med det sanselige end med det usynlige og ligeledes det idelige drøvtyggeris kedsomhed, der gjorde børnene kede af bøgerne , så de lagde dem bort , så snart de var konfirmerede.”

Om undervisningens tilstand i midten af 1700 tallet foreligger en række visitatsberetninger fra biskopperne, og skønt de fokuserer på ungdommens religionskundskab, giver de dog i flere henseender et indblik i undervisningsforholdene.

Der var sogne hvor ungdommen svarede ”temmelig vel,” var oplyst og kunne noget af deres børnelærdom, men de negative udsagn er i klart overtal . ”mådeligt”, ”miserabelt”, ” meget slet”, meningsløse ting” eller slet intet, og nogle steder lod man de mest uvidende børn blive borte ved visitatserne. En anden klage er, at børnene ikke lærer at forstå det, de katekiseres i, men lærer det udenad for at kunne remse det af sig, når de bliver spurgt.

Biskop Hygum skriver, at man finder unge mennesker, som en dygtig lærer har oplyst, men mange flere, både børn og gamle, som end ikke ved, hvad det nye testamente er for en bog. Biskoppen fandt grunden hertil hos lærerne:” thi når det , der skal være lys i en menighed er mørke, hvor stort bliver da ikke mørket”.

Selv læsefærdighedens betydning for konfirmationen var ikke i stand til at gøre den almindelig. Hverken i 1740erne eller i 1750erne er der større læsekundskab. Klagerne gentages i 1776 og i 1784 pålægger kancelliet præsterne at oplæse konfirmationsordningen fra prædikestolen, da mange konfirmander var aldeles uvidende.

Hvor hjemmeundervisningen trivedes, lærte forældrene deres børn begyndelsesgrunden i læsning. Ofte traf man børn, der kunne hele stykker af lærebøgerne udenad, men ikke læse i en anden tekst.

Mødre ved spinderokken lærte på den måde børnene katekismus. Derfor ville en del forældre ikke købe den nye udgave fra 1770, fordi der ikke var nogle pavebilleder i den og ikke de gammeldags vendinger. En moder bad om en pavekatekismus for den nye havde hun ikke lært og kunne ikke undervise sine børn efter den.

I en metodisk anvisning i læseundervisning fra 1777 anbefales til indøvelse i læsning svære bibelske navne som Adonizedek, Assarhaddon, , Ramathaimzophim. Det burde være muligt at finde mere relevante tekster.

Undervisningen i skrivning og regning – for dem, der måtte ønske – måtte først begyndes efter at eleverne have tilegnet sig ”nogen kendskab til deres kristendom, at de ej skulle forsømme at lære det vigtigste: Guds saliggørende kundskab”. Der lagdes ikke vægt på hovedregning, men på at kunne skrive fine tal – cifferbøger, der gemtes som familiens stolthed.

Skriveundervisningens udbredelse var meget forskellig. På Samsø lærte alle drenge og de fleste piger at skrive. I Jungshoved ( Sydsjælland) skole lærte 3-4 elever at skrive, regning forlangte ingen. Af 39 børn i Vium skole lærte 6 at skrive og 3 at regne. I Voldborg herred var der 13 landsbyskoler og 2 underviste i regning og skrivning. Skrivefærdighederne var uhyre ringe.

Sangundervisning nævnes ikke, men da der hver dag blev sunget i skolen, har børnene jo nok lært de fleste almindelige salmer.

 

KAPITEL IX

LAND  OG BYSKOLERNE I 1700 – tallet

 

Barndommen i 1700- tallet

 Skoleforsømmelser var hyppige og blev ofte påtalt. Mange skyldtes at børnene var en vigtig arbejdskraft på landet. Det er umuligt at vurdere skolens vanskeligheder uden samtidigt at forstå vilkårene for børnene på landet.

Barndommen var kort. I 4 årsalderen begyndte de små at gå til hånde hjemme. At vogte kreaturer blev barndommens dominerende arbejdsopgave i alle lag af landbosamfundet. En triviel opgave, der i sommertiden kunne rumme glæder, men som i kulde og dårligt vejr kunne være ubarmhjertig hård mod børn, der endnu ikke var mere end 8 -9 år gamle. Selv om gårde og huse lå tæt samen i landsbyerne var det skik, at de tjenende børn boede hos deres husbond. Somme tider levede de på denne måde adskilt fra deres egen familie måske i hjemegnen eller i en anden landsby fra tidligt forår til sent efterår. Deres liv blev derfor stærkt præget af den arbejdsgiver, de var ansat hos. For mange børn kan man næppe tale om en barndom i vor tids forståelse. Deres arbejdstid var som regel den samme som for voksne, og gennem deres fysiske arbejde blev de hurtigt hærdede og modnende. De fik ikke en egentlig løn, som de kunne bruge på sig selv. De fik kost og logi og måske et sæt tøj ( konfirmations-tøj). Alligevel betød deres indtægt at de i hele sommerhalvåret var økonomisk uafhængige som 10 årige. Man opfattede at børn fra de var 10 år og fremefter skulle kunne forsørge sig selv.

Bøndernes vilkår i 1700 tallet

 Bøndernes vilkår var, specielt i første halvdel af 1700 – tallet, meget vanskelige.

Mange af indberetningerne fra biskopper og præster indeholder beskrivelser af de daglige vilkår for livet på landet i 1700 -tallets Danmark, og det er ikke et rart billede, de giver. Fattigdom og underkuethed var udbredt og i jyske visitatsindberetninger sættes fattigdommen hos bonden ligefrem i forbindelse med hans uvilje mod skolegang.

Fra øerne hedder det: ”Den fattige bonde lever usselt, slet brød af byg, lidet eller intet sul og mælk eller vand er hans daglige kost, grød er den fattige bondes jævnligtse føde, oftest spist til alle måltider…. hvad livsmunterhed, kræfter og sundhed dette kan give af sig, kan enhver let forestille sig.”

Præsten i Herfølge sætter fattigdommen som direkte årsag til skoleforsømmelser: ” En del af bønderne er udenbys og så fattige, at de ikke formår at forsyne deres børn med sådan føde, som de kunne tage til skole med sig, hvilket de med tårer har beklaget, når jeg i deres huse har admoneret dem om deres forsømmelse, med dette tillæg: når hovposen var forsynet var der ej mere ens en ske grød tilbage eller tørt brød, som de undså sig for at sende barnet til skole med”.

Blandt de børn, som sendtes ud på tiggeri om vinteren var også mange fæstebønders børn.

Til fattigdommen kom stavnsbåndet og det trykkende hoveri, der netop ved århundredet midte strammedes yderligere. Da ryttergodset i stigende grad frasolgtes til private ramtes også flere af de skærpede vilkår for fæstebønderne.

”Den almindelige elendighed blandt bondestanden er større end nogen tror”

”Min sjæl ynkes over hoveri-slaverne i Sjælland”

”Bønderne i hedeegnene formå ej at contribuere meget til skoleholderne. Skulle der blive flere skoler end der er nu, ville lærerne få meget usle og kummerfulde levebrød og snart komme til at betle.”

Mange godsejere og deres ridefogeder tilsagde bønderne til hoveri på helligdage og de dage, hvor der var visitats.

Under disse forhold var love og bestemmelser om skoleforhold uden virkning og straffene for at forsømme sine børns og tyendes kirke og skolegang forblev døde bogstaver.

Vinterskolegangen var der ikke så mange driftsmæssige hindringer for, men i så og pløjetiden samt hele sommerhalvåret var der ikke mange, der kom jævnligt i skole.

Midt i al elendigheden er der også eksempler på degne, der er blevet fine og velrenommerede skoleholdere og roses af præster og biskopper ved visitatserne. Ofte er de også godt lønnede – relativt.

KØBSTÆDERNE

 Købstæderne fik ingen almindelig skolelov som de fik på landet med 1739/1740 reformen. De uheld, der fulgte landskolerne skulle ikke opmuntre til yderligere initiativer. Den eneste reform blev forsøget på at forbedre latinskolerne og omdanne nogle af dem til danske skoler.

Nedlæggelse af latinskoler 1739

Efter at Universitet havde fået ny fundats 1732 blev en kommission nedsat til at se på latinskolerne. Den besluttede i 1739 at foreslå – og det blev vedtaget – at afskaffe 38 af landets 58 latinskoler, dem i de mindste købstæder. Et ønske, der var fremkommet allerede 1682. Indtægterne fra de nedlagte latinskoler skulle overføres til de resterende for at give dem et bedre grundlag.

De nye – men i de nedlagte latinskolers lokaler – oprettede skoler blev kaldt kristendomsskoler efter deres hovedfag. Men disse bygninger var ikke alle i ordentlig stand og allerede fra starten var der vanskeligheder. Lærerne blev også de samme, degnene blev både skoleholder og korleder. Nogen forbedring blev der næppe tale om mange steder. Eleverne var oftest forsat fattige og beholdt sine steder sangpengene (ligpenge) som tidligere disciplene på latinskolen havde haft.

De påtænkte reformer af latinskolerne blev heller ikke til meget. Biskop Hersleb fremsatte i sin betænkning, at optagelse i latinskolen skulle ikke blot kræve kendskab til katekismen og færdighed i at læse dansk, men tillige begyndelsesgrundene i latin, som let kunne læres ved hjemmeundervisning fordi ”tillige forekomme det store misbrug, at gemene fattige folk , ja fast betlere, kaste deres børn på de latine skoler, blot for at blive af med dem og finde føde.”. Derved kunne man nedlægge de to laveste klasser i latinskolerne og dermed undgå ” at børn har gået i 1. lektie i 3 – 4 år og blot opholdt sig med at betle og få et stykke brød af skolen eller for dørene”

Hersleb mente endvidere, at det var rimeligt at forhindre fattigfolks børn i at komme i latinskolerne og tiltrække de kvikke hoveder i stedet, da der nu ikke længere manglede tilgang til de akademiske studier.

Herslebs tanker vandt ikke bred tilslutning, men ved reformen i 1756 nedlagdes den nederste klasse i latinskolerne , optagelsesrøverne krævede en vist kendskab til latin og tiggeriet indskrænkedes bl. a. ved at forbyde sang ved dørene. Et påbud om at bortvise ubegavede elever blev også indført.

Latinskolereformer i 1739 og 1756 gavnede de små købstæder, der fik en tålelig dansk skole, men skadede de større, da ikke alle de fra latinskolen afviste børn gik over i den danske skole, men en del af dem drev om uden undervisning.

Købstædernes økonomiske forhold var fremdeles dårlige og i reglen søgte byerne at slippe så billigt som muligt af sted i skoleforhold. De få initiativer kom dels fra enkelte borgere eller fra gejstlige, men de battede ikke meget.

Byernes fattigdom fremkaldte udstrakt brug af børnearbejde i alle erhverv, både håndværk og andre mere landlige sysler, men det var ikke nok til at holde omstrejfende børn og voksne beskæftigede. Fattigdommen førte til almindeligt tiggeri. Der blev udnævnt kommunale stodderkonger, der skulle forsøge at holde orden på tiggeriet, men dette var næppe muligt. Ligeledes var de mange forsøg med tugt og manufakturhuse i provinsbyerne og forsøg på at kontrollere og begrænse børnetiggeriet, i Stege og Viborg i 1740erne i Odense 1752.

 

 

Private byskoler

En del af købstadsungdommen var mere rå end ungdommen på landet fordi de ingen husbond havde og førte deres rå trone ind i skolen. De bedre stillede forældre sendte så ikke deres børn i skolen.

Loven tillod kun at holde privat skole for egne børn, men flere familier slog sig sammen i societeter og oprettede egne skoler. Da lærerne ved de offentlige skoler mistede deres indtægter derved, klagede de, men oftest forgæves, da magistrat og gejstlighed selv benyttede de private skoler. Mange ansatte skoleholdere klagede over konkurrerende skoleholdere, der på privat initiativ tilbød undervisning.

En af de mere alvorlige skolestridigheder fremkaldte digteren Ambrosius Stub. Han kom til Ribe 1752 og begyndte at undervise børnene af byens bedre borgerskab, i alt 16 børn . Over denne privatskole klagede 2 offentlige skoleholdere i 1754, men klagen afvistes. I 1756 søgte Stup dog stiftamtmanden om tilladelse til at holde skole for de børn, der ikke blev sat hos de gamle uduelige skolemestre. Han søgte altså en slags næringsbrev som frimester, dog uden at holde hjælpere. Det synes at tilladelsen blev givet, men Ambrosius Stub døde allerede 1758 i en armod, der fuldt ud var en skoleholder værdi.

Om tarveligheden i skoleforholdene i købstæderne er der mange kilder. Der var ikke plads nok i skolerne til byens børn, der var ingen lærere, byernes magistraterne var ligeglade med skolerne, bare det var billigt etc. Kun gejstligheden synes at have generel interesse for skoleforholdene. De så også den usmykkede virkelighed når børnene skulle konfirmeres, ved visitatsen fra biskop samt når de i øvrigt gennemførte tilsyn skulle godkende skoleholdere etc.

Købstadsskolernes undervisning havde følgende gennemsnitlige krav at leve op til:                 ( instruktion fra Sjællands stiftsøvrighed 1751 til skole i Svanike):

Skoleholderen skulle hver dag holde skole for byens børn. Om vinteren, når der var flest børn, måtte han bruge en af de dygtigste elever som medhjælp.. Undervisningen skulle begynde og slutte med sang og bøn og læsning fra Bibelen. Faget skrivning måtte eleverne først begynde på , når de kunne læse og havde lært katekismen udenad. Skrivning omfattede også retskrivning. Regning omfattede både hovedregning og regning på ”papir og tavle”.

Til skoleholderen i Åkirkeby samme år var der i instruksen tilføjet:” Skoleholderen må selv overvære alle timerne og ikke lade børnene sidde alene. Han må ikke indfinde sig i gemene krohuse eller andetsteds i drikkeselskaber og uskikkelige samkvemme. Ingen forsamling må udenfor skoletimerne finde sted i skolestuen til drik og anden forfængelighed at øve.”

Private skoler tåltes ikke i en del byer, men i andre var de accepterede, dels fordi de var nødvendige – i alle fald blev flere småbørn, der fik undervisning, undervist af enker, ugifte eller aftakkede officerer etc. Mange af disse private skoler var dog ikke bedre end de offentlige. I nogle officielle indberetninger oplistes de private skoler sammen med de offentlige, nogle byer understøttede begge slags skoler, andre byer ingen af dem.

Sammenfatning om købstadskolernes tilstand 1784 efter indberetninger til regeringen Guldberg vedrørende en påtænkt reform af almueskolevæsnet.

  1. Over halvdelen af landets købstæder havde kun en skole. Af resten havde de fleste to, hvor den anden blev holdt af kordegnen. Velhavende folks børn betalte selv, men der var reelt ingen skarp skelnen mellem privat og offentlig og betalende og ikke betalende. Kvaliteten af skolerne var meget varierende. Tilsynet førtes af byfogden (elevfremmøde) og præsten ( kvaliteten af undervisningen).
  2. Indtægterne varierede og kom fra mange kilder: kirken gav af sin formue plus lys og tavlepenge, lig og pulpiturpenge, offer og accidenser til de lærere, der havde et kirkeligt embede. Kæmnerkassen og fattigkassen ydede bidrag. Dertil kom forældres skolepenge, legatindtægter og frivillige indbetalinger.
  3. Lønnen var således sammensat af mange beløb, men sjælden stor nok. Bedst stillet var de skoleholdere, der også havde et gejstligt embede. De øvrige ” har således lidet eller intet, uden hvad der kan suges ud af de forældre, hvis børn søger skolen.”. De fleste skoleholdere måtte supplere undervisningsjobbet enten som klokker eller kordegn, graver, organist , stadsmusikant eller skriver for fattigvæsnet.
  1. Fattigdommen var det helt uoverstigelige problem for købstædernes skolevirksomhed. De fattigste børn fik via legater eller på anden vis klæder og bøger. Men der var ikke undervisningsbøger nok. Skolegangen var mangelfuld af samme grund. Af Æreskøbings 214 børn gik kun 82 i skole. Staf og bøder for at tvinge forældrene til at sende børnene i skole hjalp ikke. Fattigdommen var der stadig. ”De fattige giver ingen skoleløn; men der er kun få af dem i skolen, thi da forældrene intet kan fortjene i denne dyre tid, må de fleste af børnene gå omkring og tigge til brød og ekstraskat, så deres skolegang forsømmes.”
  2. Fagene var i alle skoler religion og læsning. Regning og skrivning kostede ekstra og regning var kun lidt søgt. Bøgerne var : Luthers katekismus, Pontoppidans forklaring, Saxtorps udtog, Hubners eller Horsters bibelhistorie.
  3. Kancelliet bemærkede i sit uddrag af indberetningerne: ”Den mangel på nødvendigt udkomme, som skoleholderne næsten overalt have, og den tunge skæbne, de sukker under, forårsager at de få studenter, der har valgt denne vej, er folk, som enten formedelst udsvævelser ere delaborerede eller af mangel på bekvemhed ikke har kunnet gøre lykke andre steder. De have altså ikke de nødvendige egenskaber til at undervise ungdommen og skøtte ej heller om at erhverve dem, som noget de anser som infra dignitatem. Ingen af de øvrige havde tænkt på at blive skoleholdere, om ikke skæbnen i den af dem valgte cirkel havde gået dem imod, og følgelig havde de i almindelighed lidet bekvemhed dertil, ligesom de og gerne forlade dette usle igen, når noget bedre tilbyder sig,. Følgen af alt dette er, at ungdommen går hen i vankundighed og må savne den undervisning, der skulle danne dem til gode kristne og duelige borgere”.

Hvem kunne læse og skrive og regne ?

Det er usikkert, hvornår læsefærdigheden er alment udbredt i befolkningen, men med en vis usikkerhedsmargen ser det ud til at være sket i begyndelsen af 1800-tallet, skrivefærdigheden dog noget senere. Det er også uklart, hvor mange dage de enkelte børn egentlig mødte op i skolen. Nedenfor er 2 eksempler på skoleforløb fra Jægerspris kongelige skole i Landerslev. Over en lang periode førte læreren kontrol med elevernes fremmøde og kundskaber.

Kilde: Landerslev kongelige skole i Jægerspris skolerapport 1778 – 1796.

Første eksempel er gårdmandspigen Dorthe Pedersdatter:

ÅR ANTAL SKOLEDAGE FAGLIGE NIVEAU
Marts 1778 , 81/2 år 55 Lærte at stave i katekismen
1779 68 Læse indenad i evangeliebog og udenadslæsning i katekismebog
1780 3 dage i maj Samme som året før
1781   11 1/2 år 52 dage Udenadslæring og indenadslæsning i katekismeforklaringens sidste del
Herefter kommer Dorthe ikke i skole før hun er 15 år Hun er tilmeldt skolen 1985 møder hun   okt. – dec i alt 36 dage

Hun er formodentlig konfirmeret 1785/86

Dorthe er tilmeldt skolen i 8 år Ingen regning eller skrivning Dorthe blev helt åbenlyst hjemmeundervist og skolen var en kvalitetssikring
 

Jens Pedersen:   Modtager ikke hjemmeundervisning

4 ½ år   Jan. 1788 136 dage ABC
2. år 107 dage Læse indenad i katekismen
3 år

4 år

79 dage

142 dage

Udenadslæsning

 

5 97 dage
6 110 dage Indlæringen af forklaringerne, ingen skrivning eller regning
7 62 dage Samme
8 112 dage Samme
9

Jens gik i alt i skole i

64     i alt 911 dage Samme

Begge elever kunne læse efter ca. 2 års skolegang. Det var den religiøse indlæring, der tog tid. Ingen havde regning eller skrivning.

Jens gik i skole ligeså mange dage som hverandendagsskolen efter 1814 lagde op til, i gennemsnit 114 dage om året.

I de 20 år protokollerne blev ført er der kun nævnt skrivning ved 7 elever og regning er ikke nævnt en eneste gang.

så har de også mødt teksterne der, og formentlig er der blevet læst op ad bibelen i en hel del hjem.

 

 

PÆDAGOGISK TÆNKNING OG PRAKSIS

I langt de fleste skoler – især på landet – skete der ingen pædagogisk udvikling – alene lærernes uformåenhed var en hindring herfor. Nyere tanker nåede dog til Danmark i alle fald i teorien. Filantropismen fik med Basedow en ivrig fortaler i Danmark og hans ideer fandt genklag. Katekiseren var dog stadig det vigtigste og der kom mange forskellige forslag til dens udøvelse f. eks. Hyppnoff. Det var i denne periode, at bibelhistorien begynder at indtage en central plads i danske skolers religionsundervisning og Johannes Hubners bibelhistorie blev i dansk oversættelse den almindelige bibelhistorie til skolebrug.

Langt det meste pædagogiske påvirkning kom i form af oversættelser af tyske bøger samt af enkelte franske. Filantropismens vægt på legemsøvelser, renlighed og frisk luft var noget nyt.

Børnetugten mildnedes ikke meget i 1700 – tallet. En rå tone, streng disciplin og korporlig afstraffelse var dagens pædagogiske opdragelsesmidler. Legemsstraf ansås fremdeles som et universalmiddel i undervisningen. Riset og tampen var standard i ethvert skolelokale og flittigt brugt, hvorimod ferlen bliver forbudt. Høflighed kunne skolen næppe lære eleverne med det sprog, lærerne diskede op med. Det understregedes dog, at eleverne ikke måtte piskes eller blive slået med kæppe. At skoletugten var umenneskelig efter vores forhold er uden for al tvivl.

 

VURDERING AF SKOLEFORHOLDENE I ANDEN HALVDEL AF 1700 TALLET FREM TIL 1784

Hvor langt kom landbosamfundets børn i deres religiøse indlæring? Hvor mange af teksterne nåede et barn at høre eller læse selv i løbet af sin skoletid? Svarene må blive afgørende for en vurdering af, hvor stor en indflydelse undervisningen fik. G. Jasper mener, at børnene i Nordslesvig kunne katekismen og dele af Pontoppidans forklaring udenad midt i århundredet ( 1750) go at læsefærdigheden var vidt udbredt. En hel del drenge, færre piger, kunne skrive og regne.

Det er også Ingrid Markussens og andres indtryk, at børnene på landet nord for Kongeåen efter 1750 kunne både katekismen og dele af forklaringen udenad. De velbegavede børn fra landbosamfundets elite kunne meget mere. Ganske vist forsømte mange børn skolen meget, men som regel var de tilmeldt skolen i så mange år ( sml. tabellen ovenfor), at de må have haft lejlighed til at høre teksterne fra Det Gl. Testamente blive læst op mange gange. Selv om hverken børn eller forældre syntes at have været flittige kirkegængere, så har de også mødt teksterne der, og formentlig er der blevet læst op ad bibelen i en hel del hjem.

Der er imidlertid ingen belæg i kilderne for at kunne sige noget meningsfyldt om, hvor mange folk på landet der kunne læse, skrive eller regne i 1700 – tallet. Det samme er tilfældet for byerne. De mest banale konklusioner er, at jo højere på den sociale rangstige og jo mere velhavende familien var, desto større chance var der for, at børnene havde fået undervisning i de elementære skolefag : kristen børnelærdom og læsning. Skrivning og regning var ikke en forudsætning for konfirmationsforberedelsen og derfor ikke almindelt at eleverne undervistes i disse fag. Ser vi på det overleverede kildemateriale er det ikke let at danne sig en pålidelig mening efter de udsagn, vi har. Dommen lyder meget forskellig fra egn til egn alt efter hvor oplysningerne kommer fra og ophavsmandens skoleopfattelse. Den ene fløj jamrede ideligt over de manglende kundskaber hos bønderne, den anden fløj var langt mere positiv:

Læsefærdigheden var nok gået noget fremad i århundredet men ikke så meget, at flertallet af befolkningen kunne læse. Da den meste undervisning var mundtlig overhøring var læsefærdigheden ringe. Mange blev ikke konfirmeret før de var i tyverne og kunne ikke deres katekismus, men præsterne så igennem fingre med det.

Nogle steder synes læsefærdigheden ligefrem at være gået tilbage. I Isterød by kunne i 1776 da byen udskiftedes kun 1 ud af 11 bønder skrive sit navn. I Selsmark kunne alle i 1720 læse og skrive, men i 1761 kunne de fleste bønder ikke læse skrift.

På Samsø og Bornholm var læsefærdigheden udbredt og de fleste kunne også skrive. Dødsboerne indeholdt også bøger og tingbøgerne indeholdt velskrevne breve. Der var hedesogne, f. eks. Vorbasse og Hejnsvig, hvor soldaterne i krigen 1807 – 14 næsten alle kunne brevveksle med hjemmene. Omvendt var der ingen, der kunne skrive i Allinge sogn i Århus stift 1794

Betegnende for talkundskaben er det at mange bønder ikke kunne læse salmenumre med tre cifre. Mange bønder lærte tallene til 20 og regnede så videre i snese.

Alle var dog enige om, at almuens oplysning lod meget tilbage at ønske og at en forbedring af skolevæsnet var nødvendig. Gennem størstedelen af 1700 – tallet og især efter dets midte kritiserede forfattere af forskellige retninger den bestående skole og fremsatte mere eller mindre udformede forslag til dens reform.

Der var mange , der ønskede en mere praktisk orienteret skole, der underviste i fag, der kunne danne grundlag for en håndværkeruddannelse og i arbejde ved landbruget og ikke kun i kristendom. Også statens forhold til skolerne kritiseredes.

Efterhånden som Rousseaus tanker og filantropismen fik større råderum i litteraturen, blev kritikken skarpere og dommene hårdere over skolen, indtil højdepunktet nåedes i påstanden om at , ”der er med flid arbejdet på, at almuens børn bliver holdt i uvidenhed og langt borte fra al oplysning”, eller at opdragelsesvæsnet i Danmark var en hindring for nationaloplysningens fremme, thi ”undervisningen kvæler sjæleevnerne, formørker forstanden og gør hjertet koldt”. (Larsen 1 366 fra Minerva 1791 II s.193 og 1802 IV s 233 )

Der var ved overgangen til den egentlige oplysningstid således utilfredshed med skolerne. De stærke reformønsker stod imidlertid overfor en mere konservativ retning. Skolereformen 1814 blev et kompromis. Biskop Balles betydning lå i, at skolerne fastholdt deres kristne karakter, og det blev Reventlowernes fortjeneste at sætte den i nødvendig forbindelse med sociale reformer. Hvad der hidtil havde hæmmet udviklingen var i høj grad bondens fattigdom og undertrykkelse. Derfor blev de bedre kår og større frihed, bondestanden opnåede, en mægtig løftestang for skolen. Erkendelsen af den nøje forbindelse mellem sociale og pædagogiske fremskridt, der for en del blev glemt i 1800 – tallet, var netop ejendommelig for oplysningstidens reformvenner.

Resultatet af skolerne fra 1536 til 1800 var en beskeden udbredelse af kundskaber og dannelse, men vigtigere en gradvis erkendelse af skolen som en samfundsinstitution. Selv om skolens fysiske rammer var præget af fasttigdom, og at den som institution lod meget tilbage at ønske, var der dog mange lærere, som under trange forhold gjorde et stort arbejde i oplysningens tjeneste og det samme gjaldt om flere af de landbohjem, hvor man underviste børnene så godt man kunne.

Da enevælden 50 år efter reformen i 1739 nedsatte Den store Skolekommission i 1789, hvis indsats resulterede i folkeskolelovene af 1806 og 1814, er det derfor tvivlsomt, om befolkningens flertal var i stand til at læse. I den forbindelse kan der være grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om det i det gamle samfund var så nødvendigt at kunne læse, endsige skrive, for at være en dygtig fæstebonde. Og om det egentlig var af så afgørende betydning for de nye selvejerbønder, som man undertiden ser det hævdet.

Men ved 1700-tallets slutning begyndte en erkendelse at brede sig om, at det var godt at kunne forlade sig på sin egen læsefærdighed, ikke blot når det gjaldt det trykte ord, men måske nok så meget når det gjaldt skrift på skøder, købmandsregnskaber og skattekvitteringer. Og hos de mere fremsynede bønder var der også en erkendelse af, at det meget nye, man kunne læse i aviser og almanakker, kunne være til nytte for dem selv og deres landbrug.

Man kan give pietismen æren for at stå bag den første danske skolelov, som Christian den Sjette gav i 1739, men virkeliggørelsen af lovens tanker var forbeholdt Frederik den Sjette. Først med gennemførelsen af de sociale reformer i slutningen af 1700 – tallet tilvejebragtes de nødvendige materielle forudsætninger for en bred folkeoplysning. Rationalismen kommer dermed til at fuldføre det, som pietismen havde påbegyndt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 KAPITEL X

KAMERALISMENS SAMFUNDSOPFATTELSE OG MENNESKESYN

 

Hensynet til landbruget blev i århundredets sidste årtier den faktor, som mere end nogen anden drev en offentlig skole frem i landdistrikterne; det blev en skole med et andet indhold end tidligere. Det kan synes paradoksalt at et erhverv som landbruget kunne få denne afgørende rolle for skolens udvikling. Omkring århundredet midte var den evangelisk – lutherske oplæring det centrale i skoleundervisningen. Oplæring i fag, der sigtede mod det praktiske erhvervsliv var stadig en privatsag, som forældrene og ikke staten havde ansvaret for – dvs. skolen skule tilbyde undervisning og forældrene betale for den.

En øget interesse for landbruget som det samfundsbærende erhverv og dermed for bondestanden som en samfundsmæssig ressource var det idemæssige grundlag for ændringerne. ”Landets daglige samtale var blevet bondens tarv”, som der blev sagt ved oprettelsen af Det kongelige danske Landhusholdningsselskab i 1769. Selskabets oprettelse var et konkret udtryk for den ændrede opfattelse.

Opprioriteringen af landbruget må ses på baggrund af, at nye opfattelser indenfor statsvidenskab og nationaløkonomi var trængt frem. Den finanspolitiske og statsteoretiske tænkning, som går under betegnelsen kameralisme fik ved århundredes midte afgørende indflydelse på opfattelsen af landbrugets og bondes værdi for samfundet og på nødvendigheden af gennemgribende landboreformer.

Økonomisk tænkning i kameralistisk form gjorde sig ikke kun gældende i Danmark. Også indenfor de tyske delstater og i Østrig blev kameralistisk tænkning dominerende i statsstyrelsen og indenfor embedsmandsuddannelsen, ligesom det blev en afgørende drivkraft bag et offentligt skolevæsens udvikling. Fælles var det også at den økonomiske tænkning var tæt knyttet til pietismen.

Det er blandingen af statsøkonomisk planlægning og statens opdragende og kvalificerende funktion at den offentlige skole slog rod i Danmark i anden halvdel af 1700 tallet. Uden opdragelse var almuen ifølge kameralistisk opfattelse doven og dum, modstandere af fremskridt og udelukkende opsat på at tilfredsstille de mest basale behov. Den brede befolkning var som et barn, der ville ende i selvdestruktiv ulykke, hvis det forblev uden vejledning og kontrol. Dette menneskesyn, der hvilede på pietistisk tænkning, var et ideologisk fundament i kameralismen. Det negative menneskesyn hindrede ikke, at kameralismen drev forandringer frem indenfor systemet, der blev til fordel for befolkningen.

Økonomisk fremgang for staten var grundlæggende for kameralismen. De økonomiske og fiscale motiver førte samtidig til en lempelse af skattebyrden, lempelse af bøndernes ufrihed, forbedring af skoleuddannelsen og ny juridisk praksis etc. Dvs. reformer, der fremkommer som et resultat af statens forvaltning af det almene bedste.

Kameralismens udvikling

Den kameralistiske lære stod i nær forbindelse med de absolutistiske stater efter 1648. De byggede på merkantilistisk handels og industriinteresse men også på naturretsideer. Kameralismen udviklede sig til mere end økonomisk tænkning, idet den kameralistiske økonomi byggede på et ideologisk helhedssyn på statens styrelse.

I 1727 blev kameralismen et lærefag ved universiteterne i Halle og Frankfurt an der Oder. Universitetsfaget kom til at hedde : økonomi – politi og kameralvidenskab. 1749 oprettede Maria Theresia af Østrig den første lærestol i kamerale videnskaber ved Collegium Theresianum.

I løbet af nogle årtier blev kameralismen grundlaget for uddannelsen af embedsmænd i Europa. Herved blev dens indflydelse stadfæstet indenfor de absolutistiske statssystemer. I dens program indgik befolkningstilvækst, staternes indre økonomiske vækst og en åndelig højnelse af befolkningens oplysningsniveau. Den fik de absolutistiske fyrster til at indse det nødvendige i at gennemføre reformer.

 Kameralismen indgik i den danske uddannelse af embedsmænd. Fra ca. 1760 blev der ved Sorø Akademi undervist i statskundskab herunder kamerale videnskaber af Andreas Schytte. I Kiel oprettedes ligeledes en lærestol i faget ved universitet.

Naturretten indgik også som et grundlag for kameralismen. Naturretten betød, at synet på staten ændredes bl. a. indenfor kameralistisk økonomisk tænkning. Læren om statens væsen, om monarkens forhold til borgerne i staten og om udviklingen af statens resourcer gjorde staten aktiv i forhold til borgerne. Staten skulle fremme almenvellet. Denne opfattelse gjorde sig gældende overalt i stater med kameralistisk tænkning.

Børnene tilhører staten

 For Schytte og den danske kameralisme var det klart at børnene tilhørte staten.

” Børnene anses ikke i christenheden for forældrenes ejendomme, men for klenodier, der ere forbundle at behandle forsigtigen og fornuftigen , og hvorfore de ere pligtige at giøre staten regnskab. Forældrene ere pligtige at underholde dem og opdrage dem til statens tieneste

Blev husstandens patriarkalske struktur svækket eller svigtede husbonden i sit ansvar, måtte offentlige institutioner træde hjælpende til.

Spørgsmålet kan stilles, om der ikke gennem hele 1700 tallet fra de to andre stænder har gjort sig en stigende skepsis gældende med hensyn til husstandens muligheder for at klare dens opdragelsesopgaver. En sådan skepsis var begrundet i den pietistiske intensivering af kirkens undervisningsopgave, som vi kan se slå igennem i 1730erne. Den offentlige almueskole, og dermed lærerstanden, overtog således en del af hjemmets opdragelse allerede i 1739. Yderligere skridt i samme retning blev taget i 1780erne og 1790erne . Der kan peges på mange forklaringer på denne udvikling.

Godsejernes patronatsrettigheder blev svækket med landboreformerne og dermed godsejernes husbondsforpligtelser, der blev overtaget af selvejere og arvefæstere. De udvidede kundskabskrav, som samtidigt stilledes til børnene fra myndighedernes side, var ganske umuligt for hjemmene selv at imødekomme i hjemmeundervisning eller privat undervisning.

Som svar på den kameralistiske kritik måtte der udvikles et kollektivt ansvar i husstanden gennem offentlige skoler, som var accepterede af lokalbefolkningen. I en tid med stærk ændret social struktur måtte der , set fra den gejstlige og verdslige stands side, være særdeles påkrævet at holde fast i en moralsk enhedsuddannelse, der så vidt muligt sikrede samfundets åndelige stabilitet. I en tid med svækket kirkegang, som i anden halvdel af 1700 tallet, kunne skolen overtage en vigtig del af gejstlighedens hidtidige funktion.

Landbostandens værdi

 Landbostandens værdi blev understreget af kameralismen og senere fra omkring 1760 af de franske fysiokrater (Quesnay). Bondens arbejde blev nu betragtet som samfundets værdigrundlag og vigtigste kilde til rigdom. Dette forklarer også, at centraladministrationens skoleplaner i hele 1700 – tallet ensidigt satsede på landbosamfundets skole. Først da arbejdet med at udforme en skolelov for landdistrikterne var næsten ført til ende omk. 1805, begyndte man mere systematisk at samle ideer til en reform af byernes skoler.

Fra 1750erne drøftede kameralisterne praktiske agrarreformer som udskiftning, forbedrede driftsformer, nye afgrøder etc. Som forum for sådanne drøftelser blev der udgivet tidsskrifter og oprettet selskaber med tilknytning til kameralistiske kredse, f. eks. Erik Pontoppidans ”Danmarks og Norges økonomiske Magazin” fra 1757 -1764, Sneedorffs ”Den patriotiske tilskuer” 1761- 1763 og oprettelsen af Det kgl. Husholdningsselskab 1769.

Den kameralistiske tænkning var knyttet til absolutismen, hvor opfattelsen af politistaten var en central del af statsteorien. En ordnet og velorganiseret stat var forudsætningen for fremskridt. Ordningen forudsatte en accepteret grundholdning hos alle implicerede. At grundlægge og befæste en sådan grundholning var opdragelsens og skolens opgave. Opdragelse og skoleuddannelse for bønder måtte derfor være i overensstemmelse med opfattelsens af bondestandens funktion i samfundet.

Opdragelse og skoleuddannelse for bønderne skulle således ikke forandre samfundets sociale struktur, men kvalificere den enkelte i husstanden og effektivisere landbrugets økonomiske muligheder til gavn for alle stænder i staten. Dette indebar, især i Tyskland, en sækularisering af det praktiske liv. I Danmark blev sekulariseringen ikke så gennemført og den enkeltes praktiske liv blev stadigvæk set som en forberedelse til det evige liv.

Som udtryk for denne nyere tankegang om forholdet mellem undersåtter og konge – mere specielt bonde – konge – øvrighed kan nævnes Jacob Baden: ”Forsøg til en moralsk og politisk Cathechismus for Bønderbørn” hvor øvrighedens ansvar for et godt styre understreges, og at det kun er muligt at berige staten ved at lade borgerne ( her bønderne) få mulighed for at føle, at de får noget ud af deres indsats. Det var Jacob Badens broder Terkel Baden, der stod for gennemførelsen af landbrugsreformerne på Bernstorffs godt 1765-67.

Baden opererer ikke med tre men med to stænder. Individ og politisk øvrighed, gejstligheden er gledet ud.

Badens politisk – moralske katekismus er altså en samfundslære, der bygger på samme opfattelse som de kameralistiske statsteoretikere og er en morallære, der bygger bro til kirkens og skolens brug af de gammeltestamentelige tekster. Badens brug af Salomons og Siraks visdomsord forklarer, hvorfor de gammeltestamentelige leveregler kunne få en sådan aktualitet under landboreformerne. Siraks snusfornuftige og familierelaterede leveregler var velegnede til en moralsk påvirkning af en gårdmandsstand på vej mod større frihed og selvstændighed.

 

Kameralismens opfattelse af statsmagten i skikkelse af den enevældige monark som ansvarlig for borgernes velstand og lykke, herunder bondestandens økonomiske og åndelige fremgang er en afgørende forudsætning for reformerne i landbruget i slutningen af 1700 – tallet og for det ændrede syn på skolens betydning. For kameralisterne var der en klar sammenhæng mellem en uddannet, økonomisk fri og fremgangsrig bondestand på den ene side og en rig og fremgangsrig stat på den anden side. Den kameralistiske indflydelse blev styrket ved, at de to mest betydningsfulde foregangsmænd for landbrugsreformer og undervisningsreformer, nemlig brødrene grev Johan Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg og Chr. D. Reventlow til Christianssæde indtog topposter i statsstyrelsen i store dele af de afgørende årtier op mod 1800. De var begge elever af kameralisten Schytte, der havde været deres lærer på Sorø Akademi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                    

 

 

 

 

                                     

TIDEN 1784 TIL 1814

 

 

KAPITEL XI

 

FILANTROPISMEN OG TYSK INDFLYDELSE

 

Året 1784 betegner et skel i dansk skolepolitik. Dels kom der en regering til magten, der søgte at virkeliggøre oplysningstidens tanker om folkets lykke, dels fik skolebevægelsen to ivrige fortalere i Sjællands biskop Balle, der ønskede at forbedre skolen på det bestående grundlag og grev Johan Ludvig Reventlow, filantropismens foregangsmand, der samme år oprettede den første reformerede skole på sit gods.

Den konservative holdning.

De konservative havde som deres udgangspunkt den forsatte tætte sammenhæng mellem religion og skole.

De konservative venner af skolernes forbedring havde dog et alt for indskrænket syn på opgaven. De havde kun i ringe grad øje for betydningen af en bedre læreruddannelse og metodisk undervisning, og kun aldeles undtagelsesvis vovede de at tænke på den grundlæggende forbedring af bondestandens stilling som en forudsætning for at løfte folkeoplysningen. I modsætning til dem stod en anden gruppe af reformvenner, der havde knæsat oplysningstidens nye ideer, og som, hvad skolen angik, helt og holdent sluttede sig til de tyske filantropister.

 

 

Spindeskolerne

 

Det første forsøg på at forene opdragelse, undervisning og praktisk nytte var spindeskolerne.

Spindeskolerne oprettedes på privat initiativ og var endnu et forsøg på at forene nyttig håndværksmæssig oplæring med undervisning og børneopdragelse så børnene ikke løb om og tiggede. Drivkraften var konferenceråd Ryberg, som sad i direktionen for den ” almindelige plejeanstalt” i København. Denne mislykkedes, men Ryberg fortsatte ideen i Sydsjælland . Ved hjælp af sackseren Veolker startede Ryberg et linnedvæveri på sit gods Øbjerggård og her oprettedes i Køng den første spindeskole på landet i 1778 og 1780 stiftedes i Næstved ”Det patriotiske Selskab” med det formål at anlægge linnedspinderier og udbrede høravlen landet over. Disse skoler blev dog ingen succes og måtte atter opgives. Sammenblandingen af skole, lærlingearbejde og tvangsopbevaring af omflakkende børn var ingen god ide.

 

Filantropismen

Filantropismen var en pædagogisk retning, der opstod i slutningen af oplysningstiden og fik navn efter J.B. Basedows berømte kostskole i Dessau, Philantropinum, grundlagt 1774. Filantropismen anså undervisning af den brede befolknings børn for en vej til menneskelig og samfundsmæssig udvikling og fremgang. Målet var at danne gode, fornuftige, oplyste og lykkelige mennesker. Filantropismen ønskede at fjerne både udenadslære og korporlig afstraffelse fra skolen. Al læren skulle ske med lyst og så vidt muligt i legens form.

Filantropismen blev brugt i planlægningen af det danske skolevæsen før 1814, og de filantropiske idéer gav et realpolitisk pædagogisk program med vægten lagt på praktiske fag samt med indførelse af klassedeling og en sokratisk spørgemetode, et venligt skolemiljø og en stræben efter forståelig og anskuelig undervisning. Mange af filantropismens idéer kan genfindes i Skoleloven af 1814. Filantropismen stod tillige for en selvstændiggørelse af skolen i forhold til kirken, men mødte modstand blandt præsterne. Fremtrædende repræsentanter for filantropismen var foruden Basedow J.H. Campe, C.G. Salzmann og den preussiske godsejer Fr. E. von Rochow (1734-1805).

 

 Af de pædagogiske strømninger, der efter reformationen var gået gennem Europa, havde kun pietismen afsat varige spor i Danmark. Langt større betydning fik dog filantropismen, der blev lyst i kuld og køn af de dannedes store flertal. Det var gennem tyskerne, vi mødte Rousseau ”Emile” . Basedow og de mænd, der støttede reformer i filantropismens ånd, var indvandrede tyskere eller stod den tyske koloni i Danmark meget nær. Det var kredsen omkring Bernstorff, Schimmelmann og brødrene Reventlow.

Hovedmændene fandtes i den af Friederike Brun skildrede vennekreds ved Petri kirke (kirken var et samlingspunkt for Københavns politiske, økonomiske, kulturelle og militære elite, der ligesom hoffet først og fremmest benyttede sig af det tyske sprog), der på den ene side stod i forbindelse med de tyske pædagoger og på den anden med de tyskdannede statsmænd. I præstegården ved Petri kirke færdedes dengang mange fremtrædende mænd; der kom Bernstorfferne, Schimmelmannerne, brødrene Stolberg, Carsten Niebuhr, Friedrich Gottlieb Klopstock, Heinrich Wilhelm von Gerstenberg og de andre medlemmer af det «tyske Aristokrati», som dannede en sluttet kreds i den danske hovedstad. I kredsen kom også hofpræst og professor i teologi Cramer og Frederik Münter, medlem af skolekommissionen, Sjællands biskop fra 1808.

Der var tale om en tysk import ikke kun i tanke, men også af bøger og personer. Alle de ledende tanker hos filantropisterne, der havde overtaget i slutningen af 1700 tallet, er indførte fra Tyskland og gennemførtes ved tyskdannede personer og tyske bøger. At de så sig selv som verdensborgere er en selvfølge.

De var ikke særligt religiøse, hverken i henseende til konfession eller kristendom i det hele taget, nærmest panteister. Man ville derfor ikke lade religionen få forrang i skolen. For filantropisterne var ” den fornuftige oplysning” og ikke kristendommen det ene fornødne.

Ligeledes var de ivrige forkæmpere for en ny opdragelse uden den dominerende tro på tæsk og straf.

Deres pædagogiske metode var frem for alt katekisationen forstået som en vejledende samtale – en sokratisk dialog – der kunne anvendes på alle fag og i alle undervisningssammenhæng. Når filantropisterne taler om katekisation mener de ikke udenadslære af de fortrykte svar, men vejledning i selv at finde svarene.

Tyskerfejden

 Den tyske indflydelse var dog ikke lige velset i alle kredse. Loven om indfødsretten januar 1776 blev modtaget med begejstring i København og i kongerigets byer, dels fordi den imødekom den danskfødte borgerskabets håndgribelige egeninteresser, dels fordi den dækkede det samme borgerskabs følelsesmæssige behov for en national identitet. Og det var typisk for den sejrende danskhed, at den i de følgende år ikke blot udbyggede sine positioner, men også markerede sig aggressivt.

I 1790 rasede den såkaldte Tyskerfejde. En litterær polemik udviklede sig til et kortvarigt, men heftigt opgør mellem dansk og tysk. På dansk side afslørede stridsskrifterne frustration over at se sig behandlet som kulturelt og socialt andenklasses borgere af den aristokratiske tysk-kulturelle politiske ledelse, der havde fældet Guldberg i 1784 og selv taget magten.

En frustration, der ikke blev mindre af, at de danske debattører nok selv inderst inde erkendte, at der bestod en iøjnefaldende kulturel niveauforskel mellem det borgerlige danske klubmiljø og de litterære saloner i de bernstorffske og schimmelmannske palæer. I deres bitterhed over favoriseringen af tysktalende og tysk-kulturelle holstenere vendte de sig endog mod deres eget sejrsmonument, indfødsretten. Skulle kongens holstenske undersåtter – hvis nationale loyalitet danskerne hævdede lå syd for Elben – overhovedet have embeder, kunne de få det i Holsten. Disse voldsomme udbrud af „antigermanisme” huskede præsten M. G. Birckner længe efter, hvor „ikke blot skribenterpøbelen, men selv mænd, der med føje kunne regnes blandt agtværdige skribenter, med bittert had forfulgte alt, hvad der bar navn af tysk, ja den hele tyske nation”.

 

I Tyskerfejden blev der ikke nævnt navne. Men alle vidste, at kritikken mod favoriseringen af holstenere og tyskere var vendt mod kronprins Frederiks ministre, A. P. Bernstorff og Ernst Schimmelmann og mod hovedstadens aristokratiske, tysk-kulturelle overklasse, hvortil også mænd som Christian Ditlev Reventlow og hans bror Johan Ludvig Reventlow var nært knyttede. Denne politisk magtfulde kreds følte sig særdeles ilde berørt over fejdens aggressive danskhed, som truede både dem selv og helstaten.

Derfor gik de til modangreb netop der, hvor den unge nationalfølelse var svagest: hvor det gjaldt spredningen af de nye nationale tanker fra den afgrænsede borgerlige kreds til det brede folk gennem skolerne. Midt under Tyskerfejden skrev Johan Ludvig Reventlow et harmfuldt brev til Den store Skolekommission:

„Burde man ikke søge at udrydde den overdrevne patriotisme eller såkaldede danskhed, der kaster en ufornuftig foragt på de fremmede og især på de tyske, der ofte udarter til den ublueste fornærmelse? Burde man ikke før søge at indprente mere kosmopolitisk sindelag og spirit, der stemmer overens med kærlighed til vor næste?”

 

 

På deres egne godser kunne de gøre, som de ville. Her udstedte de skolereglementer, der inddæmmede de aggressive dansk-nationale tendenser. Og politisk var de endnu magtfulde nok til at blokere formidlingen af den nye nationalfølelse til landets øvrige skoler. Christian Ditlev Reventlow var det toneangivende medlem af Den store Skolekommission, der blev nedsat 1789, og som udarbejdede den skolelov, der i 1806 trådte i kraft på Øerne, og som i 1814 blev landsdækkende. I den nye folkeskoles undervisning fik indpodningen af kærlighed til fædrelandet en yderst tilbagetrukken plads.

Reformtidens politiske elite fik fred i sin egen tid. Den nye danske nationalfølelse havde omkring 1800 kun bredt sig til det højere borgerskab i hovedstaden og i de større provinsbyer. Det var dette borgerskab og enevældens embedsmænd, der i 1801 reagerede så positivt på styrets appel om kongetroskab og fædrelandskærlighed. Til samfundets bredere lag var den nationale bevidsthed som politisk faktor endnu ikke trængt ud.

FILANTROPISMEN I PRAKSIS

 Reventlowernes skoletanker

 I de sidste to årtier af 1700-tallet kom så godt som alle tanker om en reformering af skolevæsenet i landdistrikterne til på en eller anden måde at gå gennem en eller begge brødre Reventlow. De fungerede både som inspiratorer for andres pædagogiske tænkning og skoleplanlægning, og de fungerede som si for de ideer, der kunne samles op og bruges i et dansk lovgivningsarbejde.

Skolens hverdag blev dog mere præget af biskop Balle, tiltrådt som Sjællands biskop i 1783 i en ung alder. Fuld af energi gennemførte han visitatser i sit stift. Få har som Balle kendt skolernes forhold. Han gik med kraft ind for at forbedre børnenes skolegang, men hans udgangspunkt var et helt andet end Reventlowernes. Han have ikke deres bevidsthed om vægten af reformer på det landbrugsmæssige område og det personlige plan. Snarere så det ud til at han var skeptisk overfor rækkevidden af landboreformerne i 1790erne. Derfor kunne han heller ikke følge Reventlowerne hele vejen i deres ønske om en faglig kvalificering af bønderbørnene. I hvert tilfælde ønskede han ikke at børnene skulle bruge deres skoletid på det. For ham blev det vigtigste kirkens funktion som åndelig vejleder af børnene fra deres første skoledag til konfirmationen.

Johann Bernhard Basedow  kom til Danmark og blev ansat på Sorø Akademi 1753, hvor han underviste de næste 8 år. Han var meget oplysningstidsorienteret og forlod Sorø til fordel for en stilling ved gymnasiet i Altona. I den tyske kreds omkring Bernstorff og Reventlowerne var han kendt gennem forfatteren Fr. Klopstock, der introducerede ham i Danmark.

Basedow var inspireret af Rousseau ( Emile 1762) og Basedows hovedværk ”Elementarwerke” udkom 1774. Basedow oprettede sin skole ”Filantropium”, en kostskole i Dessau for der at efterprøve og praktisere sine pædagogiske ideer. Basedows pædagogiske tænkning, som den kommer til udtryk i hans skrifter og praktiske skoledrift, ligger som idegrundlag for det meste af det, der skete på skoleområdet i Dannmark i de følgende årtier. Her kan vi genkende ideer om nødvendigheden af seminarieuddannede lærere, niveaudelt undervisning, om den barnecentrerede undervisningsform, sprogundervisning efter naturmetoden, pædagogisk opbyggede lærebøger, indførelse af realfag som naturhistorie, naturfag etc. Alligevel kom Basedows ikke ubeskåret  til at præge skolereformerne for almueundervisningen på landet. Derimod påvirkede han i allerhøjeste grad byernes private skoler: Efterslægten, borgerdydsskolerne, Christianis institut med fl.

Johan Ludwig Reventlow blev påvirket af mange flere, især tyske oplysningspædagoger, men det, der gjorde Reventlow særlig var hans sammenkobling af skoleuddannelse og pædagogik med bondestandens frigørelse.

Reventlows og andres opfattelse af statens forpligtelse til at understøtte en undervisning og intervenere i barnets opdragelse betød ikke, at alle børn skulle have adgang til den samme uddannelse. Skolen skulle være standsdelt : 1. Den lærde stand, der ud over skolegang krævede en teoretisk videreuddannelse, 2. Den borgerlige stand og 3. De lavere stænder, dvs. bønder, soldater og matroser og håndværkere. Dette passer med deres religiøse grundholdning: Det guddommelige forsyn havde placeret mennesket på dets rette plads og at få et lykkeligt liv både her og hinsides. Bønderne skulle efter denne opfattelse være taknemmelige over at være født ind i den ”agtværdige bondestand”.

Men han mente, at alle borgere skulle have den samme elementære grunduddannelse.

De veje, som J.L. Reventlow anviser til at nå målet om en oplyst almue gik over de pædagogiske ændringer i undervisningen, som vi kender som filantropismens: pædagogisk uddannede lærere, nye undervisningsmetoder, nye undervisningsmidler, bedre skolebygninger og udstyr, forbedrede lærerlønninger, bedre tilsyn etc.

I sine skolereglementer på Brahetrolleborg betoner Reventlow, at alle skal lære at skrive og regne uanset om det er gårdmandsbørn, husmandsbørn. De jordløses børn blev der stillet mindre krav til for at de kunne få arbejde på godset, men de skulle alle være flittige i skolen. Gårdmandsbørnene skulle også lære om agerdyrkning og maksimal regnefærdighed.

KAPITEL XII

DEN STORE SKOLEKOMMISSION 1789

 

”Kommissionen for de danske skolers bedre indretning, 15. Maj 1789” kendes som Den store Skolekommission. Dens indflydelse blev meget langvarig med en funktionstid på 25 år.

Kommissionen skulle udarbejde en plan til skolevæsenets forbedring og tillige en foranstaltning til at uddanne duelige lærere.

 Med forestillingen om, at landbrugets fremgang også ville blive bedre med en ny skolereform blev landbrugskommissionen også interesseret i en skolereform og det blev brødrene Reventlow, der stod bag indstillingerne. Det drejede sig i første omgang om Frederiksborg og Kronborg Amter.

I praksis betød det, at det blev Balle, via stiftsøvrighedens indstillinger og Johan Ludvig Reventlow via landbokommissions , der første debatten om en skolereform for skole- væsenet på landet. De var enige om, at lærer og degneembedet skulle forenes og at udgifterne dækkes ved ligning.

 

Kommissionens drivende kræfter blev som nævnt Christian Ditlev Reventlow og biskop Balle, oprindeligt stærkt divergerende med Balle som en modvægt til Reventlows filantropistiske holdninger. Dette ændrede sig dog undervejs. På langt de fleste punkter nærmede Balle sig Reventlow og hans indflydelse var snarere modererende end afgørende. Skolekommissionen havde skiftende medlemmer i dens lange periode og forskellige medlemmer havde dominerende indflydelse.

 

Derimod forblev der stor uenighed mellem de to retninger i forhold til lærernes uddannelse, seminarier, kaldelse ( hvem skal ansætte) , hele undervisningen og tilsynet .

Reventlow ville fritage skolelærerne fra alle kirkelige pligter og andre ikke værdige opgaver og ønskede, at kongen skulle kalde ( ansætte) lærerne efter indstilling fra seminarierne og ikke provst eller biskop, som Balle ønskede. Ligeledes mente Reventlow, at seminarierne skulle varetage tilsynet og ikke kirken eller amtmand. Reventlow var dog klar over, at præsten var den nærmeste til at føre tilsynet, men dette måtte ikke indebære, at præsten havde myndighed over skolelæreren. En lokal skolekommission skulle have ansvaret. Angående undervisningens indhold og udførelse var der stor uenighed. Reventlow forkastede Luthers katekismus, udenadslære og den megen formelle religionsindlæring, som Balle fortsat gav førsteprioritet. De var dog enige om, at skolen skulle deles i 3 klasser.

Balles mente at højere løn til skolelærerne, finansieret ved nedlæggelse af degneembederne, var nødvendigt. Skoleholderen kunne varetage de vigtigste degnefunktioner, derfor skulle kirkebyernes skoleholder være student. Der var ikke brug for seminarier. Katekisationen kunne lærerne lære af bisp eller præst.

For de to amter Frederiksborg og Kronborg blev resultatet, at skolernes antal blev forøget fra 28 til 41, heraf 34 nye grundmurede. De ubrugelige skolebygninger blev solgt eller nedrevet. De nye bygninger havde 3 fag skolestue, 2 fag dagligstue og 2 fag til kammer/kamre. Trægulv overalt. Skolelønnen skulle være på 50 Rdl. plus naturalier og 8 tdr. land jord. De første skoler stod klar i 1788.

 

SEMINARIERNE

 Det første seminarium åbnede i Kiel åbnede efter initiativ af Bernstorff og Cramer i 1780 og blev det første seminarium i Helstaten ( Kongeriget plus hertugdømmerne Slesvig og Holsten). Det havde naturligvis en filantropistisk holdning, og der lagdes vægt på kundskabsmeddelelse, praktisk lærergerning og øvelse i et beskedent levned.

Præsterne var fjendtligt indstillet og efterhånden kom seminariet i vanskeligheder og lukkede 1823.

 

 

 Blågård Seminarium

 

Det blev læreruddannelsen, der først beskæftigede skolekommissionen og allerede 1790 havde de fået godkendt, at den af det offentlige ejede bygningskompleks Blågård med meget stor have ved Peblingesøen kunne bruges som bygning, og at det skulle indrettes efter tysk forbillede. Det skulle være en kostskole, undervisningen gratis, men eleverne skulle betale 40 RD årligt for kost og logi. De ansatte lærere – 3 – skulle være fortrolige med de tyske forbilleder og Rostows ideer. Riber, der fik stor indflydelse på seminariets pædagogiske linje, blev ansat som andenlærer. Riber var et af de første medlemmer af det 1786 stiftede “Selskabet for Efterslægten”, og hans virksomhed som frivillig lærer ved dette selskabs skole henledte opmærksomheden på ham som pædagog. På offentlig bekostning foretog han i sommeren 1790 en rejse til 6 tyske seminarier og blev helt betaget af Rostows skole i Rekahn og katekisationen, han mødte der. Dette fik stor indflydelse på Blågård seminarium.

Seminariet åbnede marts 1791 med 14 elever, de følgende år steg det til 40 elever, som var det maksimale antal, de ansatte lærere kunne undervise og opdrage.

Der var dog også finansielle problemer, og det skønnedes at seminariet ville koste 10,000 RD i årlig drift.

De første år var seminariet dårligt ledet og nogle af lærerne og eleverne var ikke kvalificerede og der var mange klager over seminaristernes opførsel også efter, at de var blevet dimitteret og havde fået arbejde.

Især gik klagerne på deres manglende respekt for religionen og for præsterne samt for deres hovmod. Men mange af klagerne var ubegrundede og også blandt landets præster var der rationalister. Det var også vanskeligt for mange præster at acceptere, at de ikke længere var den eneste i lokalsamfundet, der havde en uddannelse, også selv om seminaristerne ikke var akademikere. Der var mange lærere, der var glimrende begavede og havde langt bedre greb om undervisningen end præsterne.

Omkring 1800 blev forholdene på seminariet stabiliseret med Saxtorphs overtagelse af ledelsen og efterhånden udvidedes lærerstaben, så alle de tilsigtede fag kunne dækkes.

Seminariet flyttede 1808 til Jonstrup og skiftede navn til Jonstrup Seminarium.

Med etableringen af Blågård Seminarium var ledende kredse endelig nået frem til den indelysende konklusion, at en velfungerende almueskole krævede en veluddannet lærerstab. Det kan undre, at der mange steder var en udbredt frygt for, at veluddannede lærere skulle være til fare for samfundet, men dette var ikke desto mindre tilfældet. Præsternes modvilje var indelysende: den veluddannede og dygtige lærer truede præstens stilling i lokalsamfundet. Men der var også frygt for, at lærerne skulle distancere sig fra bønderne. I mange af overvejelserne om lærernes uddannelse indgår også at han skal lære at kende sig begrænsning som almuelærer. Han skal ikke tjene for meget, kun til en ydmyg ligestilling med de sociale lag, børnene kommer fra. kort sagt: ingen akademiske ambitioner og ingen sociale forventninger. Tanken om at læreres løn skal være lav er ikke ny i Danmark.

 

 

Seminariet på Brahetrolleborg

Johan Ludvig Reventlow ønskede også at oprette et seminarium. Det var imidlertid en vanskelig sag at få grevens stærkt filantropistiske forestillinger til at rime med andres ønsker. 1794 bliver der dog enighed og seminariet kunne begynde sin virksomhed. Elevtilgangen svigtede imidlertid og de første 5 år var der i alt under 30 elever. Med oprettelsen af et opfostringshus, kaldet Bernstorffsminde efter statschefen, sammen med seminariet blev elevtallet større og økonomien bedre. Endvidere nedsatte man seminarietiden fra 4 til 3 år.

Bernstorffsminde blev også brugt af fornemme folk, og eleverne var der fra 10 til omkring 16 års alderen.

Landsbyskolerne

 Ved kommissionens udarbejdelse af retningslinjerne for landsbyskolerne blev det i højere grad de reventlowske synspunkter, der gjorde sig gældende.

Fagene skulle være: læsning, skrivning, regning, religion, skriftlæsning, men også historie og geografi, naturhistorie og naturlære samt om bondestandens rettigheder og pligter ifølge forordningerne. De ældre børn skulle også have sundhedslære.

Børnene skulle inddeles i 2 klasser i stedet for tre, den ene om formiddagen, den anden om eftermiddagen. På denne kunne man have hverdagsskole for alle elever med en lærer.

Klassestørrelsen sattes til maksimalt 40 elever ( det antal som læreren kunne overskue), men senere blev det færre børn

Skolebøger manglede og i religion blev det Balles lærebog. Også andre lærerbøger skulle skrives, men det blev ikke til meget.

Skolegang startede fra 5. år senest 6. år til konfirmationen. Der skulle være hverdagsskolegang, de ældste 4 timer om formiddagen og yngste 2 timer om eftermiddagen. Ferie skulle være 4 uger i kornhøsten og i alt 5 uger i pløje og såtiden. De ældste elever havde endvidere fri på hoveridage.

Skoledistrikterne skulle afstemmes geografisk så intet barn fik mere end 1,5 mils vej til skole.

Elevernes opdragelse var vigtig, men den skulle ske uden hårde straffe og med mildhed.

Degneembederne skulle nedlægges til fordel for skolevæsnet således, at den økonomiske besparelse ved degneembedernes ophør skulle komme de nye skoler til gode.

Kaldsretten forblev hos de store jordejere, dvs. godsejerne.

Midler til skolen skulle findes ved ligning ( beskatning) på hartkornet for jordejernes vedkommende og ved en personlig afgift for håndværkere og andre lønmodtagere

Lærerlønnen blev der ikke enighed om, men det var en gennemgående tanke, at lærerens løn skulle være anstændig, men den måtte ikke være så stor, at læreren blev velstillet i forhold til bønderne. I det hele taget var det et problem at finde lærerens rette sociale og uddannelsesmæssige niveau. Kundskabsmæssigt måtte han ikke true præstens autoritet og økonomisk skulle hans stilling være beskeden.

Pædagogiske tanker

Var den store skolekommissions forslag vidtgående i enkelte henseender, så var den mådeholden i sammenligning med de pædagogiske projekter, som tidens radikale fremsatte i tidsskrifter og pjecer, og som tydeligt bærer præg af at have set dagens lys i revolutionsårene. Ikke mindst kastede projektmageriet sig over skolen. Det vrimler med reformforslag i 1790erne periodiske litteratur

Medens der under de tidligere skolereformer i 1700- tallets første årtier ikke havde været nogen pædagogisk litteratur i Danmark, kommer der i slutningen af 1700 – tallet en sand sværm, der på mange måder er karakteristisk for entusiasmen, men også  virkelighedsfjerne. Locke og Rousseau bliver for første gang oversat til dansk, men der er en klar tysk filantropistisk overvægt i de skoletanker, der kommer til udtryk. Det var Basedow og Salzmann og Rochow, der var de største autoriteter. Også den tyske skolemand og pædagog Joachim Heinrich Campe have stor tilslutning i Danmark og hans bindstærke værk, der omhandler hele den filantropistiske bevægelse, blev oversat til dansk 1799 – 1806 af Johan Werfel. Heri fremsatte hovedmændene bag den filantropistiske skole deres ideer side om side med Locke og Rousseau.

Campe ( 1746 – 1818)blev født i Deensen i hertugdømmet Braunschweig. Han studerede teologi ved universitetet i Halle, blev 1773 feltpræst og 1776 præst i Potsdam efter at han i et par år havde været huslærer for brødrene Wilhelm og Alexander Humboldt. Stærkt grebet af Basedows tanker om en reform af opdragelsen modtog han beredvillig en opfordring til at komme til Dessau for at blive lærer ved det derværende “Philantropium”. På grund af uenighed med Basedow opgav han denne virksomhed.

I Danmark havde Campe i sin tid et anset Navn; næsten alle hans pædagogiske arbejder udkom i dansk oversættelse, og hans lærebøger i religion og moral brugtes i højere skoler og ved privatundervisning, om end under stærk modstand af biskop Balle og andre mænd af den gamle skole. På dette område var hans betydning dog kun forbigående.

Egentlige skoletidsskrifter fandtes ikke , men tidsskrifter som ”Minerva” og ”Iris” og flere af tidens periodiske skrifter optog afhandlinger om skolevæsnets ordning og undervisningsfags behandling samt anmeldelse af pædagogisk litteratur. En kort årrække udkom ”Egeria”, der var et mere decideret skoletidsskrift.

minerva

Tidsskriftet Minerva blev oprettet af Christen Henriksen Pram og Knud Lyne Rahbek som begge var medlemmer af Drejers Klub, og tidsskriftet blev da også snart anset for at være husorgan for klubben med sine borgerlige og oplysningsvenlige meninger.  Rahbeks tanke var, at indholdet væsentlig skulle være skønlitterært, men Pram ville drage hele samfundslivet ind under tidsskriftets behandling, så det kom til at omfatte både skønlitteraturen, de religiøse bevægelser, den økonomiske udvikling, undervisningen, politikken m.m.Pram fik sin plan sat igennem   og kom derved til at skabe et tidsskrift, der er enestående i dansk litteratur. I det har, skriver Rasmus Nyerup “næsten alle Landets bogskrivende Mennesker taget Del, lige fra ham af, hvis Plads er ved Siden af Tronen, og indtil Bonden bag Ploven, og de have heri henlagt hver sit Kontingent til Massen af de Ideer, som i de sidste 16 Aar have sysselsat alle tænkende Hoveder i tvende Kongeriger”Fra 1785 til 1808 var det et forum for mødet mellem intellektuelle, embedsmænd og det læsende publikum. Månedsskriftet havde stor indflydelse på opinionsdannelsen i borgerlige kredse også uden for København.

Trods filantropisternes meget ringeagtende syn på Luthers katekismus og den traditionelle udenadslære, var der blandt de ihærdigste skolefolk mange gejstlige, både præster og biskopper. Også i regeringskredse og blandt de dominerende godsejerkredse var der stor interesse og der tages mange initiativer til at bygge nye skoler og til at skaffe bedre lærere.

I borgerskabet dannes der forskellige selskaber, Efterslægtsselskabet er et af dem, og borgerdyd-skolerne etableres.

Endvidere etableredes der søndagsskoler, mest succesfyldt i de større byer, hvor de ældre elever kunne få vedligeholdt eller udvidet deres kundskaber. Også her var præsterne med .

Der var således en bred og voksende accept af det nødvendige i at få et bedre skolevæsen, der nåede ud til alle, både individuelt og geografisk. Der var også en forståelse for, at uduelige lærere og strenge korporlige straffe ikke var vejen frem, så interessen for undervisningslæren voksede også – ikke mindst i forbindelsen med etableringen af seminarierne.

Religionsundervisningen

Bøgerne til religionsundervisningen havde indtil nu været de vigtigste og ofte de eneste skolebøger. Både derfor og på grund af tidens stilling til de religiøse spørgsmål, var en reform af lærebøgerne og undervisningens indhold et hovedpunkt i alle skoleinteresseredes program. Alle var enige om, at den under trussel om hårde straffe menigsløse udenadslære hverken gav lyst til eller indsigt i kristendommen. Men selv om den traditionelle katekismusundervisning var drevet til en sådan højde af unatur, at en ændring måtte komme, var det dog vanskeligt for mænd, der som de ægte filantropister fandt kristendommens væsentligste indhold i ideerne om gud, forsyn og udødelighed, at føre den herskende religionsopfattelse videre. Mere eller mindre bevidst arbejde de ikke blot for en ny undervisningsmetode, men også for en ny opfattelse af kristendommen. Startende med naturlære og efterhånden inddragende kristendommen i undervisningen var de i virkeligheden fortalere for deismen. Vægten på etik og natur og underkendelsen af den åbenbarede religion var ledsaget af en meget fornuftig og fremsynet pædagogisk tilgang med vægten på at inddrage børnenes hverdagsoplevelser og udviklingstrin i indlæringen, men indholdet afskrækkede mange og derfor fandt denne retning få efterlignere blandt danske forfattere.

At Pontoppidans forklaring burde lægges på hylden var alle enige om, og der blev derfor fra begyndelsen gjort en række forsøg på at fremskaffe en ny lærebog i religion. Skolekommissionen løste problemet med Balles lærebog, der opgav katekismens orden og spørgsmålsformen. Sammenlignet med Pontoppidans var den et fremskridt, men ikke stort, og ved sin vidtløftighed og sit lidet barnlige sprog skulle den ikke gøre religion kær for børnene. Der var for meget teologi og for lidt religion i bogen. Den blev dog udbredt og friere tænkende præster og lærere sprang det over, der ikke huede dem.

Rationalismen kom til at forstyrre det gode, som dens rationelle pædagogik ville fremme og resultatet blev derfor, at Luthers katekismus og Balles lærebog beholdt deres plads, og den herskede form for undervisning i religion blev en begrebsopløsende, forstandsudviklende katekisation, der lod hjertet temmelig uberørt.

Bibelen frarådede man børn at læse. Specielt det gamle testamente var uegnet for unge piger!!

ABCerne revideredes og størst uenighed vakte det, da de religiøse tekster udgik af ABCen.

Der blev i øvrigt nu udgivet mange forskellige ABCer, hver med deres pædagogiske vinkel. Men overordnet ændredes ikke meget ved indlæringens pædagogik. De egentlige læsebøger var alle tyske i oversættelse eller omarbejdede tyske forlæg.

Børnelitteratur

 Fra 1568 til begyndelsen af 1800-tallet udkom der mindre end 200 børnebøger i Danmark, de fleste oversættelser eller bearbejdede udgaver af tyske forlæg. Det er ikke urimeligt at sige, at filantropisterne og perioden skabte en ny genre: børnelitteraturen, der ellers kun havde haft Defoe som bidragyder. De fleste var med nutidens øjne ulæselige, men de skabte en ny måde at skrive på for børn. Ovenfor nævnte Campe var en af de nye børnebogsforfattere med stor succes. Især Campes bearbejdelse af Defoes ”Robinson Crusoe” til ”Robinson den unge” fra 1779 med moraliserende samtaler efter hvert kapitel mellem faderen og sønnen blev en europæisk succes.

NYE TIDER

Kritik af filantropisterne og fremskridtsånden

 

 Med de ændrede åndsstrømninger omkring år 1800 ændredes også opfattelsen af skolens mål og muligheder og lovprisningen af skolens genfødende evner og der fremkommer jævnlige angreb på den stærke skoletro og den dermed forbundne ”overfladiskhed og irreligiøsitet”. Mynster karakteriserede de nye pædagoger som: ” de overfladiske af alle mennesker, der mene, at de med deres fraser og stumper af kundskaber kunne omskabe menneskeheden”. Man fik øjne for hvilken skade, der var sket ved kristendommens tilsidesættelse i skolen. Præsten Boisen erklærede, at det var en stor fejl, at man havde forsømt bibelen i seminarieundervisningen og måske dermed skabt den ræsonnerende skolelærer. Fra 1801 fordres der bibellæsning i de seminarier, der nu bliver oprettede og skoleanordningerne af 1814 gjorde det til en pligt at anskaffe bibler ved skolerne.

Hånd i hånd med den stigende generkendelse af kristendommens betydning gik den vågnende nationale bevægelse, der fandt rigelig næring i rækken af begivenheder fra slaget på reden 1801 til Kielerfreden 1814. Også den kastede skygger på skolens område.

Samtidig havde Trykkefrihedsforordningen 1799, der på trods af navnet skærpede censuren, måske også en dæmper på de mange angreb på hidtil anerkendte autoritative opfattelser.

På Skårup seminarium indførte man skydeøvelser og Boisen skrev en fædrelandskatekismus, for at de unge i konfirmationsåret under vejledning af patriotiske præster og lærere kunne oplyses om, hvad han som borger og undersåt skyldte konge og fædreland. Ved denne undervisning håbede Boisen at ”nære og befæste hos den fremvoksende slægt den usvigelige kærlighed til konge og land, der i samfund med religionen er den sikreste støtte for borgerheld” . Kongen købte 2000 eksemplarer til uddeling som præmier i skolerne.

Pestalozzi tur retur

Forandringerne i opfattelsen af pædagogikkens hovedspørgsmål betød også ændringer i metoderne. Filantropisternes brug af katekisation bliver angrebet og Pestalozzis ideer når København 1802, da konseillespræsident Frederik Moltke kom hjem efter at have besøgt Pestalozzis skole Burgdorf og var blevet meget begejstret. Derpå rejser to lærere , Strøm og Torlitz fra henholdsvis Blågård og Slagelse borgerskole på kgl. bevilling. Også de er begejstrede. Det ender med at der oprettes en forsøgsskole 1804 med de to lærere som undervisere, men der er ikke almindelig enighed om forsøgsskolens fortræffeligheder og Balle udtaler sig negativt. Det samme gør Reventlow. Ved prøverne viste det sig, at eleverne ikke kunne så meget af de almindelige skolefag og at supplerende undervisning var nødvendig. 1808 var den pestalozziske pædagogik afskaffet som en særlig anvendelig metode.

Anderledes i Tyskland, hvor der opstod en bevægelse i Pestalozzis ånd. Herved kom der grøde i det tyske skolevæsen, i forhold til hvilken tilbagegangen i Kongeriget efter 1818 er dobbelt iøjenfaldende. Først efter at Pestalozzis virksomhed var draget frem ved 100 årsfesten i Pædagogisk Selskab i 1846 – mere en forhåbnings end en mindefest som man sagde – og efter at der på ny var kommet liv i den nationale skoleverden, begyndte de pestalozziske tanker, forfinede og uddybede i den mellemliggende tid, at få varig indflydelse på danske skoleforhold.

På samme tid indførtes gymnastikken som skolefag og vel forsvandt den ikke sporløst som pestalozzianismen, men ligesom denne stod den kun i et løst forhold til den øvrige pædagogiske udvikling og blev reelt båret oppe af en enkelt mand, Franz Nachtegall. Gymnastikken anerkendtes først med udstedelsen af skolelovene og måtte endda vegetere i mange år, inden dens betydning for alvor indgik i den pædagogiske bevidsthed.

Når man undtager enkelte steder som grevskabet Holsteinsborg, hvor der blev indført gymnastik i alle skoler og den konfirmerede ungdom endog deltog i øvelserne, slog gymnastikken ikke rigtigt an, heller ikke selv om den blev en del af skolereformen 1814.

Franz Nachtegall og gymnastikken

Franz Nachtegall,  (1777-1847) var Danmarks første gymnastikpædagog.  1794 blev han “med fordelagtige vidnesbyrd og bedste karakter” student fra Schouboes institut, tog filosofikum og begyndte at studere teologi. Da faderen døde 1796 måtte studierne afbrydes. Indehaveren af Schouboes institut skaffede ham stilling som lærer ved instituttet, hvor han efterhånden påtog sig så megen undervisning, at det begyndte at gå ud over hans helbred. Dette i forening med en tilfældig læsning af det i 1793 af J. C. F. GutsMuth udkomne værk ”Gymnastik für die Jugend” fik Nachtegall til at se hvilke muligheder, der lå i gymnastikken for ham selv personlig og for folket som sådan. Han fik nogle andre unge studerende gjort interesserede og begyndte sammen med dem i begyndelsen af 1798 at dyrke gymnastiske øvelser. 1799 modtog han et tilbud om at undervise i gymnastik på det ansete Hofpræst Christianis opdragelsesinstitut. Tidspunktet for igangsættelse af disse aktiviteter var velvalgt. Nachtegall mødte mange steder en positiv interesse for legemsøvelser og samme år oprettede han et privat institut for ungdommens fysiske uddannelse – det første af sin art i Europa – hvor der meget snart gik 150 elever. Kronprinsen, den senere Frederik VI, hvem GutsMuths bog i øvrigt var tilegnet, besøgte instituttet og blev begejstret for det han så og beholdt resten af livet en interesse for Nachtegall og hans arbejde. 1800 begyndte Nacgtegall at holde offentlige forelæsninger på Blågårds seminarium om gymnastikkens metodelære. Med kronprinsens hjælp blev han nu tilknyttet undervisningen i gymnastik på flere militære skoler, hvor han indførte svømning, ligesom han anvendte voltigeringer i forbindelse med bajoneteksercits. Ved kronprinsens indgriben blev Nachtegall professor i gymnastik ved Københavns universitet og der oprettedes Det militære gymnastikinstitut med ham som leder. Instituttet skulle uddanne gymnastiklærere til brug inden for militæretaterne. Til denne undervisning autoriseredes en af Nachtegall udarbejdet lærebog, der kom 1805, og som siden fulgtes op af en lang række reglementer, ligeledes udarbejdet af ham.

Under indtryk af Nachtegalls virke blev gymnastik indført som fag ved skoleloven af 1814, men slog ikke igennem umiddelbart, vel nok som følge af det ringe antal uddannede gymnastiklærere samt den almindelige økonomiske afmatning, der i øvrigt bevirkede at undervisningen i gymnastik på flere af de militære uddannelsesinstitutioner måtte indskrænkes eller standses. Ved en anordning søgte man i 1828 for alvor at få gymnastikken indført i folkeskolerne i hvilken forbindelse en af Nachtegall udarbejdet lærebog autoriseredes. Lignende ordninger henstilledes over for de lærde skoler. 1838 søgte han uden held at få indført pigegymnastik i Danmark og oprettede en afdeling ved gymnastikinstituttet hvor gymnastiklærere til denne undervisning skulle uddannes. Tiden var imidlertid ikke moden til denne idé. En del af forklaringen på de gunstige resultater Nachtegall opnåede var utvivlsomt kongens støtte. Dette bevirkede til gengæld at Nachtegalls indflydelse dalede kraftigt efter kongens død 1839. Det lykkedes på en ejendommelig måde for Nachtegall at få sine almennyttige ideer om at gøre det danske folk sundt til at gå i spand med personlige ambitioner og han har en stor del af æren for ,at der blev indført gymnastik i skoleundervisningen i Danmark.

Præstegårdseminarierne

Vesterborg Præstegårds Seminarium åbnede i 1802 og virkede til 1831. Det blev stiftet af godsejer Greve Christian Ditlev Reventlow til Christianssæde og Pederstrup sammmen med pastor P.O. Boisen, præst i Vesterborg og fra 1805 biskop over Lolland – Falster Stift. Begge ønskede at forbedre bøndernes vilkår og mente, at dette kunne understøttes igennem oplysning og uddannelse.

Forud for oprettelsen af Vesterborg seminarium havde C. D. Reventlow og pastor Boisen udviklet principperne for det nye præstegårdsseminarium. Begge mente, at de eksisterende seminarier uddannede virkelighedsfjerne lærere.

På præstegårdsseminarierne skulle seminaristerne derimod opnå praktisk viden om emner som landbrug og havebrug og biavl. De nye tanker blev modtaget med begejstring og mange steder blev oprettet seminarier med Vesterborg som forbillede.

Mens eleverne gik på Vesterborgs seminarium, blev de indlogeret hos de lokale bønder og det forventedes af dem, at de hjalp til med arbejdet på gården.

I de første år optog Vesterborg 15 elever, men seminariet var populært og elevtallet blev snart udvidet til 30.

Efter statsbankerotten i 1814 gik det hårdt ud over præstegårdsseminarerne, hvoraf flere måtte lukke og Vesterborg præstegårdsseminar lukkede efter P. O. Boisens død i 1831

Med seminariet i Vestenborg var det indledt en række præstegårdsseminarier, de i kortere eller længere tid fungerede som læreruddannelsessteder i tilknytning til præstegårdene. I alt ca. 850 lærere blev uddannede fra præstegårdsseminarierne.

Med disse små seminarier var det formålet at uddanne unge bondesønner til almuelærere og det blev en gylden pointe, at disse lærere ikke måtte være for veluddannede, men blot skulle have en begrænset uddannelse, så de ikke blev fremmedgjorte for den almue, de skulle leve iblandt og ikke fik nykker og blev utilfredse med de løn og arbejdsvilkår, de blev budt i deres embeder. Almuen skulle helst heller ikke lære mere end de i deres daglige og praktiske liv fik brug for. Ellers ville der også blive vrøvl med bønderne.

Denne holdning blev i årene efter 1800 dominerende i skolekommissionen, men deltes ikke af Blågård seminarium, der mente at et seminarium skal have den for menneskehed og stat vigtigste af alle formål, at ”danne menneskelærere og menneskeledere. Om alt det gode, en vis og faderlig regering søger ved den borgerlige velstands fremme at udbrede blandt sine undersåtter, skal vorde menneskeheld” så mente de dog påvirket af tiden at seminariet også skulle være” landmandens fornuftigste rådgiver” og der blev ændret i seminariets virke i den retning.

Især præsterne var utilfredse og frygtede at lærernes uddannelse skulle gøre dem opblæste og selvbevidste i forhold til præsten, der traditionelt var lokalområdets åndelige leder og bedst veluddannede mand.

 Endelig i 1806 fik Jylland sit første præstegårdsseminarium i Borris. De trange tider gjorde at der gik 6 år før det næste jyske seminarium oprettedes i Snedsted i 1812 og Århus stift fik sit seminarium i Lyngby 1813. Ranum oprettedes 1815 men nedlagdes efter et år og oprettedes først igen i 1847.

De jyske seminarier dannede en gruppe for sig, hvis undervisningsplaner i højere grad end Skårup og Blågård havde det umiddelbart nyttige og praktiske som sine undervisningsmål.

Ingen af præstegårdsseminarierne overlevede  ret længe.

Sammenfatning

Den store skolekommission har fået enestående betydning ikke kun ved at stå bag oprettelsen af det første seminarium og udkast til de to skolelove 1814, men også ved i de 25 år, den virkede, at behandle alle skolesager, så den udgjorde en sagkyndig øverste styrelse af skolevæsenet.

 På en del væsentlige områder var skolereformen 1814 ikke kommet længere end det, som Christian den Sjette prøvede, men ikke formåede at gennemføre i 1739. Skolepligten som grundsætning var allerede udtalt i 1739 forordningen, og grænsen for den skolepligtige alder sat ved konfirmationen. Undervisningens omfang blev foreløbig ikke meget større, og tilsynet væsentligt det samme. Lønnen er kun en lidt forbedret i forhold til før. Pensionerne er blot nye i formen. Tidligere fik den affældige lærer ret til at blive i embedet mod at ansætte en substitut, og undertiden fik enken den samme indrømmelse. Foreningen af kirkelige forretninger og skolegerning er heller ikke ny, da den gamle forordning ville, at alle degne skulle holde skole. At skolepenge afskaffedes og alle skoleudgifter tilvejebragtes ved ligning, er et stort fremskridt, da det dermed blev slået fast, at den offentlige skole er et samfundsanliggende. Men på alle disse områder fandtes der tidligere noget tilsvarende, som nu kun blev udvidet, forbedret og i højere grad virkeligt gennemført.

Men helt afgørende nyt i Frederik den Sjettes skoleordning er læreruddannelsen. Den er helt afgørende for den danske skoles senere udvikling. Kritik mod seminarieuddannelsen har der været siden, sikkert ofte berettiget. Men så længe der ikke til nogen som helst anden lærervirksomhed i Danmark end folkeskolens er krævet pædagogisk uddannelse, må det regnes for et stort fremskridt, at man dog på det område gennemførte den grundsætning, at til at være lærer kræves der læreruddannelse. I nøje forbindelse herned står en anden omstændighed af stor betydning. Ved de mange forhandlinger om skolespørgsmål skabtes en pædagogisk bevidsthed, der ikke kendtes tidligere. Det blev derved også muligt at folkeskolen , uden at dens ydre former væsentligt ændredes, efterhånden kunne blive bedre.

I sammenligning med andre lande var Danmark i 1814 langt fremme. Norge kom først så langt i 1827 og Sverige ikke før 1842. Selv de fleste tyske stater stod tilbage for Danmark på skolelovgivningens område. Når den følgende tid har villet se med ringeagt på den pædagogiske bevægelse, der her er skildret, er det ubegrundet. Oplysningstidens skolereformer er et af de smukkeste vidnesbyrd om periodens humane interesser omsat til praktisk handling og den mest afgørende i den danske folkeskoles historie.

 

LANDBOREFORMERNE

 

En forudsætning for at nye tiltag kunne lykkes var imidlertid landets økonomiske og sociale udvikling. Her bliver perioden 1784 til 1807 skelsættende ved at være en ubrudt fremgangsperiode begunstiget af dansk neutralitet under de store krige frem til katastrofen i 1807 og ved at give plads for de nødvendige reformer af landbruget, landets vigtigste erhverv.

Disse års reformer spiller en afgørende rolle også for skolereformen 1814.

Som det er nævnt i det foregående var Danmark et fattigt land og forholdene i 1700 – tallet adskilte sig ikke meget fra forholdene i 1400 – tallet. Mange af forandringerne var endda til det værre. Tre fjerdele af jorden hørte under ca. 800 godser, der ejedes af et mindre antal godsejere, af hvilke mange havde mere end et gods og adskillige mange. Kronen havde i 1700 – tallet solgt ud af krongodset – især ryttergodset var frasolgt – til godsejerne.

Det dyrkede areal var ikke ændret meget, men rovdrift på skovene og sandflugt, selv Nordsjællands frugtbare områder var blevet sandflugtsområder f. eks. Tisvilde, truede de dyrkbare arealer. Landbefolkningen boede stadig i landsbyer i gårde og huse af lerklinede bindingsværk.

Langt det meste af godsernes jord dyrkedes af fæstebønderne, der var pligtige til at tage gårde i fæste og som med stavnsbåndets indførelse 1733 ikke kunne forlade det gods, hvor de var født, uden godsejerens tilladelse. Kriserne op gennem 1700 – tallet havde ført til øget udbytning af fæstebønderne, der betalte forskellige afgifter dels i leje og dels for at få fæstegården. Dertil kom en række andre ydelser, dels i form af hoveri på godsernes hovedgårdsmarker, dels i form af kørsel og andre arbejdsopgaver. Især det voksende hoveri blev en stigende belastning for fæstebønderne.

Det var ikke kun bonden materielle stilling, der var ussel. Også hans retlige og sociale position   placerede ham og hans familie som klart andenrangsmennesker. Godsejeren kunne straffe bønder og karle med prygl eller træhest eller lade en anden gøre det, f. eks. ridefogden. Det var godsejeren, der havde udskrivningsretten til den forhadte soldatertjeneste. Dertil kom, at mange godsejere gennem birkeretten udøvede almindelig retlig og administrativ myndighed over deres godsers beboere.

Selve dyrkningsformen var også den samme som tyve generationer før og de afgrøder, bønderne såede og høstede med beskedne 5 – 6 fold, var også de samme. Hjulploven – tung og upraktisk – betingede dyrkningsfællesskabet.

De jordløse landarbejdere, der boede til leje i små huse i landsbyerne var endnu dårligere stillet og en stor gruppe af landets indbyggere supplerede løst arbejde med tiggeri.

Efterhånden som de dårlige konjunkturer vendte efter midten af 1700 – tallet blev udnyttelsen af bønderne større for at godsejerne kunne forrente deres investeringer. Men samtidig begyndte flere oplysningsøkonomer at overveje om det hidtidige merkantilistiske politik med fokus på handelen som al rigdoms kilde var rigtig. Fysiokraterne mente, at jorden var den materielle grundlag for rigdom og derfor skulle man fokusere på landbruget. Med de nye muligheder for dansk landbrug på eksportmarkederne blev det muligt at skaffe interesse for gennemgribende reformer. For at komme med gennemarbejdede forslag blev der nedsat en række kommissioner, hvoraf følgende skal nævnes:

1785 . Kommission med opgave at regulere forholdene på krongodset i Nordsjælland – ender med udskiftning og arvefæste 1788.

1786 ” Den store landbokommission” til at overveje regulering af de juridiske forhold mellem godsejer og fæstebonde. Kommissionen får navnet ”Den store landbokommission” og Colbjørnsen blev   sekretær. Den arbejdede hurtigt og i august 1787 fik indstillingerne kongens underskrift.

Forordningerne trådte i kraft 1788 og indeholdt en række vidtgående reformer:

  1. der skulle ske en uvildig taksation – værdifastsættelse – ved fæstemåls indgåelse og ophævelse.
  2. Stavnsbåndet skulle ophæves gradvist således at alle bønder var frie år 1800.
  3. Soldaterudskrivningen overgik til staten.
  4. Fæste skulle være livstidsfæste til længstlevendes død.
  5. Der måtte ikke nedlægges bøndergårde (1790).

Man opretholdt hoveripligten og tugtelsesretten, dog ikke overfor fæstebonden og hans kone, men for alle andre ansatte.

      6. 1799 bestemtes, at hoveriet skulle være bestemt, dvs. aftalt på forhånd.

Tiendeafgiften blev først reguleret i 1810 til en glidende pengeafgift.

Kameralismen i Danmark og dens betydning  for udviklingen i ejendomsretten til fast ejendom

Hvordan har vi i Danmark fået et samfund, hvor lov og ret i det væsentlige angår alle borgere på samme måde? Et muligt svar får vi ved at gå tilbage før 1700-tallet, hvor nationalstaterne blev dannet. Fyrstelige rådgivere og universitetsprofessorer formulerede grundlaget for det, der siden blev til Statskundskab og Nationaløkonomi, men som dengang, under betegnelsen Kameralvidenskab (Eng: Cameralism, ty: Kameralismus) havde et mere mangfoldigt sigte.

Hvordan skulle en fyrste disponere for at klare sig i konkurrencen med andre fyrster? Nogle lande (f eks Spanien) var så heldige at have guld- og sølvminer, men hvad skulle de lande gøre, som ikke havde den slags naturgivne fortrin? En tidlig kameralist foreslår, at de kunne fremme industrien (manufakturen), udvikle kvaliteten af landets indbyggere, fremme international handel, samt udvikle ‘god regeringsførelse’. I historiske fremstillinger beskrives denne periode ofte under overskriften ‘Merkantilisme’, med udgangspunkt i Adam Smith’s liberalistiske kritik af statsindgreb. I Danmark tog man kameralisternes ideer til sig på en måde, der kan aflæses på Frihedsstøtten fra 1797:

“Kongen bød: Stavnsbaandet skal ophøre,
Landboe Lovene gives Orden og Kraft,
at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god,
hæderlig Borger, lykkelig”.

Bøndernes bedre retsstilling og uddannelse indgik i den kameralistiske doktrin, hvorefter det var den enevældige monarks opgave at gøre sine undersåtter lykkelige. Dette fremgår ikke særlig tydeligt af historieskrivningen, som i høj grad er præget af den liberalistiske doktrin.

I 1700 – tallet var kameralvidenskab et universitetsfag i den tysksprogede del af Europa. Man lærte, at staten – med henblik på det almene gode – skulle træde til på nogle områder for at udvikle samfundets resourcer, materielle såvel som menneskelige. Det udfoldes bl.a., hvordan forskellige sektorer: landbrug, skovbrug og minedrift mv. skal organiseres med særlig lovgivning, med forvaltningsorganer, der bl. a. skal føre tilsyn med virksomhederne, samt ikke mindst skoler, der underviser i de nødvendige fagkompetencer. For landbruget skal der for eksempel ydes støtte til jordfordeling og til afvikling af urimelige fæstevilkår. Skattesystemerne skal udformes således, at skatterne ikke skader erhvervsevnen, de skal være ligelige og korrekte. Igen kan man genfinde kameralvidenskabens program i den danske praksis: Vi fik landboreformer med udskiftning af landbrugsjorden i 1700-tallet, og fornyelsen af ligningsgrundlaget, matriklen, i 1800-tallet. Også flere andre kameralistisk prægede lande etablerede de tilsvarende matrikelsystemer i løbet af 1800-tallet.

Man skal nok ikke se bort fra, at denne udvikling fandt sted under enevælden, under konger ‘af Guds nåde’. Jean Bodin udformede allerede i 1576 en begrundelse for en enevældig fyrste, der alene er bundet af guddommelige love og af de naturlige love, som Skaberen har nedlagt i menneskesindet. Fyrstens ophøjede stilling modsvares af en forpligtelse overfor folket: Fyrstens mål skal være at fremme undersåtternes lykke. Ejendommeligt nok synes kameralvidenskabens program ikke bundet af konfessionelle forskelle: Det udfoldes både i protestantiske, især tysksprogede riger og fyrstedømmer, og i det katolske Østrig. I det katolske Frankrig skete en revolution, måske netop fordi de ledende i samfundet ikke arbejdede for, at arbejdsvilkår, ejendomsfordeling og beskatning kom mere i overensstemmelse med kameralismens program. Konsekvensen heraf var et brud mellem den gamle tro og den nye oplysningstid. Derimod havde centralmagten bl. a. i det protestantiske Danmark i løbet af 1600-og 1700-tallet bredt iværksat kameralismens program ved skabelsen af en retsorden for alle stænder, sektortilpasset forvaltning og en begyndende almen undervisning. Lutherdom og oplysningstid blev derfor ikke modsætninger. Dette kommer også til udtryk i holdningen til arbejde: I lande præget af kameralisme var det fra 1700-tallet og langt op i 1900-tallet en Beruf, et kald i stil med præstekald, at være embedsmand eller professionel. I liberalistiske lande er det en occupation, en beskæftigelse.

Også med hensyn til ejendomsrettens infrastruktur, matrikel- og tinglysningsvæsen mv., er der forskelle: I kameralistisk prægede lande har man fra 1700-tallet anvendt begreber som matrikelvæsen eller kataster, og haft særlige offentlige organisationer og professioner, der beskæftigede sig med emnet. I den rationelle og liberalistiske tradition bliver det, der svarer til cadastre almindeligvis indført på basis af topografiske kortlægning i stort målforhold, først sporadisk fra midten af 1800   –      tallet, siden systematisk fra omkring 1900. Før den tid kendes begrebet som cadastral surveys: opmåling mv. med henblik på at bestemme skel. Disse forskelle kan ikke undgå at have præget den måde, som institutionen ejendomsret udviklede sig på. Ejendomsretten til jord kunne således i Danmark forholdsvist kontinuerligt sprede sig fra godsejere og enkelte selvejerbønder til efterkommerne af landboreformernes mange fæstebønder, til husmændene og i løbet af 1900tallet til alle os parcelhusejere.

Liberalismens dominans og oplysningstidens, rationalismens, nyordning af universiteterne i 1800-tallet gjorde, at kameralvidenskaben blev splittet op i en række discipliner: Statsvidenskab, nationaløkonomi og jura på universiteterne, samt tekniske fagområder som landinspektørvæsen og forstvæsen på de nye Tekniske Universiteter eller Landbohøjskoler. I Centraleuropa blev landinspektør- og matrikelvæsen nu præget af en faglig tradition, hvor geodæsi, landmåling og matematik var og som regel stadig er den primære (naturvidenskabelige) kontekst.

Sammenhængen mellem den økonomiske fremgang, skiftet i den offentlige holdning til reformer af samfundet og kameralismens understregning af nytteværdien og skolereformernes gennemførelse er åbenbar.

 

 

 

Litteratur

Biskop Jens Bircherod: historisk – biografiske dagbøger

            Erik Pontoppidan: den første danske grammatik

            Birthe Andersen: Adelig opfostring, 1536 – 1660, Gad1971